Offentlige midler kan frigøre kunstnere fra kommercielt pres
Det er ikke synd for kunsten og kulturen, men for samfundet, når kortsigtede økonomiske besparelser prioriteres højere end alt det, som et rigt, alsidigt og innovativt kulturliv har at byde ind med.
I sin klumme i JP 14/1 placerede Reimer Bo Christensen undertegnede i samme kategori som Pia Kjaersgaard. Han mener, at vi begge tilhører en kategori af reaktionaere typer, der hellere vil gøre os selv og dem, vi repraesenterer, til ofre, som resten af samfundet skal synes, det er synd for. Jeg vil lade Pia Kjaersgaard forsvare sig selv, for det er hun jo så glimrende i stand til.
I mit tilfaelde repraesenterer jeg kunsten og kulturens aktører. Jeg er jo, som Christensen formulerer det, en af »de faste banansaelgere i kulturlivet.« Jovist, jeg har brugt tre årtier på begejstret at tale kunsten og kulturens sag. Men min retorik har aldrig nogensinde baseret sig på, at det skulle vaere synd for kunsten og kulturen, og mit aerinde har aldrig vaeret at gøre kunsten og kulturen til offer.
Det har derimod først og fremmest vaeret at skabe opmaerksomhed omkring det potentiale for resten af samfundet, som kunsten og kulturen rummer. Når dette potentiale så åbenlyst bliver spildt, sådan som det eksempelvis skete år efter år med den foregående regerings grønthøster, har jeg naturligvis råbt op.
Men det er ikke kulturlivet, det er synd for. Det er derimod selve det danske samfund, der forarmes, når kortsigtede økonomiske besparelser prioriteres højere end alt det, som et rigt, alsidigt og innovativt kulturliv har at byde ind med – om vi så taler almen dannelse og sammenhaengskraften i samfundet eller storslåede oplevelser, der kan udfordre de holdninger og perspektiver, vi måske har haft lidt for laenge.
Det, der aktuelt er faldet Christensen for brystet, er, at jeg har foreslået, at der oprettes en ”grøn kulturpulje”. Det vil sige en pulje til kunstneriske og kulturelle projekter, der arbejder med formidling af klimaudfordringerne, baeredygtighed og den grønne omstilling. Christensen sammenligner dette forslag med »Ungarnshjaelpen og den socialdemokratiske, bureaukratiske egnsudvikling, som skulle redde udkanten i 70’erne«. Han mener, at det er et initiativ, der vil ”draebe al vildskab, kreativitet og fandenivoldskhed, som er i al god kunst,” og som gør kunstnerne til ofre.
Men han misser pointen: Den grønne kulturpulje skulle ikke vaere til for kunstnerne og kulturaktørernes skyld. Den skulle derimod vaere til glaede for resten af samfundet.
De dystopiske videnskabelige rapporter har ikke haft den tilsigtede virkning, og vi har som borgere ikke aendret adfaerd i tilstraekkelig grad. Derfor dette forslag om en saerlig pulje, som i praksis er et udtryk for tillid til det danske kunst- og kulturliv.
Måske er det for stor en tillid at udvise kunstnerne og kulturaktørerne at tro på, at de kan lykkes med den formidlingsopgave, som videnskabsfolkene gennem årtier ikke er lykkedes med. Men jeg har en velbegrundet tiltro til, at netop billedmagerne, historiefortaellerne og musikerne kan saette bevaegelser i gang hos folk, som videnskaben i sig selv ikke har vaeret i stand til.
Skulle det så skade vildskaben, kreativiteten og fandenivoldskheden, at de resulterende vaerker, begivenheder og udstillinger er helt eller delvist finansierede af staten? Naeppe.Men Christensen – som i øvrigt har skabt sin flotte karriere ved en statsligt finansieret tv-kanal – lader til at vaere af den opfattelse, at ”god kunst” kun kan opstå, når processen ikke inficeres af en eneste offentlig krone. Men som enhver observatør af kulturlivets udfoldelser i den vestlige verden ved, så er det netop, når kunsten og kulturen udelukkende skal klare sig på markedspraemisser, at der går rendyrket kommercialisme og laveste faellesnaevner i den.
Med andre ord: den såkaldt gode kunsts største modstandere.
Det er på høje tid, at vi erkender, at de offentlige midler, der tilgår kulturlivet, er investeringer og ikke almisser. Puljer, støtteordninger og tilsvarende offentlige initiativer er netop med til at frigøre kunstnere og kulturaktører fra det kommercielle pres, og det gør typisk disse initiativer til langt bedre katalysatorer for praecis den form for kunst og kreativitet, som Christensen efterspørger.