Kan I virkelig ikke se, hvor vanvittigt det er med de tvangsfjernelser?

Det handler ikke om foraeldrenes privilegier og rettigheder, når man er kritisk over for Frederiksens tvangsfjernelsespolitik. Det handler om børn, om menneskeliv.

Hvis man understøtter Mette Frederiksens mål om flere tvangsfjernelser – hvad end det er med sin stemme, sin arbejdskraft eller ved at lukke munden, så bør man holdes til ansvar. Vil man sidde i en kommunalbestyrelse, der varetager statsministerens mål om flere tvangsfjernelser og bortadoptioner, vel vidende at området sejler? Fint. Så stå ved det, og tag ansvaret.

Man kan ikke gemme sig bag en tillidspost. Man er og bliver et menneske, der traeffer en beslutning og begår en handling, som kan have vanvittigt ødelaeggende følger for andre mennesker. Det må man tage på sig. Vil man arbejde som socialrådgiver eller forvalter i et system, hvor man er bekendt med, at der er fejl i op til 100 pct. af alle sagerne? Fint. Så stå ved det.

Vil man holde munden lukket, selv om man ved, at naboen risikerer at få tvangsfjernet sine børn på et fejlagtigt grundlag. Fint. Så forvent ikke naboens hjaelp, den dag kommunen ser i Deres retning.

Vil man stemme på Socialdemokraterne? Fint. Så stå ved det, og lad vaere med at forvente, at vi andre kommer og redder Dem den dag, De kører død i arbejdet, får en depressionsdiagnose, og kommunen bliver i tvivl om, om De kan tage Dem af Deres barn. Mennesker – isaer de tillidsfulde danskere? – har en fabelagtig evne til at tro, at historien er én lang opadgående kurve mod større klarsyn, bedre viden og mere retfaerdighed og medmenneskelighed. Derfor tiltror man også administratorer af i dag mere indsigt, større forståelse og først og fremmest bedre intentioner, end administratorerne af i går. Frederiksen vil det jo godt, ikke?

Dygtige retorikere blandt og bag politikerne er gode til at bygge politiske taler op, så de ikke blot repraesenterer det, afsenderen mener, men også får framet de modsatte synspunkter på en bestemt måde – altså sat dem i bås. Således også med statsministerens nytårstale, hvor modparten blev framet som en kold og distanceret type, der er berøringsangst, ikke tager hensyn og ikke tør se problemerne i øjnene – og som en, der saetter foraeldres rettigheder over barnets tarv. En, der ikke står på barnets side i modsaetning til

Mette Frederiksen.

Det var god retorik, og klimakset kom med følgende ord: »Danmark var det første land i verden, som besluttede, at alle børn skal have undervisning. Og vi var blandt de første lande til at afskaffe børnearbejde. Begge dele mødte modstand. I 1990’erne gik vi foran. Da vi gjorde det forbudt at slå børn. Ikke alle var enige.

Også dengang mente nogle, at de voksnes ret kom først.« Bemaerk isaer det lille, men vigtige “også” i sidste saetning.

Frederiksen får her ikke blot sammenstillet sit forslag om en forøget kvantitet af tvangsfjernelser med historisk vigtige begivenheder på børneområdet.

Hun siger også, at dengang man vedtog disse ting, var der også mennesker, der var imod dem, selv om vi i dag kan se, at det var det helt rigtige at gøre.

Og bum, således får hun skrevet sit eget forslag ind i forlaengelse af børnenes rettighedshistorie, alt imens hun får modparten til at fremstå som nogle bagstraeberiske, blinde typer, der ikke vil børnene det bedste.

Konklusion: Enten er du med mig, eller også er du imod børns rettigheder. Det er god retorik!

Men ikke kun. Jeg er sikker på, statsministeren også mener det.

Men har hun så også ret i, at det er hende, der står på barnets side, og vi andre, der er så blanke og kølige, at vi først i eftertiden vil forstå, hvor meget indsigt og varme Frederiksen i dag repraesenterer?

Lad os se lidt på fakta fra den verden, hvor politiske idéer bliver til praktisk virkelighed:

N En nylig rapport fra Ankestyrelsen viste, at halvdelen af de foraeldre, der har klaget over en akut tvangsfjernelse har fået medhold i, at deres barn er fejlagtigt fjernet fra dem.

N Statsrevisorerne udtalte i 2016, at man »finder det kritisabelt, at Social- og Indenrigsministeriet efter 10 års indsats ikke kan dokumentere, at kommunernes sagsbehandling i forhold til anbringelse af børn er blevet bedre, eller at indsatsen har haft den tilsigtede effekt«, og at »kommunernes sagsbehandling i mange anbringelsessager ikke overholder lovens krav om børnesamtaler, handleplaner og børnefaglige undersøgelser«.

N En undersøgelse viste i 2017, at der var fejl i 100 pct. (!) af anbringelsessagerne i Københavns Kommune. Samtlige sager var »uantagelige«, fremgik det.

N I Frederiksberg Kommune har området sejlet, som den hjerteskaerende sag om Frida Strauss har bevidnet. Hun blev fjernet fra sin mor, uden at kommunen kunne dokumentere hvorfor. Først fem år senere blev den handling kendt ulovlig, og Frida Strauss fik sølle 50.000 kr. for såkaldt tort – altså for det overgreb, det er at blive fjernet fra sin mor uden grund.

Og det er i det system, at der i forvejen er sket en drastisk stigning af tvangsfjernelser. I 2017 var der dobbelt så mange som i 2007.

Prøv lige at taenke situationen igennem – med både hoved og hjerte: Lad os sige, De har et barn på tre år. Det barn kommer til at sige noget forkert henne i børnehaven. Vi tager et eksempel fra virkeligheden, som jeg tidligere har beskrevet i JP. Barnet siger: “Far slår mor. Mor graeder”. Dagen før har barnet nemlig leget for-sjovslåskamp om fjernbetjeningen med mor og far hjemme i sofaen, og far har dasket til mor for sjov. Tidligere på dagen har mor talt i telefon om et sygt familiemedlem, og der graed hun. Det er det, der nu er blevet til: “Far slår mor. Mor graeder”. Børnehaven slår alarm. Kommunen kommer ind i billedet.

Mette Frederiksens måltal om flere tvangsfjernelser har nået kommunen, og nu vil de fjerne Deres barn, med henvisning til at der er vold i hjemmet.

Her slutter det jo på ingen måde. Det er kun lige begyndt. Deres barn er fjernet. Deres vigtigste opgave er nu at fremstå sund og rask –alt andet end vanvittig – og virke, som om der bor et stabilt overskudsmenneske i det hjem, som barnet er fjernet fra. Forstår De? Vi tager den lige igen: De har lige fået fjernet Deres eget barn – det menneske i verden, De højst sandsynligt er mest knyttet til, mest drevet af at beskytte og fysisk forbundet med …

Nu skal De så fremstå sund, rask, rolig og fattet for at få det igen. Og så sidder De måske og taenker: “Ej, det er en overdrivelse. Der er jo ingen, der fjerner et barn for så lidt.” Kig på tallene ovenfor igen, og laes nogle af de mange rystende historier om tvangsfjernelser, der har vaeret fremme i dagspressen siden statsministerens nytårstale.

Man skylder netop de børn og voksne, der bliver impliceret i de sager om mulige tvangsfjernelser, bortadoptioner og andre indgreb (og mulige overgreb!) at taenke tanken om tvangsfjernelsespolitikken til ende. Det handler ikke om foraeldrenes privilegier og rettigheder, når man er kritisk over for Frederiksens tvangsfjernelsespolitik. Det handler om børn, om menneskeliv. Det er ikke kølig legalisme over for hjertevarm omsorg. Det er det modsatte. Det er for børnenes skyld, at man skal sikre sig, at en tvangsfjernelsessag er skudsikker. Det er det eneste rigtige at gøre – det eneste naestekaerlige at gøre.

Mener man det modsatte, arbejder man for det, eller lukker man bare øjnene, må man stå til ansvar. Det handler om mennesker, der kan blive revet i stykker. Det er nødvendigt at forstå.

Og statsministeren? Selv svarer hun ikke på kritikken. Den synes at lade hende helt kold. Det siger måske også noget.

Vil man arbejde som socialrådgiver eller forvalter i et system, hvor man er bekendt med, at der er fejl i op til 100 pct. af alle sagerne?