SF har flyafgift som hovedkrav
Hvis klimalovens mål om 70 pct. reduktion i drivhusgasserne skal indfris inden for ti år, skal de kommende klimahandlingsplaner indeholde en flyafgift. Det mener SF.
Forud for de kommende forhandlinger understreger SF igen, at en flyafgift er en nødvendighed. Regeringens støtteparti gør det til et hovedkrav. Flyafgiften skal ifølge SF skaffe knap en mia. kr. til handlinger, der kan saette skub i den grønne omstilling.
»Der skal penge på bordet, hvis vi skal bremse klimakrisen. Det er ikke nok, at regeringen i finansloven har afsat penge til forskning i langsigtede løsninger,« siger SF-formand Pia Olsen Dyhr.
»Det kan ikke vaere rigtigt, at den allermest klimaskadelige transportform som den eneste skal vaere fritaget for afgifter, samt at Danmark skal fremstå som Nordens skattely for flytrafik,« siger hun.
Olsen Dyhr understreger, at det er et hovedkrav, ikke et ultimativt krav.
Danmark er ét af fire lande i EU, der ikke har nogen former for flyafgifter, lyder det i udspillet.
Meldingen fra SF er ikke ny. Den var der også forud for sidste års forhandlinger om finansloven for 2020.
Her lykkedes det ikke for SF eller for den sags skyld Enhedslisten, De Radikale og Alternativet at få en flyafgift med i den endelige finanslovsaftale.
SF vil laegge en afgift på 60 kr. på indenrigsfly og flyrejser i EU, 200 kr. på mellemlange flyrejser som eksempelvis til Istanbul og 400 kr. på transkontinentale flyrejser. For børn er prisen det halve.
Transportminister Benny Engelbrecht (S) forholder sig i en skriftlig kommentar ikke direkte til, om der skal indføres flyafgifter:
»Vi er i regeringen enige med SF i, at det er en bunden opgave at reducere CO2-udledningen fra flysektoren, og vi vil meget gerne indgå i dialog med partierne om, hvordan vi arbejder videre med det herfra.«