Europas nye vaerdikamp

Det vil vaere historieløst at påstå, at et nyt jerntaeppe så småt er ved at saenke sig ned gennem Europa. Dertil er historiens skygger for lange, og de aktuelle stridsspørgsmål mellem EU og Polen, Tjekkiet, Slovakiet og Ungarn trods alt ikke tungtvejende nok. Men alligevel: Hvad der foregår i disse fire centraleuropaeiske lande på vigtige områder som pressefrihed og justitsvaesen, er alt andet end betryggende.

Den store eufori fra først kommunismens sammenbrud og siden optagelsen i EU i 2002 er for laengst fordampet. De fire såkaldte Visegrád-lande går i stigende grad deres egne veje i forhold til resten af EU-faellesskabet, og det virker ikke, som om erindringen om de mange forbandede år under diktaturets vilkårlighed tynger unødigt.

Forleden demonstrerede tusinder af jurister, dommere og almindelige borgere i flere polske byer i protest mod den højrenationale regerings planer om at indskraenke dommerstandens uafhaengighed. Der er lagt op til at gøre det strafbart for dommere at ytre sig kritisk om de retsreformer, der blev påbegyndt i 2015, og som i sig selv kritiseres for at skulle trimme retsvaesenet på regeringspartiet PiS’ betingelser. EU anser offensiven for at vaere i modstrid med unionens grundlaeggende vaerdier og har derfor igangsat en sag om traktatbrud mod Polen.

Tilsvarende tendenser ses i alle fire lande, hvor også de frie medier er under voksende pres. Dels kontrolleres medierne stadig hårdere af myndighederne, dels saetter stenrige oligarker sig på en stadig større del af mediemarkedet. Naermest grotesk er det i Tjekkiet, hvor landets største entreprenør, Andrej Babis, siden 2017 også har vaeret regeringschef, samtidig med at han kontrollerer landets største mediekoncern. Ifølge en nylig rapport, som bl.a. nordiske udgivere stod bag, er medierne i Tjekkiet under hårdt pres fra oligarkers sammenblanding af økonomiske, politiske og redaktionelle interesser.

Ifølge taenketanken Freedom House er medierne i Ungarn kun »delvist frie« af nogenlunde de samme årsager. Helt galt er det gået i Slovakiet, hvor den undersøgende journalist

Ján Kuciak blev likvideret efter at have kulegravet oligarkers netvaerk. Den hovedmistaenkte er en forretningsmand, der dog naegter sig skyldig. Man kan håbe, at netop dette drab var ét skridt for meget, men der er ingen garanti. Fristelsen er stor for magthavere som Andrej Babis og Ungarns Viktor Orbán til at søge at styre medierne. Pressefriheden har derfor i disse år meget dårlige kår i Centraleuropa og flugter ikke bare tilnaermelsesvist med almindelig europaeisk standard. Det må virkelig udløse en stille undren over, at mindet om forholdene under den reelt eksisterende socialisme frem til 1989 ikke er staerkere funderet i disse lande.

Det nye og trods alt opmuntrende er, at der i dag faktisk er en debat om disse misforhold. Tusinder går på gaden i Polen for et demokratisk retsvaesen, og modige redaktører og journalister går op imod totalitaere tendenser på medieområdet. Det er en afgørende forskel til det mørke midt på dagen, som forfatteren Arthur Koestler kaldte det kommunistiske diktatur. EU skal understøtte disse modige oppositionskraefter og naturligvis også udnytte de formelle muligheder, som EU-traktaten åbner for, om end man altid kan diskutere den politiske nyttevaerdi. Vil det gavne eller svaekke en Viktor Orbán på hjemmefronten, hvis EU åbner en sag om traktatbrud mod ham?

Men der er ingen vej udenom. Der er alt for meget på spil.