Seniorerne er klar til 2020, men er virksomhederne gearede til dem?

For et par år siden havde vi en medarbejder, lad os kalde ham for Flemming, der fortalte, at hans arbejde ikke laengere gav mening for ham. Flemming så sine kompetencer blive spildt, og han følte sig ikke anerkendt, dels fordi hans opgaver ikke havde tilstraekkeligt med tyngde, dels fordi han følte, at de var reducerede.

Flemming var 69 år, og den erfaring og ressource, som han bidrog med i hverdagen, var vi bestemt ikke villige til at sige farvel til.

AEldre medarbejdere rummer mange års laering, rutiner og idégenerering, og de kan bidrage med en unik tilgang til arbejdet i erhvervslivet.

Dette sker dog kun, hvis deres behov bliver taget alvorligt, og arbejdsgiverne kan se formålet med den aeldre generations professionelle virke.

Vi er – og i 2020 bliver det mere udtalt – afhaengige af de aeldre på arbejdsmarkedet. De udgør en vigtig ressource på et arbejdsmarked i udvikling og i en befolkning, der også bliver aeldre. Vi må derfor gentaenke, hvordan vi driver erhvervshjulet og beholder vores medarbejdere, så de også udlever deres potentiale i den tredje alder.

I stedet for at tale om, hvornår folk kan gå på pension, bør man spørge: Hvad kan vi arbejdsgivere gøre for at imødekomme de behov, de aeldre har? Det er i både menneskenes og samfundets bedste. Maengden af +65-årige stiger støt i forhold til maengden af 20-64-årige i samfundet, derfor er det også essentielt for vores velfaerdssamfund, at vi får flere aeldre til at blive på arbejdsmarkedet.

Der er også et stort personligt ønske fra de aeldres side til fortsat at bidrage på arbejdsmarkedet, når de har passeret pensionsalderen.

Det giver social identitet, sociale relationer og en fortsat udvikling og nyttefølelse at forblive i arbejde. Desuden er manglen på arbejdskraft i flere sektorer anseelig.

Det betyder, at vi skal sammensaette arbejdsstyrken på nye måder, og det stemmer godt overens med et fleksibelt og freelanceorienteret arbejdsmarked, hvor en karriere kan udleves over et helt liv med fleksible tider og behov.

Det er presserende, at arbejdsgivere traener sig i at tage samtalen om livsfaser med sine ansatte. Det mest udbredte behov er fleksible arbejdstider, så de aeldre eksempelvis kan møde fem formiddage eller tre hele dage, så de kan overkomme arbejdsmaengden og yde deres allerbedste, når de er til stede.

Arbejdet bør, som for alle andre på jobmarkedet, vaere meningsgivende, fagligt udviklende og give sociale relationer.

At anerkende de aeldre som en divers gruppe med individuelle behov bryder med de støvede seniorpolitikker og viser, hvordan en erfaren og dygtig arbejdskraft kan udfylde hullerne i arbejdsmarkedet.

Da 69-årige Flemming forklarede, at han følte sine opgaver reducerede og meningsløse, så satte vi os ned og fik en god snak om mening, kompetencer og opgaver.

I faellesskab fandt vi en løsning på en arbejdsuge på to dage frem for tre og i en anderledes funktion, hvor han kunne udleve sit potentiale.

Jeg håber, at virksomheder ser alvoren og ikke mindst mulighederne i at give de aeldre mere plads og vaerdi. I Hartmanns er vi glade for at have aeldre ansat både som faste medarbejdere og som løst tilknyttede medarbejdere. Det er mit håb for 2020, at flere arbejdsgivere vil se den samme vaerdi.