Velhavere må betale, hvad det koster

Forleden skrev folketingsmedlemmerne Mads Fuglede og Hans Andersen fra Venstre i et indlaeg om au pair-ordningen i JP, at Socialdemokratiet er »klar til at tage et opgør med en kulturel udvekslingsordning, som bidrager til, at den enkelte au pair forbedrer sine sproglige kundskaber – og udvider sin kulturelle horisont.«

Det er rigtigt, at vi gerne vil reformere ordningen, men det skyldes netop, at kulturel udveksling efterhånden ikke laengere reelt er grundlaget for au pair-ordningen, som i højere grad er blevet en måde, hvorpå den øvre middelklasse og overklassen kan få en billig hushjaelp.

En rapport fra Rambøll viser, at 85 pct. af de au pairs, der er i Danmark, kommer fra Filippinerne. Den gennemsnitlige vaertsfamilie bor i Gentofte og har i gennemsnit en årlig husstandsindkomst på 1,5 mio. kr.

Fuglede og Andersen mener derfor, at: »au pair-ordningen skal vaere tilgaengelig for almindelige danske familier – ikke kun for de allermest velstillede. Vi vil derfor gerne vaere med til at forbedre ordningen – og forholdene for au pair-personer.«

Problemet er, at de to mål ikke er forenelige. Man kan ikke på den ene side gøre ordningen endnu billigere, end den allerede er, og samtidig forbedre forholdene for de kvinder, der kommer til Danmark for at arbejde i en dansk familie på vilkår, som ingen danske lønmodtagere ville acceptere. Allerede som vilkårene er i dag, er det trods alt svaert at forestille sig en dansk lønmodtager, der er villig til at flytte ind hos en anden familie til gengaeld for kost, logi og godt 4.000 kr. i lommepenge.

Vi under gerne velhavende mennesker en hushjaelp, men så må man betale, hvad det koster. I Socialdemokratiet ønsker vi ikke at give et statsligt blåstempel til, at man kan hente en hushjaelp i den tredje verden, som skal arbejde på vilkår, ingen danskere ville acceptere.