Nej, Reimer Bo, jeg er ikke gammelsur

Jeg kan huske dengang, da Reimer Bo Christensen var en betydende journalist, der kritisk daekkede politiske landsmøder, lavede staerke tv-interviews med folk som Ahmed Akkari og afslørede og afdaekkede løgne og hykleri.

Men jeg er jo også ifølge samme Reimer Bo så gammel, at jeg er blevet gammelsur. Og sandt er det, at det desvaerre er laenge siden, at Reimer Bo Christensen bidrog afgørende til den gode journalistik, så det kraever en vis alder at erindre det. Nu har han reduceret sig selv til bl.a. betalt mikronfonholder for Socialdemokratiet, formand for Publicistklubben og gaesteoptraedener i et fredagskulturprogram i P1. AErgerligt nok.

Her i avisen besvaerede han sig onsdag i sin klumme over, at jeg er mopset og gammelsur, og at jeg ikke henter vaelgere tilbage til DF på den måde. Tak for rådene, Reimer Bo. Jeg har ikke taenkt mig at følge dem.

For det, han brokker sig over, er min kritik af, at en lille elite og den kommunikative klasse er ved at kujonere en bred befolkning til at lukke munden. Det gør de på den måde, at politisk korrekthed sniger sig ind overalt – på uddannelsessteder, kulturinstitutioner, i medierne og debatten generelt.

Ve den, der siger, at melodigrandprix er blevet for bøsset. Så er man homofob. Ve den, der i skolen laerte, at ordet neger var en objektiv betegnelse for sorte mennesker (neger betyder sort!), og kommer til at bruge ordet.

”Racist,” råbes der straks. Og synes man, at det er ”Absurdistan”, at der skal laves tre toiletter, fordi der sørme ikke “kun” er hun- og hankøn, er man seksuelt og kønspolitisk intolerant.

Den slags elitaert meningstyranni draeber vores levende, folkelige, brede og sjove debat. Det mener jeg, og det bliver jeg ved med at mene, for det er et problem.

Jeg er grundglad som menneske, Reimer Bo, ikke gammelsur.

Men med min grundglaede insisterer jeg på at tale om og forsøge at løse de problemer, der er, ikke betjene mig af Reimer Bos elitaere og meget lidt velmente rådgivning.