Danmark går balancegang mellem USA og Kina
I forhold til de øvrige nordiske lande har Danmark det mest formaliserede og vidtforgrenede partnerskab med Kina. Det er dermed noget af en strategisk udfordring i forhold til USA.
De strategiske dilemmaer presser sig på for småstater som Danmark, der uforvarende er havnet i et tiltagende krydspres mellem USA og Kina. Valget af leverandør til udrulningen af den digitale 5G-infrastruktur er blot et af de seneste eksempler på, hvordan danske beslutningstagere har skullet navigere mellem modstridende stormagtsinteresser. Kontroverserne omkring potentielle kinesiske investeringer i Grønland har ligeledes givet en forsmag på, hvad stormagtsrivaliseringen kan indebaere i et dansk perspektiv.
I øjeblikket arbejder det danske udenrigsministerium på et opdateret arbejdsprogram for det såkaldte ”omfattende strategiske partnerskab”, som Danmark indgik med Kina tilbage i 2008.
Det rejser to centrale spørgsmål, som også bør traenge sig på, når Mette Frederiksens regering skal udfaerdige sin første udenrigspolitiske strategi. Hvor taet forbundne er vi egentlig med Kina, og kan vi overhovedet fastholde et omfattende strategisk partnerskab med Kina, hvis stormagtsrivaliseringen mellem Beijing og Washington intensiveres yderligere?
Sammenlignet med de øvrige nordiske lande har Danmark i dag det mest formaliserede og vidtforgrenede partnerskab med Kina. Forholdet er blevet cementeret gennem en taet politisk dialog på højeste niveau, som bl.a. har indebåret i gennemsnit otte årlige danske ministerbesøg til Kina over det seneste årti. Ambassaden i Beijing er i mellemtiden blevet udbygget til i dag at rangere som en af Danmarks allerstørste diplomatiske missioner i udlandet med omkring 35 udsendte diplomater/attachéer og 70 medarbejdere i alt.
Økonomiske interesser har vaeret den primaere drivkraft for udbygningen af det strategiske partnerskab, og Kina rangerer i dag som Danmarks største handelspartner i Asien. Danske virksomheder som Arla, Bestseller, Carlsberg, Danish Crown, Grundfos, Lego, Lundbeck, Maersk, Novo Nordisk og Velux har i høj grad lukreret på de voksende afsaetningsmuligheder, som partnerskabet har sikret dem på det kinesiske marked. Af samme grund indvilgede de selvsamme virksomheder i at finansiere det nye pandadomicil i Københavns Zoo, da omkostningerne for logeringen af havens nye indflyttere viste sig større end forventet.
Antallet af kinesiske turister i Danmark har oplevet markant vaekst over det seneste årti, og kinesiske udvekslingsstuderende hører til blandt de største grupper af udenlandske studerende i det danske uddannelsessystem. De danske universiteter har ligeledes knyttet bånd til kinesiske partnerinstitutioner, ikke mindst via Sino-Danish Centers samarbejdsprogrammer inden for uddannelse og forskning. Herudover har Danmark som et af de få europaeiske lande – og eneste nordiske – fået lov til at oprette et kulturinstitut i Beijing, mens vi herhjemme samtidig huser flere kinesisk finansierede Konfucius centre og klasserum end de øvrige nordiske lande.
Er alt dette udtryk for, at Danmark i kraft af det strategiske partnerskab er blevet taet knyttet til Beijing og kinesiske interesser? Måske endda så afhaengig, at danske beslutningstagere kan føle sig nødsaget til at bøje sig for kinesisk pres, når Danmark måtte havne i den storpolitiske krydsild mellem USA og Kina?
Det overraskende svar er, at Danmarks strategiske partnerskab med Kina ved naermere eftersyn ikke stikker saerlig dybt – og da slet ikke i sammenligning med det dansk-amerikanske forhold.
Den konventionelle visdom lyder ellers, at Kina er den nye økonomiske supermagt, og at netop staerke økonomiske interesser tvinger danske beslutningstagere til at stå på god fod med de kine siske magthavere. Desto mere tankevaekkende er det derfor, at selv på det økonomiske område er det dansk-kinesiske forhold slet ikke så taet og entydigt positivt, som man skulle tro.
Ét er, at Kina (inklusive Hongkong) trods alt ”blot” er Danmarks sjettestørste handelspartner med en samlet andel på omkring 5 pct. af den totale udenrigshandel med varer og tjenesteydelser. Noget andet er, at Kinas betydning som dansk eksportmarked er langt mindre end for USA’s vedkommende (hhv. 4,3 pct. og 10.5 pct. af den totale eksport i 2017), og at Danmark nyder godt af et stort overskud på handelsbalancen med USA (35 mia. kr i 2018), mens vi som regel har røde tal på bundlinjen i forhold til Kina (9 mia. kr i 2018).
Sammenligningen bliver endnu mere skaevvredet i amerikansk favør, når man ser på de direkte økonomiske investeringer (FDI). Trods mange års højstemte forventninger har kinesisk FDI i Danmark indtil videre vaeret minimale (1 pct. af den totale indgående FDI i 2018).
Omvendt har amerikanske firmaer i årevis foretaget omfattende investeringer i Danmark, ofte kanaliseret via europaeiske datterselskaber i Holland og Luxembourg (30 pct. af den totale indgående FDI i 2018).
Danske virksomheder er ganske vist saerdeles aktive på det kinesiske marked, hvor angivelig op imod 500 har etableret sig for at få del i det kinesiske vaeksteventyr.
Det skaber naturligvis staerke interesser i dansk erhvervsliv, men er ikke nødvendigvis ensbetydende med nationale danske interesser, så laenge der først og fremmest er tale om lokale investeringer og arbejdspladser i Kina samt private profit- og kapitalinteresser for danske virksomheder. Under alle omstaendigheder investerer danske virksomheder vaesentligt mere på det amerikanske marked.
Uden for den økonomiske sfaere er Danmarks bånd til Kina faktisk også markant svagere end til USA på de samarbejdsområder, hvor de dansk-kinesiske relationer ellers har oplevet fremgang. Kinesisk turisme i Danmark er steget, men halter stadig langt efter antallet af amerikanske turister herhjemme målt ud fra antal hotelovernatninger (hhv. 235.000 og 787.000 i 2018) og isaer Airbnb-overnatninger (hhv. 40.000 og 379.000 i 2018).
Hertil kommer, at kinesiske udvekslingsstuderende udgør under en tredjedel af antallet af amerikanske studerende i det danske uddannelsessystem (hhv. 978 og 3221 i 2018).
Endelig er Kinas i forvejen beskedne kulturelle aftryk i Danmark for nedadgående i takt med at dets Konfucius-centre herhjemme har vaeret genstand for mistaenkeliggørelse og lukninger.
På nogle af de allermest centrale områder er billedet endnu mere ubalanceret. Uagtet de senere års hype omkring den fremvoksende kinesiske tech-industri dominerer amerikanske tech-giganter som Google, Microsoft, Amazon, Apple og Facebook fuldstaendigt danskernes digitale adfaerdsmønstre. Vaerdipolitisk har Trump-administrationen måske nok fået det dansk-amerikanske forhold til at knage i fugerne, men kløften til Kinas repressive étpartistat er trods alt af en helt anden beskaffenhed.
Endelig er Danmarks militaerstrategiske udsyn og sikkerhedspolitiske interesser naturligvis vaevet taet sammen med amerikanernes – også i forhold til spørgsmålet om, hvordan Kinas opstigning skal håndteres.
Vi er under alle omstaendigheder langt mere afhaengige af Washington end Beijing og kan derfor i stigende grad blive tvunget til at saette ”Amerika først”.
For så vidt 2020’erne tegner til at blive et årti, hvor stormagtsrivaliseringen intensiveres, og hvor danske beslutningstagere oftere vil befinde sig i et strategisk krydspres mellem Beijing og Washington, er der god grund til at genoverveje vores strategiske tilhørsforhold og manøvremuligheder som småstat.
Vi er under alle omstaendigheder langt mere afhaengige af Washington end Beijing og kan derfor i stigende grad blive tvunget til at saette ”Amerika først”.
På den baggrund er det fristende at spørge, om vi stadig skal bestraebe os på at udbygge vores ”omfattende strategiske partnerskab” med Kina. Eller om tiden måske er kommet til at forsøge at diversificere vores diplomatiske ressourcer og tilgang til Asien.