Psykolog: Vi stopper traumevandring ved at spørge
Selv om det den 27. januar er 75 år siden, at udryddelseslejren Auschwitz blev befriet, viser to nye danske dokumentarer skabt af børnebørn af Holocaust-overlevere, at tiden ikke laeger alle sår.
»Der var ikke meget kaerlighed i den familie. Den havde Hitler taget,« siger tvdokumentaristen Benjamin Fischermanns farfar i filmen ”Krigen der splittede min familie” som en slags forklaring på, hvorfor han ikke vil se sine tre aeldre søskende.
De overlevede alle krigen og kz-lejren, men deres søskendeforhold overlevede ikke en tilbagevenden til Danmark med en selvmordstruet mor og en aeldste søn, der over en nat skulle traede ind i rollen som familieoverhoved.
Benjamin Fischermann er yngste barn i en familie med Holocaust-overlevere, der i årevis ikke har talt sammen. Og i filmen er han repraesentant for en ny generation, der ikke er bange for at traekke det usagte i familier frem i lyset. Det samme gør sig gaeldende i Susanne Kovács film ”De skygger vi arver”, hvor hun insisterer på en samtale med sin farmor om den fortid i kz-lejren Mauthausen, der har ligget som et usagt forbehold i relationen mellem farmor og barnebarn, der er barn af en dansk far og en tysk mor.
Se og laer
Det er to vigtige film, mener psykolog Anne Agerbo, der har specialiseret sig i behandling målrettet traumeramte mennesker, og som superviserer sundhedsfagligt personale, der arbejder med traumer. Hun er forfatter til bogen ”Fra offer til overlever – ACT med traumer”, der blandt andet er bygget på et tilbundsgående interview med hendes egen farfar, der blev sendt i koncentrationslejren Buchenwald.
»Begge film viser flere af de problematiske familiedynamikker, der sker i familier, hvor et ubearbejdet traume spiller en dominerende rolle i familiens måde at vaere sammen på. Traumer stjaeler liv, hvis man ikke gør noget ved dem – og så er det underordnet, om de stammer fra Holocaust, som i filmene her, andre folkedrab, flugt fra Syrien, ophold i flygtningelejre i Libanon eller skyldes et tab af et barn i en familie,« siger Anne Agerbo.
Traumer vandrer
Erfaringer fra Anden Verdenskrig viser, at foraeldres ubearbejdede krigstraumer nedarves af både deres børn og børnebørn. Det betyder, at man kan aflaese kz-fangernes lidelser i de to følgende generationer. Faenomenet kaldes transgenerationelle traumer eller traumevandring, og det forebygges, ifølge Anne Agerbo, bedst med åben snak frem for tavshed. Konsekvenserne af det modsatte er tydelige.
»Vokser børn op i en familie, hvor tavsheden er dominerende, samtidig med at barnet fornemmer utrygge stemninger og foraeldrenes angst, uden at få hjaelp til at forstå dette, vender barnet det indad som ”det er mig, den er gal med”. Hvis vi ikke
taler om fortidens lidelser, laerer vi ikke noget af dem. Vi bliver dermed ikke bedre til at hjaelpe nutiden og fremtidens traumeoverlevere. Og det må vaere den bedste måde at nyttiggøre fortidens traumer på,« mener Anne Agerbo.
I nogle familier kommer traumeoverleveren til at udsaette andre for kraenkelse, som kan ligne dem, de selv har vaeret udsat for.
Det ses også i Susanne Kovács film ”De skygger vi arver”, hvor bedsteforaeldrene tager noget af den vold, de oplevede i kz-lejre, med sig hjem og gentager over for deres søn. Det er, ifølge Anne Agerbo, et velkendt mønster.
»I traumeramte familier kan det ofte se godt ud udadtil. Mor og far har et arbejde, men følelsesmaessigt er de muret inde, og angsten med tilhørende undgåelse er den gennemgående sammenspilsform,« siger Anne Agerbo.
Pladespiller i hak
Bare at åbne posen og genfortaelle igen og igen er dog heller ikke vejen frem.
»Det skal bearbejdes for at kunne finde ro. Nogle familier havde Auschwitz på dagsordenen morgen, middag og aften – som en pladespiller, der var gået i hak. Der var ingen refleksion – i stedet blev børnene baerere af både foraeldrenes og deres egne traumer,« fortaeller hun.
Voldsomme skamfølelser har også sat sig i nogle af de familier, der overlevede koncentrationslejrene. Og ses også i familier, der har vaeret igennem andre folkedrab, som f.eks. i Rwanda.
»De overtager et slags ekko af kraenkerens blik på dem. Nogle gemmer sig vaek, undlader at sige noget. Gør ikke noget vaesen af sig i samfundet. Den skam bliver så overleveret fra børn til børnebørn og skaber familier, hvor børn ikke laerer at se sig selv som vaerende vaerdifulde, hvor de lever i fortiden, og hvor de ikke kan afkode stemningerne. I sådanne familier ender børnene med at taenke, at det nok er dem, den er gal med.«
Men kan der ikke vaere en fordel i at laegge noget bag sig og undlade at rippe op i gamle sår?
»Når vi åbner døren ind til Holocaust, gør vi det i en større sags tjeneste. Derfor har disse film en enormt vigtig funktion. De er et spejl for alle børnebørn, der er vokset op i familier, hvor traumespøgelset dominerer. Og ja, det kan gøre ondt at tale om fortiden. Derfor må vi hjaelpe hinanden med at vaere i kontakt med det smertefulde, for der er intet, der tyder på, at det er en ret god idé at begrave smerten,« siger Anne Agerbo.