Har vi fået disruption nok? Tilhører fremtiden rebellerne eller pedellerne?

Jeg var for nogle år siden tilmeldt et kursus hos Kaospiloterne i Aarhus om co-creation. Forplejningen bestod bl.a. af Rebel Coffee fra food trucks. Jeg måtte desvaerre melde afbud til kurset, men der var alligevel noget saert tidstypisk over iscenesaettelsen: fejringen af det rebelske. Det vaerste, man i den sammenhaeng kan vaere, er en del af systemet.

Det er en gammel forestilling om outsideren på kanten af samfundet, der kan gennemskue alt det, de åndløse massemennesker ikke kan. Den forestilling er vandret fra avantgardekunsten direkte ind midt i den offentlige sektor, hvor vi gør oprør mod stivnede systemer med vores co-creationkursusdiplom i hånden. Hvis vi da ikke bliver innovationsrebeller i DSB. Det hviler altid på en antagelse om, at lige nu – eller i hvert fald lige om lidt – lever vi i en helt ekstraordinaert fascinerende undtagelsestid, hvor alting går så staerkt, at fortidige generationers erfaringer intet kan bruges til noget.

Det skete med oplevelsesøkonomien i 00’erne, da vi red på Pine & Gilmore- og Richard Floridabølgen og var sikre på, at vi nu var i en helt ny postindustriel, immateriel økonomi, hvor vi skulle leve af oplevelser og ideer, som man bare lige skulle have til at vokse frem gennem statslige og regionale satsninger. I dag ved vi, at innovation i høj grad haenger sammen med produktionen af fysiske varer.

Økonomien buldrede derudad, og de økonomiske teoribøger skulle skrives om, sagde davaerende statsminister Anders Fogh Rasmussen. Indtil finanskrisen. Vi fik en folkeskolereform, der var et fuldstaendig opgør med dansk skoletradition med en robotisering af laerergerningen som et resultat af blind teknologi- og digitaliseringsforivrelse. Vi har fået de gentagne reformer af Skat, hvor Ugebrevet A4 i den forløbne uge gjorde status over effektiviseringen og afskedigelsen af mange af de kedelige, konforme skattemedarbejdere til fordel for disruptere fra finansministeriet og McKinsey: »Omkostninger til driften af Skat er steget med 40 procent, siden Finansministeriet i 2006 ivaerksatte spareplaner.«

For to et halvt år siden kulminerede dårskaben foreløbigt, da Disruptionrådet blev nedsat, og vi gjorde klar til at hacke hele systemet Danmark på samme måde, som Løkke Fonden med Drengeakademiet havde bevist, at man kunne hacke uddannelsessystemet og laere det, man ellers skulle bruge 10 års skolegang på, på et sommerkursus.

Har det vaeret en succes? Tilhører fremtiden stadig rebellerne? Skal vi have mere Rebel Food ved food trucks og flere innovationspiloter ud i den offentlige sektor? Eller er det på tide med fokus på vedligeholderne? Dem, der får alting til at haenge sammen. De økonomer, der advarede om en overophedet økonomi i 00’erne. Alle de medarbejdere og chefer i Skat, der rent faktisk ved noget om skatteindkraevning. Laerere med erfaring og konkret føling med, hvad der virker, fremfor at tro på alle konsulenterne, der lover friktionsløs laering uden forberedelse eller personlighed. En besindelse på, hvad der allerede virker i stedet for at pege på en horisont hinsides hvilken et muligt paradis formodes at ligge.

Er det på tide med fokus på vedligeholderne? Dem, der får alting til at haenge sammen.

Professor i psykologi Svend Brinkmann skrev for nylig på Facebook, at han håbede på »aere og vaerdighed til alle de pedeller, der passer på samfundet«. Det kan jeg kun tilslutte mig. Men jeg sidder selvfølgelig også med en småborgerlig, aldeles urebelsk kop filterkaffe fra Cafax og passer på boksen med kulturarv.