Selv om der nu er flertal for at blive i EU, vil briterne bare have brexit overstået
Over tre et halvt år er gået siden folkeafstemningen om brexit. Den 31. januar er første del af føljetonen overstået, når briterne forlader EU.
Fatigue er ikke den almindelige traethed, som alle mennesker oplever nogle gange, når de mangler søvn eller har presset sig for hårdt i en periode. Fatigue er en traethed, der føles som udmattelse, og som ikke forsvinder ved hvile eller søvn.
I Storbritannien er der talt meget om brexit-fatigue. At vaelgerne ikke laengere magter at høre på, hvad der skal ske – her tre år og syv måneder efter den folkeafstemning, hvor et flertal af briterne besluttede, at landet skulle meldes ud af EU. Resultatet endte med 52 pct., der ønskede at forlade Bruxelles og omegn, 48 pct. mente det modsatte.
Befolkningen er fortsat splittet. Den seneste måling fra analyseinstituttet YouGov fra den 18. november 2019 viser, at 45 pct. nu ønsker at forblive EU-medlem, mens 40 pct. ønsker at forlade unionen. Ved parlamentsvalget den 12. december sidste år var der faktisk også procentvis flertal til de partier, der enten ønskede en ny folkeafstemning eller helt at aflyse brexit.
De seneste måneder har Jyllands-Posten besøgt Storbritannien. Fra syd til nord. Fra øst til vest.
De allerfleste steder har folk haft en holdning til brexit – for eller imod – men helt overordnet har de bare ønsket at få en afklaring så lang tid efter folkeafstemningen, så andre – indenrigspolitiske – emner kan blive diskuteret.
Johnsons simple budskab
Netop ”Let’s get brexit done” – lad os få brexit gennemført – var det simple budskab, som den konservative premierminister Boris Johnson gik til valg på i december, og som vaelgerne kvitterede for. Flere eksperter mener, at Boris Johnson fik et relativt let valg, fordi briterne ikke gad høre mere om brexit.
»Valgresultatet viste, at det dels var et brexit-valg, dels var det et valg, hvor folk i vidt omfang led af brexit-fatigue. De konservative har sikret sig et overvaeldende flertal i parlamentet på løftet om at få brexit gennemført den 31. januar. Og på løftet om at levere på resultatet af folkeafstemningen i 2016,« skrev Georgina Wright, senior researcher hos The Institute for Government og forsker i brexit og dets konsekvenser, da hun af det franske Institut Montaigne blev bedt om at analysere valgresultatet.
»Briterne har ønsket at komme videre fra brexit, og de var så traette af det dødvande, det gamle parlament befandt sig i. Det er dog uklart, om de fleste vaelgere overhovedet ved, hvad der skal ske nu – hvilke udfordringer, der ligger foran Storbritannien i forhold til at få en ny aftale på plads med EU,« fortsatte hun.
Traethed over langt forløb
Professor og ekspert i britiske samfundsforhold ved CBS i København, Ole Helmersen, siger:
»Der er ikke meget tvivl om, at brexit-traethed spillede en vigtig rolle for valgresultatet. Der er naeppe tvivl om, at de konservatives klare budskab om ”Let’s get brexit done” appellerede til mange – også tydeligvis mange, som måske normalt ville have stemt på Labour. Det spiller også ind, at mange af de valgkredse bag Labours ”røde mur”, som denne gang gik til de konservative, stemte leave i 2016.«
Dermed blev Boris Johnson belønnet for at ville gennemføre brexit, mens Labour blev straffet, fordi partiet var for uklare i maelet, i forhold til hvad det ville med brexit, vurderer Ole Helmersen. Han er enig i, at det meget lange forløb har gjort, at briterne er overordentligt traette af brexit-diskussionerne.
»Det lange uskønne forløb har gjort briterne endnu mere traette af deres politikere. Boris Johnson kapitaliserede på sit enkle budskab og på sit populistiske narrativ om budskab og kurs – indfrielse af folkets vilje – imod det håbløse parlament, som i dets iver for at få lov til at behandle tingene ordentligt og grundigt kunne udstilles som folkets fjender – ligesom domstolene og alle andre, der forsøgte at nuancere debatten. Så Johnson var dygtig, og han laeste folkestemningen og udnyttede den skamløst,« siger Ole Helmersen.
Med Boris Johnsons valgsejr i december står det klart, at briterne forlader EU den 31. januar. Det har taget tre år og syv måneder at få forhandlet en skilsmisseaftale på plads med EU og få den igennem det britiske parlament. Undervejs har der vaeret to parlamentsvalg i Storbritannien. Når briterne forlader EU den 31. januar, sker der ikke meget i praksis. Frem til den 1. januar 2021 er landet omfattet af en såkaldt overgangsperiode, hvor tingene kører, som de gør i dag.
Efter den 1. februar kan nye forhandlinger med EU gå i gang. Nu om en ny handelsaftale, og mens det er briternes plan, at den skal ligge klar ved udgangen af 2020, har man fra Bruxelles’ side udtrykt mere skepsis om, hvorvidt det kan nås. Boris Johnson står indtil videre fast på, at overgangsperioden under ingen omstaendigheder kan forlaenges.
Venter en ny fatigue?
Forhandlingerne kan blive komplicerede, og om de har lige så stort debatpotentiale som hovedspørgsmålet – at blive eller forlade EU – er tvivlsomt. Men forhandlingerne vil formentlig fylde en del i medierne, og dermed er der risiko for, at briterne – på trods af traethed – stadig må høre om og forholde sig til brexit-spørgsmålet.
»Meget afhaenger af, hvordan parterne agerer, når det først går i gang. Jeg tror, Boris Johnson vil få problemer ved ikke at acceptere en forlaengelse af overgangsperioden. Men han kan med sit store flertal ikke trues i parlamentet – hverken af oppositionen eller fraktioner hos de konservative, hvis det ender med et blødere brexit end det, han har lagt op til,« siger professor Ole Helmersen.