Venstreekstremismen er blevet stueren

Ekstreme synspunkter vinder frem i samfundet, fordi venstrefløjen har sat sig tungt på centrale poster. Kønskampen er et godt eksempel på et område, hvor det ekstreme er blevet mainstream.

I sommeren 2012 opsendte Radikale Venstres davaerende ligestillingsordfører, Sofie Carsten Nielsen, en såkaldt prøveballon. Hun foreslog, at cpr-numre og pas i fremtiden af hensyn til transpersoner skulle vaere kønsneutrale. Kunne det ikke lade sig gøre rent politisk, lød et alternativt forslag på, at man frit skulle kunne vaelge sit køn i passet og cpr-nummeret.

Venstres Ellen Trane Nørby skød uden pardon ballonen ned. På den røde side af Folketinget sagde man med lave stemmer, at forslaget lød interessant. Men mere interessant fandt Socialdemokratiet dog ikke forslaget, end at man i partiets afdeling for skaeve (men aerlige) kommentarer – netmagasinet Piopio – trekvart år senere opstillede en liste med Radikale Venstres 10 maerkeligste maerkesager.

På denne liste var blandt andet foraeldremyndighed til fire personer, kønsneutrale pas og cprnumre, kommunalt kursus om homokompetencer samt køns neutrale børnehaver. Mindre end 10 år senere er der ingen, der vover at lave grin med kønspolitiske forslag fra den hylde.

Risikoen for at blive overskyllet af en flodbølge af udskamning og politisk korrekthed er blevet for stor til, at de fleste kan leve med den. I stedet diskuteres det i fuld alvor, om børn helt ned til seks år skal have lov til et juridisk kønsskifte. Københavns Kommune har i budgettet for 2020 afsat 7,3 millioner kroner til at undervise laerere i normkritisk sprogbrug.

Det vil blandt andet sige utraditionel brug af det danske pronominalsystem, så man kun anvender den del, der er kønsneutral.

På Københavns Universitet raser debatten om den rette brug af pronominalsystemet også, efter at Institut for Kunst og Kulturvidenskab op til starten på efterårssemestret i 2019 udsendte besked om, at laerere skulle undgå at bruge kønsspecifikke betegnelser om de studerende. Fra begyndelsen af det forrige årti til dets afslutning kunne man iagttage, hvordan den såkaldte normkritiske tilgang til køn bevaegede sig fra afvisning og latterliggørelse til at vaere en bevaegelse, kun de faerreste vovede at laegge sig ud med (og som slog institutionelle rødder flere steder). Dermed kunne man også iagttage, hvordan et politisk projekt på et enkelt årti gik fra at vaere ekstremistisk til om ikke at vaere mainstream, så dog i det mindste stuerent.

Og lige praecis den bevaegelse er, hvad jeg synes bør debatteres grundigere. For der er tale om en regulaer tendens. Og det vil få store konsekvenser for samfundet, hvis tidligere tiders venstreekstremistiske synspunkter i fremtiden vinder indpas som alment acceptable opfattelser.

Før vi diskuterer årsagerne og de virkemidler, der kan forhindre samfundet i at udvikle sig i en venstreekstremistisk retning, så lad os betragte nogle flere eksempler. I gamle dage – for 10-20 år siden – var det alment accepteret, at mennesket var natur. I vore dage er naturen trumf alle vegne. Undtagen når det gaelder mennesket.

Ve den arme lesbiske, som holder fast i, at et blowjob aldrig kan blive en del af lesbisk seksual praksis. Hun kan regne med at blive forment adgang til Kvindehuset på grund af transfobi.

I gamle dage handlede mainstreamkampen for kvinders rettigheder om, at diskrimination skulle ryddes af vejen. Man måtte ikke annoncere kønsspecifikt uden relevant grund (det var derfor, man fik betegnelsen ”m/k” i stillingsannoncer). Man måtte ikke have selvstaendige tariffer for maend og kvinder. Man måtte naturligvis ikke indrette lovgivningen, så den gjorde forskel på maend og kvinder. Med mindre hensigten helt åbenlyst var at stille det ene køn under en eller anden form for legitim beskyttelse.

I dag handler kampen om, at den statistiske fordeling af nyfødte piger og drenge skal genfindes inden for alle attraktive stillingskategorier: professorer; direktører; bestyrelsesmedlemmer osv. (hvad de uattraktive angår, må maendene gerne beholde dem).

Det er en markant radikalisering. Fordi det lige pludselig ikke handler om at tildele individuelle rettigheder, men om at tildele kollektive rettigheder. Hvad der normalt er et kendetegn for alle mulige typer af samfund, der ikke er demokratiske: feudalistiske, kommunistiske, islamistiske, nazistiske. Og sådan fortsaetter listen.

Den er lang, men vi kan foretage enkelte nedslag: Det, naive mennesker i gamle dage kaldte ”virkeligheden”, skrives ud af pensum på gymnasier og universiteter til fordel for sociale konstruktioner.

Den videnskabelige metode nedvurderes og erstattes af den forestilling, at det er magt, der afgør fremgang og tilbagegang for videnskabelige positioner. Statens finanser skal styres af venstreorienteret ideologi og ikke af Finansministeriets økonomiske faglighed. At arve en virksomhed fra sine for aeldre gøres moralsk suspekt.

En vigtig grund til, at venstreekstremismen gennem det seneste årti er gledet ind i midten af den politiske samtale, er uden tvivl, at centrale og helt afgørende samfundsinstitutioner som skolerne, gymnasierne, universiteterne, højskolerne og sågar folkekirken i vore dage har et massivt flertal af medarbejdere, der politisk ligger i spektret mellem Radikale Venstre og Enhedslisten.

Man må selvfølgelig mene, hvad man vil, når man er ansat i folkeskolen eller gymnasiet. Men det er klart, at for det første kommer kritikken af de venstreekstremistiske positioner ikke frem, hvis der ikke er nogen til stede, der kan gøre dem gaeldende. Ligesom det for det andet er klart, at muligheden for en politisk radikalisering – hvor ekstreme synspunkter langsomt bliver de fremherskende – er til stede, når holdningerne rundtomkring i dannelsesinstitutionerne bliver så homogene.

Men man bør ikke vaere blind for medløberiet på højrefløjen. Der findes en saerlig ideologi, man kan kalde for Hollywood-isme eller Davos-isme. Den går ud på, at helt ekstremt rige og privilegerede mennesker gør sig selv til talsmaend for enkeltsager, der har en mere eller mindre progressiv klang: veganisme, borgerløn, åbne graenser, kvoter, dramatiske klimaforholdsregler.

At tilslutte sig den type af sager er, hvad man på engelsk kalder ”virtue signalling”. Det vil sige en form for markedsføring, hvor det, man markedsfører sig selv med, er sin høje moral.

Den videnskabelige metode nedvurderes og erstattes af den forestilling, at det er magt, der afgør fremgang og tilbagegang for videnskabelige positioner.

Ser man naermere på folk, der skilter med deres dyd, viser det sig som regel, at deres generelle praksis ikke på nogen måde harmonerer med det signal, der sendes. Rockstjernen kritiserer ulighed – og tager tusind kroner for billigste billet. Erhvervsguruen kalder på grøn omstilling – og flyver i privat jet. Eksemplerne er endeløse og kan sammenfattes under begrebet hykleri.

Det er selvfølgelig katastrofalt, at vores dannelsesinstitutioner er praeget af venstreorienteret ensretning. Men skal det forhindres, at venstreekstremistiske synspunkter som dem, jeg har fremlagt, lige så langsomt bliver mainstreamsynspunkter hen over det kommende tiår, så kraever det, at borgerligt sindede mennesker dropper enhver form for chik, men hyklerisk opslutning til ekstreme synspunkter.

Det er muligt, at det gavner markedsføringen på kort sigt. Men det skader samfundet uendeligt meget mere på langt sigt.