Kroniker: Vi har et sundhedsvaesen, der føler det som dets pligt at leve vores liv

Der er også blandt laeger ved at gå inflation i at prioritere ulighed, og at svaret er flere praktiserende laeger isaer til ”aeldre medicinske og multisyge patienter”. Der kan saettes spørgsmålstegn ved, om sundhedsvaesenet forstår, hvad ulighed er, og hvad sundhedsvaesenets rolle bør vaere.

Det er en misforståelse, at sundhedsvaesenet kan afhjaelpe ulighedsfaktorerne dårlig eller ingen uddannelse, dårlig og dyr bolig, dårlig indkomst, dårlige opvaekstvilkår, dårlig livsstil, dårlig somatisk og psykisk funktionsevne, utilstraekkelig hjaelp m.v.

Sundhedsvaesenet kan saette ”plastre” på alt for store sår og skal naturligvis gøre det, når behovet er der, men det er nonsens, at bare borgerne har mere kontakt med laegen, så holder uligheden op.

Man bør se på, hvilke tilbud der reelt kan afhjaelpe borgeres problemer med ensomhed og dårlig sundhed, hvad der kan give livsmodet og glaeden tilbage ofte med større sundhed til følge.

Hvad er det vigtigste at prioritere?

At borgerne selv kan leve et godt liv med nødvendig transport og ledsagelse til samvaer med andre, eller at laegen som trøst kan udskrive nogle flere honorarer? Karikeret javel, men desvaerre mere og mere sandhed, fordi vi har et sundhedsvaesen, der føler det som dets pligt at leve vores liv, hvor alle sektorer sammen vil tørre os i begge ender.

Mennesker med flere kroniske sygdomme – multisyge, som vi stigmatiserende kaldes, så vi passer ind i systemets kasser – er blevet de foretrukne ”ofre”, fordi man naturligt ikke forstår de komplekse tilstande, som mange års sygdom medfører.

Er det systemets dårlige samvittighed over at have givet velstillede bedre behandling end dårligt stillede, der gør, at man vil saette himmel og hav i bevaegelse for at vise, hvor meget man taenker på de sygeste og ”svageste”? Spar jer ulejligheden, og vis os lidt respekt, tak!

Som type 1-diabetiker gennem 60 år, med hjertesygdom i 30, hjertesvigt, 35-40 års nyresygdom – den ene er stået af – udbredt neuropati, udiagnosticerbar tarmsygdom, blind plus det løse kommer jeg på to specialafdelinger en til to gange årligt.

Praktiserende laege og kommune ved jeg ikke, hvad jeg skal bruge til, hvilket ikke er en bebrejdelse. Hvorfor nu det? Jeg er jo et af de svaere tilfaelde af multisygdom og burde føle mig som noget, katten har slaebt med ind, og føle enorm afhaengighed af sundhedsvaesenet.

Svaret er enkelt: Jeg har laert at forstå min situation, at tage ansvar for mit liv og insisterer på at leve det så godt, som helbredet tillader. Når sygdommene udvikler sig, skal jeg nok opsøge sundhedsvaesenet, men indtil da klarer jeg mig selv med et minimum af specialiseret sundhedsfaglig støtte – det gør de godt.

Det er ikke alle med kroniske sygdomme og udfordret social status, der kan det, men det burde vaere åbenlyst, hvor indsatserne bør gøres. I stedet lader man sundhedsvaesenet vaere skraldespand for samfundets ulighed. Det burde laegerne vaere de første til at råbe op om i stedet for at give Florence Nightingale-syndromet fuld gas.

Mennesker med flere kroniske sygdomme er blevet de foretrukne ”ofre”.