Er jeg et respektløst menneske, bare fordi jeg er skeptisk?

Vi lever jo i en tid, hvor det er på mode at føle sig kraenket. Sådan kunne jeg også føle efter at have laest avislederen i JP den 10. januar, hvor man fortaeller mig, at eftersom jeg ikke har forstået, at jeg må gøre noget for at mindske CO2-udslip, er jeg en person, der hører til den kategori af personer, der ikke har respekt for sig selv.

Men man kunne måske spørge den journalist, der har skrevet lederen, om en journalist med respekt for sig selv ikke burde saette sig lidt grundigere ind i tingene, inden han fordømmer mennesker med en anden opfattelse af, hvordan CO2 og klima retteligt haenger sammen.

Havde journalisten gjort sit arbejde ordentligt, ville han med lethed have fundet ud af, at spørgsmålet om sammenhaeng mellem antropogent CO2 og klimaforandring, er alt andet end et spørgsmål, der én gang for alle er afgjort. En ting er, at kritikere af IPCC’s klimarapporter har svaert ved at komme til orde i medierne, herunder pressen, hvorved almindelige mennesker får et ensidigt billede af, hvad der er videnskabeligt belaeg for, noget ganske andet er, hvor uenige forskerne faktisk er i dette spørgsmål.

Denne ensidighed i medierne har naermest gjort troen på, at CO2 er skyld i klimaforandringer til en form for religiøs bevaegelse med alle de typiske kendetegn så som fanatisme, intolerance og troen på moralsk overlegenhed, sådan som det nu engang er karakteristisk ved vaekkelsesbevaegelser.

Havde man derimod vaeret drevet af videbegaerlighed og ikke tro, havde man søgt lidt på nettet, hvor man let kunne have fundet tungtvejende argumenter mod den gaengse CO2-hypotese, således på videoer, der viser f.eks. Eikes klimakonference i München december 2019 eller forskellige forskeres foredrag hos The Heartland Institute, ligesom man vil kunne finde henvisninger til mange videnskabelige artikler, der mener at kunne påvise graverende fejl i de rapporter, IPCC sender ud til politikere og journalister.

Der bør vel vaere tilladt at på pege, at journalister ikke er videnskabeligt kvalificerede til at afgøre, hvem der har ret i dette yderst komplicerede spørgsmål om CO og klima, men alene bør holde sig til, hvad der er en journalists fornemste opgave, nemlig at give sine laesere et alsidigt og neutralt billede af, hvad de forskellige forskere har at sige om CO2-spørgsmålet.

Dette ideal lever man langtfra op til, når man kan få sig selv til at skrive, , at»der findes naeppe nogen med respekt for sig selv, der ikke har forstået, at også de er nødt til at gøre noget for at mindske udledningen af drivhusgasser«.

Jeg synes, at avisen skylder laeserne en undskyldning.

Almindelige mennesker får et ensidigt billede af, hvad der er videnskabeligt belaeg for, noget ganske andet er, hvor uenige forskerne faktisk er i dette spørgsmål.