Rigsretssagen vil kun have tabere
Alt er klart til det store rigsretsshow i Washington. I de naeste par uger vil hver eneste hårfint konstrueret vidneforklaring blive endevendt i den globale offentlighed sammen med dybe analyser af alle taenkelige detaljer: vidnernes påklaedning, frisure, stemmeføring og stålsathed i blikket. Adfaerdspsykologer, retorikere og spindoktorer vil få kronede dage som fortolkere af, hvad der foregår. Til gengaeld vil der vaere et klart underskud af jurister i tv-studierne.
Rigsretssagen mod praesident Trump adskiller sig nemlig fra normale retssager ved først og sidst at vaere politisk. Lov og ret er, hvad der viser sig flertal for. Dermed udstilles også nådesløst, at der ingen vindere bliver i det kommende forløb. Et flertal i Repraesentanternes Hus har ment, at der bør anlaegges en rigsretssag mod Trump. Det er dets gode, grundlovssikrede ret. Men det er ikke det samme som, at sagen afgøres juridisk. Republikanerne har flertal i Senatet, hvor sagen skal køre, og ingen venter andet, end at de vil afvise anklagerne mod Trump.
Det er kun tredje gang i USA’s historie, at det kommer til en rigsretssag, senest mod Bill Clinton. Det er et instrument, der må og skal findes i enhver demokratisk forfatning for at afbalancere magten og kunne stille magtens forvaltere personligt til ansvar. Muligheden findes som bekendt også i den danske grundlov. Men at den så sjaeldent bringes i anvendelse, vidner netop om, at den er et tveaegget svaerd – foruden at den er egnet til at grave dybe grøfter i befolkningen. Sådan er det nu med Trump, og sådan var det herhjemme, da justitsminister Erik Ninn-Hansen blev stillet for en rigsret efter Tamilsagen.
Det demokratiske flertal i Repraesentanternes Hus besluttede før jul at anklage Trump for at have misbrugt sit embede og laegge hindringer i vejen for Kongressens efterforskning af sagen. Ifølge tiltalen skal Trump sidste år have forsøgt at presse Ukraines nyvalgte praesident, Volodimir Zelenskij, til at indlede undersøgelser af Trumps hjemlige politiske modstandere, navnlig tidligere vicepraesident Joe Biden, der fører det demokratiske kandidatfelt til praesidentvalget. Trump skal have truet med at tilbageholde amerikansk militaerhjaelp til Ukraine, hvis ikke det skete.
Demokraterne har vaeret i syv sind, om de skulle rejse sagen. Det forstår man godt, uanset hvad sagens substans måtte indeholde. Den demokratiske leder, Nancy Pelosi, har vaeret under internt pres for at gå efter Trump med alle midler, men et sandsynligt udfald er, at Demokraterne får hele sagen lige i nakken igen, når primaervalgene indledes om kort tid. Republikanerne i Senatet vil laegge sagen død, eftersom det kraever et totredjedels flertal at vaelte praesidenten. Det giver efterfølgende Trump alle chancer for at genopvarme sin ustyrlige kampagne om heksejagt og personlig forfølgelse af ham. Han vil få meget ud af at kunne kalde sig »frikendt«, også selv om han ikke er det i juridisk forstand.
Hele forløbet i USA minder om, at politiske opgør hører til i parlamentet og i offentligheden, ikke i retssale. Det er en uskik, at politikere i stigende grad går efter hinanden med juridiske midler. Det ses også herhjemme med de alt for mange kommissions- og dommerundersøgelser, som ikke er andet end en fortsaettelse af den politiske kamp, blot med andre midler. Politikere skal dele sig efter anskuelser og ikke søge at kriminalisere hinanden.
Når det går løs i Washington, vil der kun vaere tabere. Selve den demokratiske samtale vil vaere blandt de største.