68’erne valgte historien fra og blev moralske globalister. Se, hvordan det gik

Der går et spøgelse gennem landet – historieløshedens spøgelse. Historieløshed er et ord, der verserer, mest som skaeldsord, fra højre og fra venstre. Alle anklager alle andre for at vaere historieløse. Det er der en grund til.

Det haenger sammen med identitetspolitikken, som isaer er venstrefløjens tilbagekomst som offerpolitik. Teaterdirektører skriver klassikerne om, så de ”siger vores tid mere”, kunstkritikere kasserer store kunstnere fra 1600-tallet for at vaere sexistiske, fordi de malede nøgne kvinder, forlag redigerer historiske vaerkers sprogbrug, så de bliver helt negerløse.

Hvad denne historieløshed egentlig er, er en total mangel på respekt for fortiden, for traditionen og for overleverede institutioner. Der er ikke laengere megen interesse for at bearbejde det overleverede, gøre det til sit, hvilket ellers er, hvad ”kultur” dybest set går ud på. I stedet denne stupide pegen fingre ad og evige korrigering af en fortid, man ikke fatter.

Kernen er, at vi nu er nået til de generationer, som er blevet svigtet dannelsesmaessigt og aldeles overladt til kulturstrømninger fra USA. Amerikansk kultur er i forhold til den europaeiske et nivelleret, materialistisk og historieløst derivat, parallelt til forholdet mellem romersk og graesk kultur i antikken. Det drejer sig ikke blot om den forbryderiske svaekkelse af historieundervisningen, men om at hele det humanistiske felt er blevet ahistorisk, en udløber af humanioras drejning i retning af samfundsvidenskab som kulturstudier, kønsstudier og minoritetsstudier.

Det begyndte i USA. Den unge har under uddannelsen typisk vaeret udsat for forkølede varianter af postmodernistiske multikulti-studier og mener som amerikaniserede kloninger af Michel Foucault at vide, ofte uden at have laest ham, at den enes moral og vaerdier bare er forsøg på at øve magt over den anden. Kroneksempler er Vestens mishandling af ”Resten” – lige dén vinkel på historien er ikke gået i glemmebogen.

De ved generelt ikke noget om vores egen historie, savner viden, redskaber og identifikation. Det er ikke deres skyld. Deres progressive foraeldre og laerere mente blot ikke, at det var vigtigt for dem få at vide, hvad de kommer af, ulige vigtigere var det at vide, hvor de skulle hen. Problemet er imidlertid, at når man ikke ved, hvor man kommer fra, bliver det svaert at finde ud af, hvor man skal hen.

Så det er ikke bare de unge, det er også de gamle – okay, boomer? 68’erne fravalgte med flid historiens og traditionens forpligtelser, som sås som et udlevet, tilfaeldigt, irrelevant, undertrykkende sammensurium, en billet til et tog, der var kørt. De vendte sig 180 grader og blev moralske globalister.

For dem er den vaesentligste grund til derefter at beskaeftige sig med vestlig og dansk traditions store vaerker indenfor litteratur og kunst at demontere dem og demonstrere deres fordomme, mangler og fejltagelser. Det er, hvad der var tilbage at laere af en fortid, man ellers ikke vil tolerere. Fortiden er bare en kikset udgave af nutiden.

Der er dem, der mener, at vi er blevet klogere og ”kommet over” historien, men det er vi ikke. Den kommer man ikke over, historien klaeber til skosålerne som blod. Siden er flere generationer vokset op uden rødder og uden hjem, men med multiple identitetsproblemer.

Kernen er, at vi nu er nået til de generationer, som er blevet svigtet dannelsesmaessigt og aldeles overladt til kulturstrømninger fra USA.

Der er kun én anden vej, det er at respektere historien og tage den på sig. Vi har alle aktier i Rembrandt og Shakespeare – og Auschwitz.