Charmerende Hitler-komedie
”Jojo Rabbit” er sjov, men kunne godt have taget endnu flere chancer.
KOMEDIE
TJEKKIET, NEW ZEALAND, USA, 2019 Instruktion: Taika Waititi 1 time og 48 minutter Premiere den 16. januar
KATRINE SOMMER BOYSEN
Kan man godt lave en komedie om Hitler? Altså sådan en rigtig tagen-totaltpis-på-fuldkommen-latterliggørende komedie om en af de vaerste skikkelser i menneskehedens historie? Ja, det kan man heldigvis, og det har newzealandske Taika Waititi gjort med den charmerende ”Jojo Rabbit”, der er en fri filmatisering af Christine Leunens 2004roman ”Caging Skies”.
Lille Johannes (spillet med stor overbevisning af debuterende Roman Griffin Davis), der kun bliver kaldt Jojo, er trofast medlem i den lokale Hitlerjugendafdeling. Blindt følger han førerens åbenlyst tåbelige retningslinjer og har inkarneret sin ideologi i en grad, så selveste Adolf (Waititi selv) er hans hemmelige ven, der manifesterer sig for ham i pressede situationer og kommer med gode nazistiske råd.
For det kniber lidt for lille Jojo at følge med de andre i truppen. Selv hans runde ven Yorki (Archie Yates) klarer det bedre end ham. Problemet er, at Jojo har lidt svaert ved at identificere sig med de stolte draebere, som ellers er truppens totemdyr, og da det en dag ikke lykkes ham at draebe den kanin, han får stukket i haenderne af den vanvittige, flamboyante tropsfører Captain Klenzendorf (Sam Rockwell i en pragtrolle), ramler illusionen. De andre giver ham tilnavnet Rabbit, men ydmygelsen er først total, da han kommer til at affyre en håndgranat mod sig selv i sin iver efter at vise sin dedikation.
Ulykken tvinger Jojo til at blive hjemme, og her opdager han, at hans ellers tilsyneladende partiloyale, danseglade mor (Scarlett Johansson) skjuler noget. Blandt andet den jødiske pige Elsa (Thomasin McKenzie), som overhovedet ikke ligner de monstrøse jøder med horn og skael, som Jojo og hans kammerater er blevet advaret så meget imod. Faktisk begynder han efter at have sluppet angsten at synes, at Elsa er ret sød.
Beatles på tysk
”Jojo Rabbit” er en både fin og charmerende film. Scenografien ligner noget fra en Wes Anderson-film (ikke mindst synes ”Moonrise Kingdom” (2012) at vaere en tydelig inspiration), og i glimt rammer humoren det grotesk absurde i den nazistiske ideologi på kornet – ikke mindst takket vaere
Rockwell og hans uhyggeligt loyale og bovlamme hjaelpere spillet af Rebel Wilson og Alfie Allen. Også soundtracket – blandt andet en tysk versionering af Beatles’ ”I Want To Hold Your Hand”, der bliver til ”Komm, gib mir deine Hand” – er herligt.
Men selv om meget fungerer glimrende, så mangler ”Jojo Rabbit” alligevel det sidste for at vaere virkelig vellykket. Det havde klaedt filmen at tage flere chancer og turde vaere endnu mere direkte i sin satire. Det havde givet den en tiltraengt dybde og endnu flere tangenter at spille på.
Det havde klaedt filmen at tage flere chancer og turde vaere endnu mere direkte i sin satire.