Verdensmestrene har fået mentalt blackout – men hvad er der sket?

Er der tale om et mindre bølgeskvulp, eller bør modgangen på herrelandsholdet vaekke bekymring?

Det er ikke laenge siden, at man i disse spalter kunne laese, at det danske herrelandshold var i en bedre forfatning end i mange, mange år. Faktisk er det kun fire døgn siden.

Avisens udsendte havde i dagene op til den igangvaerende EM-slutrunde talt med flere af de danske profiler, og de viste ikke tegn på jubeloptimisme. De var ganske enkelt bare sikre på, at kompetencerne, erfaringen og sammenholdet kunne kaste en ny triumf af sig. Troen på guldglimmer i Stockholm er en ganske anden i dag.

Nu taler de i stedet om frygten for at spille fremad, om at ligne et teenagehold i attitude og udtryk og om at kigge desillusioneret på sidemanden i modgang. Undskyld, hvad? Skulle der ikke mere end et par bølgeskvulp til at rokke ved båden? Hvad i alverden er der sket med det suveraene landshold, der for blot et år siden trynede al modstand og vandt et af historiens mest sikre verdensmesterskaber?

Nedturen har tydeligvis chokeret både spillere og traenere i den danske EMtrup. Rasmus Lauge, der var en af skurkene i mandagens remis, kalder »sport en forunderlig ting« og udpensler problemerne ganske aerligt:

»Jeg tror ikke, vi er blevet dårligere håndboldspillere i forhold til i fjor. Det naegter jeg at tro på. De mange fejl, vi laver, er det et spørgsmål om kvalitet eller mentalitet? Jeg ville gerne kunne svare på, hvad der foregår oppe i hovederne på os, men det kan jeg ikke. Vi har ikke vaeret så dybt nede før, så der er mange aspekter, vi skal have kigget på.«

En enlig svale?

Kendt er det, at kvindelandsholdet i snart et halvt årti har bøvlet med at få den rette mentalitet på plads, men har herrerne i virkeligheden samme udfordring? Der er ingen tvivl om, hvad landstraenerteamet vil svare, men efter de to første kampe ved EM fristes man til at spørge sig selv, om den bl.a. mentale magtdemonstration ved VM i fjor var en enlig svale?

Flere afgørende kampe i de seneste år afslører, at Danmark har ramt et lavpunkt, når forventningspresset har vaeret allerstørst. Lad os begynde ved EM i 2018, Nikolaj Jacobsens første slutrunde, hvor de danske gulddrømme blev bremset af Sverige i semifinalen, selv om naboerne på grund af skader kun stillede op med »et halvt hold«, som Rasmus Lauge sidenhen formulerede det.

Ved VM i 2017 var det slut, før det for alvor var begyndt. Med Gudmundur Gudmundsson i spidsen kunne Danmark ikke overmande Ungarn i ottendedelsfinalen, og ved EM i 2016 havde danskerne ligeledes alle muligheder mod et decimeret tysk landshold, men Landin og co. floppede og røg ud før finaleweekenden.

VM i 2015 i Qatar blev kvartfinalen endestationen

Jeg ville gerne kunne svare på, hvad der foregår oppe i hovederne på os, men det kan jeg ikke. RASMUS LAUGE, LANDSHOLDSSPILLER

efter en spansk scoring i sidste sekund, og hvem husker ikke de frygtelige ydmygelser i EM-finalen i 2014 og VM-finalen i 2013?

Nej, det historiske OLguld i 2016 er ikke glemt, og man kan og skal heller ikke lukke øjnene for de mange fornemme praestationer, som holdet har leveret undervejs. Omvendt vil det vaere både naivt og uprofessionelt at ignorere historien, og Lauge, Hansen, Landin, Jacobsen og topfolkene i Dansk Håndbold Forbund bør i disse dage overveje, om der er grund til reel bekymring.

Selvfedme i 2017

For to år siden fortalte flere anonyme spillere i Jyllands

Posten om, hvordan der efter OL-guldet i 2016 havde indfundet sig en selvfedme på holdet. En lad indstilling, der ved EM et halvt år senere var med til at sikre Danmark den dårligste mesterskabsplacering i 10 år. Eller som en af spillerne selv forklarede det dengang:

»Det var helt klart vaerre, at der havde indfundet sig en lille form for selvtilfredshed, en følelse af, at vi selvfølgelig bare kom i finalen, det var stensikkert, uanset hvordan vi greb tingene an,« sagde han og fortsatte senere:

»Alle havde os som favoritter, vi kom som olympiske mestre. Nogle endte så med ikke at give 100 pct., og det er det vaerste at have sådanne på et hold, for så begynder det først at smuldre indefra.«

Har den samme arrogance fundet vej til håndboldherrerne anno 2020? Måske.

Det er svaert at vurdere på nuvaerende tidspunkt, men trods de senestes dages overraskende resultater er det samtidig vaerd at notere sig, at lige netop dette landshold før har rejst sig i umulige situationer og i sidste ende er løbet med guldet.