Statsministeren, cykelhjelmen og udholdenheden
Der er ikke nødvendigvis en sammenhaeng mellem folkelighed og succes i politik. Det kan man varme sig ved i disse tider.
BERLIN
Det måske mest kendte billede af Poul Nyrup Rasmussen er fra 1995, hvor han iført en cykelhjelm deltog i en demonstration mod franske atomprøvespraengninger i Stillehavet. Hjelmen var for lille, og Nyrup Rasmussen blev opfattet som noget bøvet. En Google-søgning på ”Poul Nyrup Rasmussen cykelhjelm” udløser 7.210 resultater på 0,36 sekund.
Men Nyrup Rasmussen var også statsminister i naesten ni år, hvilket gør ham til en af de laengst siddende regeringschefer i Danmark efter Anden Verdenskrig, kun overgået af Poul Schlüter, som klarede godt en halv snes år. Navnlig formiddagspressen havde travlt med at fremstille ham som lidt klodset, og satirikere havde en fest med at efterligne hans draevende diktion.
Nyrup Rasmussen var altså ikke en spindoktors drøm. Alligevel var han laengere ved magten end forgaengerne og de fleste efterfølgere. Er det lige meget, hvordan folk virker i den henseende? Behøver man ikke at have en udspekuleret mediestrategi eller overnaturlige evner for at nå til tops?
Deutschlandfunk, en tysk radiostation, har netop haft emnet under behandling. I Tyskland virker det endnu mere klart. Her havde Helmut Kohl et anstrengt forhold til en stor del af pressen, ikke mindst ugemagasinet Der Spiegel, men var den laengst siddende forbundskansler siden embedet blev indført 1949. Den første kansler, Konrad Adenauer, lod sig sjaeldent underkaste et laengere eller kritisk interview, men var landets ubestridte leder til 1963, hvor han noget modvilligt trådte tilbage, 87 år.
Adenauer blev efterfulgt af Ludwig Erhard, den hidtidige økonomiminister, der havde lagt sporene til Wirtschaftswunder, altså det opsving, som fik forbundsrepublikken på fode efter krigen.
Erhard var populaer, og han brugte, som Churchill, sin cigar til at skabe et hyggeligt billede af sig selv. Han havde det overvejende godt med aviserne. Kropsligt virkede han som en tysk udgave af Ib Schønberg, den meget trinde, samtidige skuespiller.
Men Erhard fik kun tre år i kanslerkontoret. Han var ikke kendt som hårdtarbejdende, han smuttede gerne hjem ved middagstid for et godt måltid hos hustruen, og hvis det ugentlige fodboldblad var