Mette Frederiksen, kom nu ud af busken

Venstre forsøger igen at få regeringschefen til at forklare omstaendighederne om ansaettelser af presse- og kommunikationschefer i ministerierne. Et folketingsflertal kalder nu Mette Frederiksen ind til en forespørgselsdebat.

Tillid. Hvis jeg skal beskrive centraladministrationens embedsmaend med ét ord, så er det tillid. Vi har på mange måder et dygtigt og respekteret embedsvaerk, som mange lande misunder os, og som hver dag på et højt fagligt og partipolitisk neutralt grundlag skal kunne rådgive og bistå den til enhver tid siddende minister. Jeg har som politiker og tidligere minister altid vaeret stolt af vores medarbejdere og chefer i centraladministrationen. Det er helt centralt i et samfund som det danske, at såvel ministrene, Folketinget, pressen og borgerne kan have tillid til det arbejde, som embedsmaendene udfører.

Tilliden hviler på, at embedsmaend i centraladministrationen skal overholde en raekke pligter, som bl.a. følger af grundlaeggende retlige normer i vores statsforfatningsret. For et par år siden blev syv af de centrale pligter for embedsmaend i centraladministrationen formuleret i ”Kodex VII”.

En af de centrale pligter omhandler ”partipolitisk neutralitet”, hvor jeg vil tillade mig at citere fra indledningen: ”I deres rådgivning og bistand skal embedsmaend vaere partipolitisk neutrale, så det sikres, at senere regeringer og ministre kan have tillid til, at de kan lade sig rådgive af de samme embedsmaend.”

Desvaerre er det, som om at den tillid er ved at krakelere på grund af den store udskiftning af presseog kommunikationschefer, som vi har set, siden Socialdemokratiet overtog regeringsmagten kort før sommerferien.

Ud af i alt ni rekrutteringer til jobbet som presse- eller kommunikationschef i ministerierne faldt valget i syv tilfaelde på en kandidat, som (helt) tilfaeldigvis har en taet tilknytning til Socialdemokratiet og ministeren. Vi lader den lige stå: I syv ud af ni ansaettelser som partipolitisk neutrale embedsmaend – endda i lederstillinger – gik jobbet til en person med taette bånd til Socialdemokratiet og ministrene.

Og det stopper ikke her. Lige nu søger både udviklingsministeren og udenrigsministeren en ny pressechef. Og dermed er vi oppe på, at i alt elleve ministre har fundet det nødvendigt at ansaette en ny presseeller kommunikationschef efter valget. Vel at maerke 11 ministre ud af 18 ministerier i Danmark. Hvad der er sket med de embedsmaend, der tidligere havde jobbet, står p.t. hen i det uvisse. De ønsker ikke at stå frem i pressen, men flere vil gerne uden for citat fortaelle, at det ikke er efter eget ønske, at de pågaeldende ikke laengere er presseog kommunikationschefer.

Det hele ser aerlig talt en anelse mystisk ud. Den nye presse- og kommunikationschef i Erhvervsministeriet kommer for eksempel tilfaeldigvis direkte fra stillingen som presserådgiver i Socialdemokratiet. Eller ”back in business”, som vedkommende selv skrev på sin Linkedin-profil i forbindelse med sit jobskifte fra Socialdemokratiet til Erhvervsministeriet. Laeg hertil, at ud af 74 ansøgere til embedsmandsstillingen som partipolitisk neutral sekretaer i Statsministeriet gik jobbet helt tilfaeldigvis til Mette Frederiksens tidligere gruppesekretaer for Socialdemokratiets folketingsgruppe. Sekretaeren og statsministeren kendte altså hinanden vaeldig godt i forvejen, for de sad dør om dør på Christiansborg.

Og senest er det kommet frem, at børne- og undervisningsministeren brugte knap 250.000 kr. på at rekruttere en ny presse- og kommunikationschef. For til sidst at kassere alle de kandidater, der ellers både havde vaeret til samtale og test, og derefter ud af det blå ansaette – helt tilfaeldigt – en tidligere saerlig rådgiver til en ministerkollega i en ledende stilling som partipolitisk neutral embedsmand.

Men er det hele nu egentlig så tilfaeldigt? Eller er der tale om en systematisk politisering af embedsvaerket af bagdøren? Et opgør med den danske forvaltningstradition og dermed de partipolitisk neutrale embedsmaend, hvor senere regeringer og ministre ellers skulle kunne have tillid til, at de kan lade sig rådgive af de samme embedsmaend? Jeg er oprigtig bekymret. Manøvren lugter langt vaek af magtfuldkommenhed og kammerateri. Og statsministeren vil ikke som øverste chef for regeringen møde op i samråd i Folketingets Udvalg for Forretningsordenen og forklare, hvad det er, der foregår.

Og spørger vi de enkelte ministre, bliver vi ikke just beroliget. For nylig var social- og indenrigsminister Astrid Krag i samråd for at redegøre for ansaettelsen af en ny kommunikationschef i ministeriet. Her kom det frem, at kommunikationschefen har arbejdet frivilligt for ministeren i flere valgkampe. Også i valgkampen 2019 vel at maerke. Altså blot et par måneder før vedkommende så fik jobbet som kommunikationschef i Social- og Indenrigsministeriet. Naturligvis ikke udtryk for socialdemokratisk kammerateri. Det var bare helt tilfaeldigvis ham, der var den bedste kandidat til jobbet.

Astrid Krag påstod også i overordnede vendinger på samrådet, at hun ikke har haft noget med ansaettelsen at gøre. Altså bortset fra at hun havde ”spredt ordet” om stillingen for flere kvalificerede personer i sit netvaerk. Og ministeren blev også orienteret om ansøgerfeltet. Man må spørge sig selv, hvorfor ministeren havde behov for at sprede ordet og kende til ansøgerne, hvis hun ikke havde nogen saerlig interesse i, hvem jobbet gik til.

I stedet for at politisere embedsvaerket – eller socialdemokratisere embedsvaerket, som man rettelig kunne kalde det – skulle regeringen hellere tage en åben og aerlig drøftelse med Folketinget om det, de tilsyneladende ønsker. Nemlig at indføre flere politiske rådgivere i form af flere politiske ansaettelser.

Men det skal foregå i åbenhed – gennem fordøren. Så rollefordelingen er klar. Så de politiske ansaettelser kommer og går med ministeren, nøjagtig ligesom vi kender det med de saerlige rådgivere i dag. Og så vi undgår, at en ny regering skal overtage et embedsvaerk, som tydeligt er politisk engageret i den afgående regering.

Og derfor er det helt utilstedeligt, at regeringen lige nu gør nøjagtig det modsatte. Og det er endnu mere problematisk, at statsministeren ikke vil forklare og forsvare, hvad regeringen foretager sig gennem bagdøren.

For det handler i sidste ende om tilliden. Vi politikere har – ikke mindst i disse år, hvor danskernes tillid til politikere ligger på et meget lavt niveau – et saerligt ansvar for at passe ekstra godt på tilliden. Og statsministeren har som leder af regeringen i saerlig grad et ansvar for at forhindre, at hendes ministre medvirker til at så tvivl om tilliden til de embedsmaend, der i deres arbejde skal vaere partipolitisk neutrale, så de kan fungere som trovaerdige embedsmaend for skiftende regeringer.

Vi kan naturligvis ikke leve med, at statsministeren gemmer sig på sit hjørnekontor og naegter at komme i samråd.

Vi kan naturligvis ikke leve med, at statsministeren gemmer sig på sit hjørnekontor og naegter at komme i samråd.

Derfor vil et flertal af Folketingets partier bestående af Det Radikale Venstre, Dansk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti, Liberal Alliance og Venstre nu indkalde statsministeren til en forespørgselsdebat i folketingssalen. Så vi kan få mulighed for at stille de nødvendige spørgsmål og forhåbentlig få klarhed omkring, hvad det er, statsministeren og regeringen har gang i.

Så kaere statsminister. Lyt nu til det flertal i Folketinget, som vil have dig i tale. Mød op og forklar, hvad der foregår. For tillidens skyld.