Ved den yderste graense bliver det unormale almindeligt

De danske frivillige i den baltiske frihedskrig gennemløb en ekstrem hurtig forråelse i en krig uden regler.

I juli faldt Dannebrog med lidt teknisk hjaelp atter ned fra himlen over Estland til højtideligholdelse af 800året for den ifølge legenden oprindelige begivenhed. Ved 700-års jubilaeet i 1919 vajede Dannebrog også, endda som splitflag, men i en helt anden højspaendt situation ført frem af et privatfinansieret dansk militaerkorps på vej til fronten for at blive sat ind i kampen i den rå og ekstremt brutale frihedskrig mod de russiske bolsjevikkers Røde Armé.

Og så var det endda illegalt, at splitflaget var med i Estland i 1919, for korpset DBAC (Dansk-Baltisk Auxiliaer Korps) var ikke officielt sendt af sted af Danmark, men blev lige akkurat tålt af den danske regering efter britisk pres.

Korpset blev oprettet med den danske erhvervsmand Aage Westenholz som primus motor i samvirke med den unge estiske regering, der skulle vaere medfinansierende. Det er den samme Westenholz, der har fået et litteraert efterliv i Tom BukSwientys bog ”Løvinden” som ”Onkel Aage”, der brugte en stor del af sin formue på at holde Karen Blixens kaffefarm i Kenya oven vande.

2.000 mand meldte sig til korpset, men kun 200 kom af sted, fordi esterne ikke kunne leve op til de økonomiske løfter. Regeringen deltog diskret i korpsets udrustning med bl.a. de berømte Madsen rekylgevaerer, der sikrede korpset en ekstraordinaer mobil ildkraft. Korpset var hjemme igen ved kontraktudløb efter et års indsats i Estland, Letland og Rusland.

Tabene blev opgjort til 10 faldne og en lille håndfuld tilfangetagne i russiske lejre, hvoraf kun en enkelt vendte hjem.

Historisk nyvurdering

Det officielle Danmark valgte at udgraense korpset af historien. Derfor har der har vaeret skrevet meget lidt om eller forsket i korpsets historie. Indtil nu.

Mikkel Kirkebaek, der skrev den anmelderroste biografi om Frikorps Danmark-chefen

C.F. von Schalburg, er på banen igen med et imponerende detaljemaettet og voluminøst vaerk om det ”glemte” korps.

I samtiden blev korpset set som et sammenrend af fribyttere og eventyrlystne højreorienterede mennesker, men i lyset af den aktivistiske danske udenrigspolitik leverer Kirkebaek en forskningsbaseret nyvurdering af korpsets rolle og mål. De var dybest set de samme, som Danmark forfølger i dag i Nato-sammenhaeng, nemlig at opretholde en yderste graense og bufferzone mod Rusland.

En ”true story”

Det er lykkedes Mikkel Kirkebaek på basis af talrige kilder og arkivbesøg at skrive en kalejdoskopisk ”true story” om et fortraengt stykke danmarkshistorie.

Det umiddelbare eftermaele for korpset var staerkt politiseret, og historierne om de frivillige var tilsvarende karikerede og fremstillede dem enten som ”idealister” eller ”forbrydere”. Det baltiske korps er måske det første eksempel på kampen om retten til at fortolke historien. Den kamp tabte ”balterne”, fordi det officielle Danmark i neutralitetspolitikkens tegn havde en interesse i at skrive episoden i glemmebogen.

Bogen er med sine 1.200 sider et mammutvaerk, men det er berettiget, for Mikkel Kirkebaek har ikke blot skrevet en militaerhistorisk bog. Det er lykkedes ham at skabe et tvaerfaglig militaerfagligt, historisk, storpolitisk, sociologisk og biografisk vaerk. Den kompositoriske helhed er velgørende og fremmende for forståelsen.

Det spaendende udkomme af forskningen er hans påvisning af, hvor ekstremt hurtigt radikaliseringen af de frivillige fandt sted.

HISTORIE VED DEN YDERSTE GRAENSE – DANSKE FRIVILLIGE I DE BALTISKE UAFHAENGIGHEDSKRIGE 1918-1920 MIKKEL KIRKEBAEK 1.208 sider, 599,95 kr. Lindhardt og Ringhof

FLEMMING ØSTERGAARD

Alle kan radikaliseres

Laeren af Baltikum-operationen er ifølge forfatteren, at civile fra selv en velorganiseret stat som Danmark under de ”rette” betingelser lader sig radikalisere i en grad, der kan føre til – og her dokumenteret førte til – regulaere krigsforbrydelser. Denne konsekvens er indbygget i vaerkets titel. Den yderste graense refererer til den vestlige civilisation bolvaerk mod øst og den røde linje, hvortil forråelsen driver soldaterne, så det unormale bliver det almindelige.

Historien om de udenlandske frivillige i Baltikum har i høj grad vaeret overladt yderfløjene – de kommunistiske modstandere og de frivillige via deres erindringer. Begge dele har skabt forvraengede erindringsbilleder. Derfor er ”Den yderste graense” en vaesentlig udgivelse, fordi den hviler på videnskabelig metode, der fortaeller historien ud fra en nuanceret kritisk og faghistorisk vinkel.

På basis at sit materiale tør Kirkebaek konkludere, at den indsats, de danske frivillige ydede, ikke må forklejnes. Det havde og har stadig stor relationel betydning, at danske frivillige kom de baltiske stater til undsaetning, hvor de mere end nogensinde havde brug for omverdenens hjaelp.

Kirkebaek fastslår derfor, at selv om mange frivillige handlede ud fra egennyttige motiver, så repraesenterede DBAC alligevel en idealistisk tanke.