Er der nogen, der kan banke Libyens krigsherre på plads?
Alverdens statsledere har lovet at stoppe den udenlandske indblanding i Libyens borgerkrig. Men om de gode viljer er staerke nok til at standse blodsudgydelserne, er tvivlsomt.
Gaestelisten var imponerende.
En snes statsledere og internationale topdiplomater – blandt andre Ruslands, Frankrigs og Tyrkiets praesidenter, premierministrene fra Italien og Storbritannien, USA’s udenrigsminister og FN’s generalsekretaer – var søndag forsamlet i Berlin i endnu et forsøg på at bane vej for fred i Libyen.
Men ingen formåede at banke den 76-årige krigsherre og selvudnaevnte feltmarskal Khalifa Haftar, som siden april har belejret hovedstaden Tripoli, på plads.
Dagen før topmødet i Berlin blokerede han fem vitale oliehavne og standsede produktionen i to oliefelter. Det koster Libyen mindst 57 mio. dollars om dagen.
I sidste uge ydmygede han sin allierede, praesident Putin, ved at forlade Moskva uden at skrive under på en våbenhvileaftale, som ellers var underskrevet af hans modstander, lederen af den FN-støttede regering i Tripoli, Fayez al-Sarraj.
Og søndag – netop som topmødet i Berlin løb af stablen – ivaerksatte Khalifa Haftars tropper nye angreb mod Tripoli. En fraekhed, han kan slippe afsted med, fordi hans allernaermeste allierede, Emiraternes indflydelsesrige og stenrige kronprins, Mohamed bin Zayd, tilsyneladende saetter alt ind på, at Haftar skal vinde, og at Libyen igen skal blive et autokrati.
Alligevel skimtes der håb efter Berlin. Alene det imponerende fremmøde af så mange indflydelsesrige magter signalerer en fornyet vilje til at stoppe Libyens voldsspiral. Og topmødet mundede ud i en bred faelleserklaering om at respektere FN’s våbenembargo og stoppe forsyningerne af lejesoldater, våben og penge til konfliktens parter.
Det springende punkt bliver imidlertid, om de lande, som siden 2011 ganske ustraffet har overtrådt våbenembargoen og drevet én af verdens mest internationaliserede konflikter fremad, nu virkelig er parate til at saette deres egne interesser til side.
Faktisk var alle parter enige i erklaeringens ordlyd allerede over en måned før topmødet – men sendte samtidig både våben og lejesoldater til Libyen, påpeger Libyen-eksperten Wolfram Lacher fra Det Tyske Institut for Sikkerheds- og Internationale Affaerer.
»Så statsledernes ord taeller ikke så tungt. Der er ingen tegn på, at de udenlandske magter, som har interveneret i krigen, reelt har aendret deres positioner,« siger han til Washington Post.
Over 2.300 draebte
Libyen har vaeret kastet ud i kaos, siden Muammar Gaddafi med støtte fra Nato blev afsat og draebt under oprøret i 2011. Og siden indsaettelsen af den internationalt anerkendte, men magtesløse regering, GNA, i 2015, har Khalifa Haftars militser fra det østlige og sydlige Libyen bekaempet den.
Haftar indledte sin offensiv mod Tripoli i april, netop som FN’s generalsekretaer, António Guterres, var i byen for at forberede en fredskonference. Hans angreb har foreløbig kostet over 2.300 draebte og fordrevet over 300.000 fra deres hjem.
Trods faren for nye flygtningestrømme over Middelhavet er blodsudgydelserne imidlertid blevet mødt med diplomatisk lammelse i EU, fordi Frankrig i praksis har støttet Haftar, selv om EU’s officielle politik altid har vaeret at støtte den FN-støttede regering og fredsprocessen.
Og så laenge udenlandske magter fortsaetter militaerstøtten, er chancerne for en bindende fredsaftale små.
Khalifa Haftar, som allerede kontrollerer ca. to tredjedele af Libyen med hjaelp fra bl.a. sudanske og chadiske lejesoldater, fik i september fornyet opbakning fra toptraenede, russiske lejesoldater og ser ingen grund til at opgive sit fodfaeste uden for Tripoli.
Og Fayez al-Sarraj fik i december nyt håb om at kunne holde Haftar stangen, efter at Tyrkiet forstaerkede sine forsyninger af våben og kom ham til undsaetning med militaert personel og syriske lejesoldater.
Ruslands Vladimir Putin og Tyrkiets praesident, Recep Tayyip Erdogan, har i løbet af det seneste par måneder overhalet EU og positioneret sig som de mest afgørende forhandlingsledere i konflikten, mener flere Libyen-eksperter.
»Det har Putin og Erdogan kun vaeret i stand til, fordi Europa var alt, alt for langsom. Disse to ikke-europaeiske stormagter ville ikke have nydt den luksus, hvis Frankrig havde vaeret mere påpasselig med at forårsage splittelse i den europaeiske zone,« siger Jalel Harchaoui fra Clingendael Instituttet i Holland til The Times.
Der er ingen tegn på, at de udenlandske magter, som har interveneret i krigen, reelt har aendret deres positioner. WOLFRAM LACHER, LIBYENEKSPERT VED DET TYSKE INSTITUT FOR SIKKERHEDS- OG INTERNATIONALE AFFAERER
Krigsherren »hviler sig«
Både Khalifa Haftar og Fayez al-Sarraj var til stede i Berlin, om end kun på sidelinjen. De er ikke på talefod og har ikke vaeret i stue sammen i over et år. De boede på forskellige hoteller, og Tysklands udenrigsminister, Heiko Maas, fungerede som en slags sendebud imellem dem. Da mødet naermede sig afslutningen, gik der rygter om, at Haftar allerede var rejst. Det viste sig at vaere usandt. Men det siger noget om den aura, der står om den 76-årige krigsherre, som vovede at skride fra Putin.
Ifølge nyhedsbureauet Bloomberg forlod han på et tidspunkt forhandlingerne for at tage en middagslur. Da embedsmaend ville briefe ham om den seneste udvikling, fik de angiveligt besked på, at han »hvilede sig« og ikke måtte forstyrres.
Både Khalifa Haftar og Fayez al-Sarraj nåede dog hver isaer at udpege fem militaere repraesentanter til en ny komité, som i de kommende dage skal mødes i Genève for at arbejde videre på en løsning på konflikten.
Hvis der kommer positive tegn fra mødet, lover det godt for sikkerhedsrådets videre håndtering af Berlinaftalen. Hvis mødet ikke fører nogen vegne, og Khalifa Haftar fortsat insisterer på den totale sejr, vil blodsudgydelserne fortsaette.