Evangeliet er ikke et partipolitisk program, som nogen skal gøre til sin ejendom

Danskerne har holdt gudstjenester i 1.000 år. Vores tro og kultur og måden at taenke på er gennemsyret af kristendommen.

Forberedelserne til juleaften er, som de plejer. Forbrugerraeset fylder. Vi taerer på verdens ressourcer, som om naturen var til for at blive ødelagt af menneskene og ikke en gave til os i en skabt verden. Mange er forjagede og jamrer over, hvor forfaerdeligt de andre opfører sig. Alligevel får vi gaverne pakket ind. Vi får juletraeet pyntet. Julemaden kommer på bordet i tide. Tirsdag eftermiddag sidder en stor del af familien Danmark baenket side om side i det store faellesskab, som julegudstjenesten er.

Overalt i Danmark lytter vi til det glade budskab fra englene på marken. Den nat blev alt nyt. Med glaeden for hele folket er det slut med menneskets frelse ved egne gerninger. Troen på Guds barmhjertighed er ikke mere en menneskelig praestation, men Guds gave til menneskene. I Gudsriget er det ikke mere lovgerningerne, der frelser. Vi er sat frie til at leve livet i ansvar uden at skulle taekkes Gud for at blive frelst. Så mange flere kraefter har vi fået til at leve livet i kald og stand. Vi er sat i verden for at tage livets ansvar og livets embede på os.

Danskerne har holdt gudstjenester i 1.000 år og sunget salmer. Naturligvis betyder det noget. Vor tro og kultur og vor måde at taenke på er gennemsyret af kristendommen. Om det skal vare ved, det bestemmer den enkelte selv. Ligesom hyrderne den første nat af englene blev kaldt som vidner på Jesu fødsel, bliver vi kaldede som vidner, når vi hører englenes budskab julenat. Mennesket er borger i to riger. I kejserens og i Guds rige. Vi skal tjene både kejser og Gud. Men med kristendommen er sammenblandingen af kejserens rige og Guds rige ophaevet.

Den evangeliske skelnen mellem de to riger får politiske konsekvenser. Den verdslige øvrighed skal holde sig fra at blande sig i forholdet mellem mennesker og Gud. Ethvert forsøg på fra magtens side at saette sig på menneskenes hjerte bør besvares med Jesu egne ord: ”Giv kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er.”

”Hvor der er ånd, er der frihed, ”skriver Paulus. Og det følger faktisk direkte af den verdslige Danmarks Riges Grundlov. Den forudsaetter netop, at det er den danske folkekirke, der er den evangelisklutherske kirke og ikke alt muligt andet. Det er ikke tilfaeldigt, at de lande, der har flertal af evangelisklutherske menigheder, stadig er de lande, der har størst frihed.

Grundlovens ytrings- og religionsfrihedsbestemmelser er netop verdslige frihedsbestemmelser og ikke religiøse bestemmelser. Men de har deres grund i kristendommen. Det er en konsekvens af kristendommen, at statsmagten har pligt til at give borgerne et frirum til at ytre sig og dyrke religionen efter egen overbevisning. Staten har altså pligt til at give den enkelte frihed til at give Gud, hvad Guds er. Men borgeren har på sin side pligt til at give kejseren, staten, hvad statens er. Det fastslås netop i grundloven, at friheden kun kan udøves i ansvar og respekt for den lovgivning, der er vedtaget af Folketinget. Man kan netop ikke efter grundloven blande kejserens regimente og Guds regimente sammen, endsige saette statens love under religionen. Til gengaeld står statens love ikke over kristendommen. For statens love er ikke love i Guds rige, men i kejserens rige.

Juleevangeliet er budskabet om Guds omsorg for alle. Evangeliet er netop ikke et partipolitisk program, som praest eller menighed skal gøre til deres ejendom. Juleevangeliet er beretningen om Guds gave til os: fødselsdagsbarnet, Guds søn, der blev født julenat.

Lad os ikke midt i fejringen af fødselsdagen glemme fødselsdagsbarnet. Glaedelig jul.

Det er ikke tilfaeldigt, at de lande, der har flertal af evangelisk-lutherske menigheder, stadig er de lande, der har størst frihed.