DEN SKAMFULDE KROP

20 pct. af danskerne føler sig ikke godt tilpas i deres krop. Det står vaerst til blandt de unge, da 33 pct. af de 18-24årige ikke føler sig godt tilpas i deres krop.

58 pct. af danskerne kunne godt taenke sig at aendre noget ved deres krop, herunder 65 pct. af kvinderne og 52 pct. af maendene.

Vaerst står det til blandt de 35-44-årige kvinder, hvor 72 pct. godt kunne taenke sig at aendre noget ved deres krop. 28 pct. af danskerne siger, at de har vaeret udsat for

og igen står det vaerst til for de unge, hvor 46 pct. siger, de har vaeret udsat for body shaming. der er noget galt med ens krop, bliver det et tegn på, at der er noget galt med én som menneske.«

Skaeve taender og stort tøj

Tilbage på gaden i Aarhus er det ikke svaert at finde mennesker, der gerne vil tale om deres kropsskam. Men det er de faerreste, der har lyst til at stå frem med deres fulde navn og billede.

De unge piger Emma og Sophie (deres efternavne er redaktionen bekendt) på 20 år fortaeller f.eks. ivrigt om, hvordan de ofte skammer sig over deres højde.

»Jeg tager mig selv i at stå med bøjede ben og krum ryg, så jeg ser lidt mindre ud, når jeg står sammen med andre,« fortaeller Sophie, og hendes veninde tilføjer:

»Ja, for når man føler sig for høj, kommer man også tit til at føle sig for bred og generelt for stor i forhold til sine veninder. Det kan godt vaere ret ubehageligt, og jeg har også flere gange fået at vide, at jeg aldrig finder en fyr, der er højere end mig. Virkelig ikke fedt.«

Flere af de maend, Jyllands-Posten møder, naevner, at de skammer sig over, at de ikke laengere har ret meget hår på hovedet, og en enkelt har sågar overvejet en hårtransplantation i udlandet.

Tea Green på 37 år, der til daglig arbejder på en tegnestue i Aarhus, har ikke noget imod at dele sin kropsskam med omverdenen. Hun har nemlig sluttet mere eller mindre fred med sin skaeve fortand, som hun ellers tidligere var utrolig ked af. I dag ser hun den som et charmerende kendetegn.

»Men jeg skammede mig over den i virkelig mange år, og jeg forsøgte altid at skjule den. Jeg smilede aldrig med taenderne og kunne ikke finde på at grine med åben mund – det gør jeg faktisk stadig ikke. Jeg tror, det er noget, der ligger virkelig dybt i mig rent psykisk,« fortaeller hun.

Den 38-årige socialpaedagog Loretta Rasmussen har det på samme måde og vil også kun fortaelle om skammen over sin krop, fordi hun for et halvt år siden tabte sig ca. 20 kg og i dag har sluttet fred med sit spejlbillede.

»I dag synes jeg, at jeg er laekker. Men inden jeg tabte mig, skammede jeg mig over min krop hver eneste dag,« fortaeller hun og fortsaetter:

»Jeg kunne ikke tage på stranden eller i svømmehallen, og mine bluser skulle helst vaere alt for store, så ingen kunne se mine deller. Jeg lignede et telt, fordi jeg gemte mig så meget i mit tøj, og det var forfaerdeligt, hver gang jeg skulle ud at shoppe. Jeg kunne kun købe undertøj i Bilka, og jeg gemte det altid under noget andet tøj, så ingen kunne se, hvor store størrelser jeg skulle have.«

»Styr din krop«

Krista Korsholm er psykolog og har specialiseret sig i skam. Hun er overbevist om, at danskernes kropsskam, og saerligt den skam, der knytter sig til at føle sig for tyk, skyldes, at der lige nu hersker et altoverskyggende sundhedsideal, som kun de faerreste kan leve op til.

»Vi bliver bombarderet med billeder af perfekte kroppe, som er retoucherede til uigenkendelighed – det kan ikke engang modellerne leve op til.«

»Og så skammer vi os over alt, der går ind under frasen ”styr dig”. Styr din økonomi, styr din karriere, styr dit temperament, og styr din krop. Vi skal have kontrol over kroppen, og hvis du vejer for meget, er det ligesom at sige, ”jeg har ingen rygrad” og dermed ikke styr på mit liv,« forklarer hun.

Skammen handler ifølge hende i bund og grund om vores frygt for at blive afvist og føle os uden for faellesskabet og vores frygt for at vaere forkerte eller ulaekre.

Hvis skammen tager over og bliver herskende for, hvordan man taenker om sin krop, kan det have store konsekvenser.

Ingen ville vaere nøgne

Det kender 26-årige Mai Vedel, der arbejder som restaurantchef, kun alt for godt. Som teenager og langt op i tyverne skammede hun sig så meget over sin krop, at hun udviklede en spiseforstyrrelse.

»Jeg følte, at alt på mig så forkert ud, og når jeg kiggede ned ad min krop, blev jeg bare virkelig ked af det. Jeg syntes, jeg var for lav og for tyk og havde skaeve taender, og i rigtig mange år ville jeg ikke tage mit tøj af foran andre. Det er faktisk helt vildt ubehageligt at taenke tilbage på, for jeg kan bare huske, at vi stod i det der omklaedningsrum på handelsskolen, og alle gemte sig bag deres håndklaede, fordi ingen ville vaere nøgne.«

»Jeg gik også altid i stort tøj, og i en periode var jeg også selvskadende, fordi jeg bare skammede mig så meget over mig selv,« fortaeller hun.

Krista Korsholm forklarer, at netop spiseforstyrrelser og andre psykiske lidelser som angst og depression er nogle af de konsekvenser, kropsskam kan få, hvis den kommer til at fylde for meget. Der er også risiko for, at man, hvis man er meget bange for at blive afvist, selv hurtigt kommer til at afvise folk og isolere sig fra sociale sammenhaenge for at beskytte sig.

Brug for et realitetstjek

Både hun og Carsten Stage peger på, at skammen skal bekaempes med samtale. Vi skal dele vores tanker om den skamfulde krop.

»Det handler om at komme til at føle sig som en del af flokken, og hvis vi finder ud af, at andre også har appelsinhud, hår på ryggen eller skaeve bryster, finder vi ud af, at vi ikke er alene,« siger Krista Korsholm.

Begge eksperter ser faktisk flere små tegn på, at vi måske allerede er i gang med at gøre op med kropsskammen.

»Der er kommet gang i kropsaktivismen, og vi har brug for meget mere af den,« siger Carsten Stage, og Krista Korsholm tilslutter sig:

»Vi har brug for et realitetstjek på, hvordan almindelige kroppe ser ud. De er hverken ulaekre eller forkerte.«

Vi har brug for et realitetstjek på, hvordan almindelige kroppe ser ud. KRISTA KORSHOLM, PSYKOLOG MED SPECIALE I SKAM

For 25 år siden debuterede musikvideoinstruktøren Michael Bay med den veloplagte politikomedie ”Bad Boys”, der både skød rapperen Will Smiths filmkarriere i gang og lancerede begrebet ”Bayhem”, (ordspil på instruktørens navn og mayhem – kaos/ødelaeggelse), fordi hans film i ekstrem grad dyrker destruktion og kaotisk klipning. Fortsaettelsen fulgte otte år senere, men var blevet en kold og stiliseret kopi af sig selv, og derfor undrer det, at vi nu et kvart århundrede senere atter skal på tur med de tilsvarende aeldre udgaver af Marcus (Martin Lawrence) og Mike (Will Smith) uden den visuelle auteur ved roret.

Blød og lavkomisk

Plottet har en snert af ”Dødbringende Våben” over sin konstante flirt med Marcus’ ønske om at gå på pension og Mikes behov for at holde Bad Boys-fanen højt og fange forbrydere i hvinende håndbremsevendinger. Mike får en dødsfjende på nakken, som stammer fra en fortid, der kronologisk skurrer i forhold til den første film, og som bringer minder om årets anden store Will Smith-film, floppet ”Gemini Man”, og så må pensionen vente, til makkeren er reddet. Der udveksles fortsat rappe replikker bag rattet, men mens patronerne rammer til højeste censurrestriktion, er den hårdkogte dialog blevet blød og lavkomisk. Det er ”Bad Boys” med baeltetaske og bedstefarhumor.

Instruktørduoen er en ung belgisk-marokkansk duo, hvis karriere angiveligt er bygget på et ønske om at lave Michael Bay-film. Det mål er nu klaret, og mens man ikke kan fratage deres visuelle stil en vis energi, kunne man godt ønske sig, at de satsede deres talenter på at lave egne film i stedet for at stille sig tilfreds med similiproduktioner af andre instruktørers arbejde.