Tysklands sjaeldne sejr
Ingen skal tro, at problemerne i og med Libyen er løst med den aftale, der en smule overraskende er indgået i Berlin. Udtalelsen fra mødet mellem alverdens stats- og regeringschefer indeholder godt 50 punkter. Man skal vaere mere end almindelig optimist for at tro, at fra denne uge er alt vel i det nordlige Afrika.
Alligevel er der grund til en vis lettelse. Den libyske borgerkrig har varet i snart seks år, og hvis man taeller afsaettelsen og henrettelsen af Muammar Gaddafi med, har det varet siden 2011. Den har kastet et af de mest olierige lande på kloden ud i et kaos, som handler om magt og penge, og meget lidt om fornuftige forhold for almindelige mennesker. De to hovedmodstandere, den folkeretligt anerkendte regeringschef Fayez al-Serraj og oprørslederen Khalifa Haftar, har haft rigeligt støtte fra forskellige regionale magter. Serraj er blevet holdt oven vande i Tripoli af Tyrkiet, som har sørget for soldater og militaert udstyr. Rusland er på Haftars side, det samme er, lidt mere diskret, Frankrig. Den gamle kolonimagt Italien har også forsøgt at blande sig, uden større held. De to sidstnaevnte EU-medlemmer skal vaere blandt Haftars hidtidige våbenleverandører.
Således diskrediteret har ingen af de ovenstående magter kunnet gennemføre blot halvvejs succesrige fredsforhandlinger, fordi alle var rodet ind i konflikten. Og på den måde har Tyskland med forbundskansler Angela Merkel i spidsen langt om laenge kunnet hive en diplomatisk sejr hjem.
Libyen bliver naeppe et arabisk Schweiz med det første, men Merkel har gjort det, hun er god til – tålmodigt at tale med alle for at finde en vej, der er farbar for såvel store egoer som svage sjaele. Baggrunden var sikkert, at alle, undtaget måske general Haftar, der kontrollerer størstedelen af landet, er lede og kede af kampene. Der er rigeligt af problemer andre steder, fra Syrien og Yemen til de såkaldte Sahellande Mali, Burkina Faso og Niger, den evige krise mellem israelere og palaestinensere, Ukraine, Iran og de nye spaendinger i Libanon. Der er ikke brug for et libysk kaos oveni, også fordi det tillige gør det naesten umuligt at kontrollere flygtningestrømme mod Europa.
Her er Tyskland, som laenge ikke har vaeret en international partner, man kunne stole på, når det gjaldt – store ord blev sjaeldent fulgt op med militaer eller politisk styrke – trådt ind som en aerlig maegler. Man fik Ruslands, Tyrkiets, Frankrigs og Egyptens praesidenter, den britiske og den italienske premierminister, den amerikanske udenrigsminister, FN’s generalsekretaer og mange andre, til at møde op i Berlin. Konferencen var velforberedt – i modsaetning til tidligere franske og italienske forsøg – og Merkel er dygtig til at håndtere testosteron-struttende gaester som Putin og Erdogan, der gjorde et nummer ud af at ankomme som de sidste.
Det vigtigste, der blev opnået, var en våbenembargo for Libyen. Det er prøvet før, men med så mange vidner vil det vaere vanskeligere at omgå den. Man kan sige, at den endelige prøve først kommer nu. De kaempende parter kan formentlig kun holdes fra hinanden af internationale tropper. Hvor mange lande vil vaere med her? Vil Tyskland?
Tillidsvaekkende virker det heller ikke, at hovedpersonerne Serraj og Haftar ganske vist var i Berlin, men åbenbart ikke mødte hinanden eller deltog i selve konferencen. Hvis de og deres folk virkelig ønsker at slå hinanden ihjel, kan udenforstående ikke udrette meget. Men nu er der gjort et forsøg. Det er al aere og mange forhåbninger vaerd.