»Jeg spiller, så laenge jeg ikke gør mig selv til grin. Og huslånene skal jo afdrages«
I raekkerne under Premier League findes bunkevis af fodboldspillere, som aldrig får gyldne kontrakter eller bliver feterede stjerner. En af dem er Dannie Bulman, som siden 1998 har spillet over 800 fodboldkampe som professionel, men aldrig højere end den
»Vi boede på en blind vej i Ashford. For enden lå en stor graesplaene. Alle vi unger spillede fodbold fra morgen til aften. Min mor var hjemmegående med os fem børn. Min far var trykker. Han kunne ikke sparke til en bold, om det så gjaldt hans liv. Og jeg kan stadig ikke sparke til en bold, om det gjaldt mit liv. Men han kunne løbe. Måske er det der, jeg har det fra.
Jeg tror, at der er en, der har sagt noget med, at hvis du finder et job, du elsker, arbejder du aldrig en eneste dag i dit liv. Jeg har endnu ikke arbejdet. Jo, forresten, i tre uger, da jeg var 17 år.
Jeg var ufaglaert arbejdsmand. Jeg lavede en fremragende te til gutterne på byggepladsen. Det var i december, det var iskoldt, men det var så godt. Jeg var 17 år, våd bag ørerne, jeg anede intet om verden. Der var tre aeldre fyre, de taendte deres bilradioer og begyndte at danse rundt, det var skønt. Det er ret lig det, der kan ske i en fodboldklub. Jeg fik en stak kontanter i hånden om fredagen, og så var det direkte ned på pubben. Og så var der kamp om lørdagen. Det kan man kun gøre, når man er 17 år, ikke?
Jeg skulle laere det hele selv hen ad vejen som ung spiller, da jeg ikke spillede i en professionel klub. Jeg begyndte i Ashford Town i Middlesex. Jeg elskede det. Jeg kom på deres ungdomshold, jeg spillede kamp lørdag, søndag, tirsdag, onsdag. Jeg var 15 år, alt handlede om fodbold.
Vi havde store brutale typer
Jeg taenkte ikke over, at fodbold var et arbejde. Det var bare en hobby for mig. Jeg fattede ikke, at det kunne vaere en levevej. Dér, hvor jeg kom fra, var folk håndvaerkere. Det var bloody brillant at få penge for at spille fodbold.
I Ashford Town kom jeg på førsteholdet som 15-årig. Jeg spillede med voksne maend.
Vi havde nogle store brutale typer, men de tog sig godt af mig. En af dem var faengselsbetjent, og en af hans venner holdt øje med talenter for Wycombe Wanderers i 2. division. ”Kig på ham knaegten her”, sagde han til ham. Knaegten var mig.
De arrangerede en prøvetraening, jeg spillede et par reservekampe for dem. Det gik fint, jeg scorede et par mål. Et par måneder senere vendte de tilbage, og så skrev jeg kontrakt med Wycombe Wanderers.
Jeg kan huske min første uge i Wycombe. Min løn gik ikke ind. Jeg sagde til dem, at jeg havde ikke fået løn. Så forklarede de, at de udbetalte lønnen månedligt, ikke på ugebasis. Jeg var vant til at få stukket nogle sedler i hånden hver fredag. Så måtte jeg gå hjem til min mor og spørge, om hun kunne låne mig 10 pund. Ellers kunne jeg ikke klare mig gennem ugen.
Så gav jeg min mor et par pund
Jeg tjente 150 pund om ugen i Wycombe. Pludselig vaeltede jeg mig i penge. Jeg var 18 år. Jeg boede selvfølgelig stadig hjemme.
Når jeg fik løn, gik jeg ud for at shoppe, så gik jeg ud at spise, så gav jeg min mor et par pund, og så var de penge vaek, for jeg havde også en bil, der skulle forsikres og fyldes op med benzin.
I Wycombe havde vi en tirsdagsklub blandt spillerne. Dybest set var det bare en undskyldning for at få en øl. Hvis én blev far, skulle det fejres, hvis én fik en ny hat, skulle det også fejres. Dengang var der flere spillere, der boede taet på klubben. Nu kommer spillere ofte langvejsfra. Så er det vanskeligere at samle alle. Dét savner jeg, det sociale aspekt. Det er desvaerre forsvundet fra spillet. Jeg har en håndfuld taette venner fra fodbolden og en håndfuld, som har vaeret der siden skoledagene. Alt for mange venner kan man ikke holde kontakt med. Livet kommer i vejen, ikke?
Jeg elsker at få en øl sammen med andre. Den gamle Sunderland-målmand, franskmanden Lionel Pérez, var målmandstraener i Stevenage, da jeg spillede dér. Han kunne drikke som en fisk. Han var en skøn fyr. Vi havde en fridag, hvor vi traenede for os selv uden traenere. Vi drak os kanonfulde. Inden traeningen dagen efter spiste vi en kaempe engelsk morgenmad med juice og alt muligt for at prøve at komme os. Men ikke Lionel. Han bestilte bare en flaske hvidvin til morgenmad.
Vi var smadrede dagen efter
I Wycombe plejede vi at tage til Dublin før saesonen på traeningslejr. De havde planlagt en testkamp til en tirsdag. Mandag listede vi ud og fik et par øl. Og kom hjem tidligt på aftenen ved otte-tiden på hotellet. Men seks af os listede af igen og kom først hjem klokken syv om morgenen. Vi var helt faerdige dagen efter. Jeg og et par holdkammerater skulle ikke spille, vi sad og så kampen på tilskuerpladserne. Klubben havde en spiller, der troede, at han var verdens bedste, fordi han havde spillet på reserveholdet i en større klub i 10 år. Vor Herre bevares. Han var elendig. Vi sad et par stykker på tilskuerpladserne, stadig halv bimmelim. Vi fik et hjørnespark, og han ville tage det, og han endte med at sparke hjørneflaget i stykker. Vi kastede os omkuld af grin, for han lignede en, der var akkurat lige så fuld, som vi var.
Min største kamp var i 2001. Wycombe var nået i semifinalen i FA Cuppen, vi skulle møde Liverpool på neutral bane, Villa Park. Vi tabte 1-2. Kampen fløj bare af sted, jeg nåede ikke at påskønne oplevelsen, det gør man ikke, når man er ung. Jeg er ikke den nostalgiske type, jeg gemmer ikke på minder på den måde.
Nu har jeg en søn, så jeg prøver at gemme lidt ting til ham, så kan jeg sige til ham, at det ikke var løgn; jeg spillede faktisk fodbold engang. Han er to år, Luciano, hans mor er halvt italiensk. Jeg har en datter på 17 år, Jolie. Jeg er gift for anden gang, derfor den store aldersforskel på børnene.
Jeg er faktisk ret ordinaer
Jeg drømte om at spille i en højere liga. På et tidspunkt kiggede Middlesbrough vist på mig. Det var, efter at vi havde mødt dem. Jeg spillede okay, men tydeligvis så de mig i den naeste kamp. Jeg er ikke en god spiller, jeg er ikke en ringe spiller. Jeg er faktisk ret ordinaer. Jeg er ikke en kreativ 10’er-type, jeg er en 6’er, en Steady Eddy. Folk er heldige en gang imellem, de er på det rette sted på det rette tidspunkt, men det skete ikke for mig, det er helt fint. Jeg kan ikke aendre det.
Lønningerne er sindssyge hos de bedste
Mine venner siger tit, ”Jesus, Dannie, du har haft en lang karriere”. Kunne jeg have aendret noget? Jeg ved det ikke. DANNIE BULMAN, DEN ENGELSKE LIGAS AELDSTE SPILLER