Må man fortaelle sandheden om sine foraeldre, når de har vaeret i kz-lejr?
Susanne Kovács' farmor forlod en kz-lejr i live. Men skygger af ondskaben fulgte med. Må man rippe op i fortidens sår, når alle – inklusive ens egen far – ønsker at tie? Det undersøger hun i en dokumentar om sin familie.
Den 72-årige Peter Kovács er en berejst og veluddannet mand med tre døtre. Han taler syv sprog og har vaeret direktør i 30 år. Men onsdag kl. 21.30 på DR lukker han alverdens tv-seere ind i en del af fortiden, som han helst så skrinlagt. Det gør han af kaerlighed til sin datter og hendes ønske om åbenhed om fortiden.
Peter Kovács er en af hovedpersonerne i datteren Susanne Kovács dokumentar ”De skygger vi arver”, der viser, hvordan traumer hos overlevere af holocaust kan vandre fra generation til generation helt frem til nutiden.
I dokumentaren fortaeller Peter Kovács om den fysiske og psykiske vold, som hans staerkt traumatiserede foraeldre til tider udsatte ham for i deres hjem, når ekkoet fra holocaust bankede på.
Men selv om han fortaeller om det i dokumentaren, gør det ondt at laese, når det står sort på hvidt i et manus til en artikel. Derfor har Peter Kovács og jeg de seneste to dage diskuteret, hvorvidt denne artikel overhovedet skulle bringes.
For de mørke pletter til trods elsker han stadig sine foraeldre. De var også gode. Når de ikke opførte sig ondt. Og er man overhovedet ond, når man gør ting, som man sikkert aldrig ville have gjort, hvis man ikke var endt i et helvede af ondskab i en koncentrationslejr?
Og hvis jeg skriver, at begge hans foraeldre slog ham i hans teenageår, at hans far – som en fange af fortiden – i afmagt råbte ordet nazist i hans ansigt, vil du, der laeser, så forstå dette:
At verden er et kompliceret sted, og at det sidste, Peter Kovács ønsker, er at begå et posthumt karaktermord på to overlevere af et folkedrab på jøder.
For der er mange derude, der lever i den samme tavshed og med de samme spøgelser fra fortiden. Børn af modstandsfolk. Flygtningebørn. Børn af udsendte soldater, der vender hjem med det, vi i dag kalder posttraumatisk stress-syndrom.
Peter Kovács’ foraeldre var begge blandt de heldige, der forlod en kz-lejr i live. Men kz-lejrene forlod ikke dem.
Mellem far og datter løber en lille, storøjet pige med lyst hår rundt i lejligheden i
København, hvor vi møder dem alle tre denne tirsdag formiddag i januar. Det er Susanne Kovács’ lille datter, der måtte hentes i vuggestuen, fordi hun er blevet syg.
Hun er fjerde generation i en familie, der 75 år efter Befrielsen stadig praeges af fortiden.
Men hun skal vaere den første generation, der ikke får kz-traumerne og alt det usagte ind med modermaelken. Hun er en ny start med en fremtid, der ikke skal defineres af noget, der skete, så mange år før hun blev født. Det har hendes mor besluttet.
Og det er grunden til, at Susanne Kovács siden 2012 har arbejdet på sin dybt personlige dokumentarfilm ”De skygger vi arver”.
I filmen insisterer hun på at stille de spørgsmål til sin farmor, som hendes far ikke har følt, at han kunne stille sine foraeldre.
En notorisk kz-lejr
Susanne Kovács’ farmor, Eva, der døde i 2014, var 16 år, da hun i 1944 blev taget af tyskerne i Ungarn og først anbragt i kvindelejren Ravensbrück for siden at ende i en af Det Tredje Riges mest notoriske koncentrationslejre Mauthausen. Vidnesbyrd fra andre fanger beretter om en udryddelseslejr, hvortil Hitler sendte de mest uønskede. Alle med instruktionen Rückkehr unerwünscht (returnering uønsket, red.).
I Mauthausen blev fangerne udsultet, slået, brugt som medicinske forsøgsdyr og slidt ihjel i det naerliggende stenbrud, hvor de bar granitblokke på ryggen i brutale 12timers skift op ad de 186 trin på den såkaldte Dødens Trappe.
Eva Kovács befandt sig i lejren på et skaebnesvangert tidspunkt. I krigens sidste måneder før befrielsen af lejren i maj 1945 intensiveredes masseudryddelserne. Vidnerne til ondskaben skulle bortskaffes.
Men det er ikke den del af historien, som Susanne Kovács har valgt at fokusere på i sin dokumentar. De historier er blevet fortalt.
»Hvis jeg siger, at min farmor blev befriet fra Mauthausen, så kan du se, hvad hun har vaeret udsat for med en googlesøgning. Vi har de kollektive billeder. Men vi mangler historierne om, hvad det gjorde ved dem på det private plan, og hvad det gjorde ved dem, der kom efter dem, og dem, der kom efter dem,« siger Susanne Kovács.
Det er ikke et rent tilfaelde, at hun er den i familien, der har følt det nødvendigt at fortaelle historien.
»På godt og ondt er det mig, der har lavet filmen. Jeg tilhører en generation, der mener, at det er godt at tale om traumer. Det har vi en tese om, og den afprøver jeg i filmen. Min far siger jo selv, at han naesten ikke orkede det. Og det forstår jeg godt. Han er jo så taet på det. Som barnebarn er jeg lidt mere på afstand, hvilket gør det nemmere at insistere på en samtale,« siger Susanne Kovács.
I projektets begyndelse blev hun mødt af direkte modstand fra sin farmor, hvilket rejser følgende spørgsmål:
Kan man overhovedet tillade sig at bede sin familie om at reflektere over, hvad fortiden har gjort ved dem, når de selv ikke ønsker at tale?
»”Det er ikke dit liv, Susanne. Det er mit liv”, siger hun til mig i filmen. Og det har hun jo ret i på en måde. Men det har jo også påvirket mit liv, og har jeg så ikke ret til at vide, hvad det gjorde ved hende at vaere i Mauthausen …?« spørger Susanne Kovács.
»Hun bliver aegte vred på mig. Hun havde lyst og så alligevel ikke. Men hun er også strid. Egoistisk, når hun siger, at hun ikke vil dele. Når nu det har fyldt så meget, hvorfor skal vi så ikke tale om det? Heldigvis siger hun til sidst, at det var godt og rigtigt at tale sammen, og det betyder meget for mig, at vi finder en faelles forståelse. Jeg vil gerne baere min farmors smerte med hende, så hun ikke behøver at vaere så alene.«
Det er ikke dit liv, Susanne. Det er mit liv. EVA KOVÁCS, FARMOR TIL SUSANNE KOVÁCS
Hilke fra Tyskland
Fik du de svar, du søgte?
»Jeg taenker i dag, at måske handler det ikke om at få svar, men derimod om at stille spørgsmål. ”Hvis I havde spurgt mig, så havde jeg jo svaret”, siger min farmor på et tidspunkt i filmen. Det kan andre jo også taenke over. Måske havde de aeldre fortalt, hvis nogen havde spurgt? Og derfor tror jeg, at det er vigtigt, at børnebørn stiller spørgsmål i alle slags familier, hvor fortiden fylder. Foraeldregenerationen er for taet på, og for min farmors tilfaelde har hun givetvis villet beskytte min far og ikke tage livstroen fra ham ved at fortaelle. Men hun
sin søn, at hun havde besluttet ikke at taenke på kz-lejre mere. Hun ville starte et nyt liv.
Undskyld
»Men jeg har hørt så meget fra hende gennem årene, at det – jeg indrømmer, meget tragisk – tog nogle år, før det gik op for mig, at hun havde ret: Min mor havde virkelig fået en stabil og positiv livsholdning. Jeg tror, at hvis krigen ikke havde belastet hende ekstremt voldsomt, havde hun vaeret et livsglad, charmerende, optimistisk og easy going menneske«
Sagde hun nogensinde undskyld til dig?
»Nej. Hun mente ikke, at jeg blev dårligt behandlet. Vi havde haft det supergodt. Der var intet unormalt i vores familie ... altså lige indtil, som hun udtrykte det, jeg blev vanskelig som teenager.«
Selv mener Peter Kovács, at traumevandringen er stoppet med ham.
»Jeg tror, at jeg er endestationen. Den stopper med mig, men jeg har haft behov for at tale med en amerikansk kusine, der er ekspert i kz-traumer. Jeg mener, at jeg var – og er – en kaerlig far, der har forgudet mine børn … måske som en overkompensation.«
Susanne Kovács ryster svagt på hovedet. Hun er uenig. Jo, han har forgudet sine børn, men ...
»Det påvirker dig helt vildt … det gør det da. Jeg har også oplevet, at du ikke altid har kunnet give slip på fortiden, fordi det har naget dig, at de behandlede dig sådan. At det stadig optager dig, forståeligt nok,« siger hun og ser på ham.
Den lille er faldet i søvn på hendes skød. »Men far, når farmor ikke ville snakke med mig om fortiden, har det ikke kun noget med holocaust-traumet at gøre. Hun var da også plaget af, at hun ikke kun havde vaeret en fantastisk mor. Jeg følte, at hun gerne ville vaere taettere på dig, men at det var svaert for hende,« siger Susanne Kovács til sin far.
Peter Kovács skifter emne.
»Ikke alt var elendigt hele tiden. Farfar var en god forsker. Han kunne vaere et ganske charmerende selskabsmenneske. Han havde mange venner. Havde let ved at indpasse sig i det danske samfund og havde en del finkulturelle interesser. Han har skrevet en hel del faglitteratur og faktisk også 11 kronikker i Politiken. Jo, der er også gode minder,« siger han.