Nej tak til et fallitbo uden fremtid

Dronning Margrethe har naturligvis fået sit eget frimaerke, i anledning af at regenten fylder 80 år. På det punkt står traditionen støt i Danmark. Ligesom den gjorde, da Dannebrog fyldte 800 år. Også det blev markeret med en frimaerkeserie. Men hvor man tidligere kunne gå i kiosken eller på posthuset for at erhverve sig frimaerkerne, så kraever det nu et større detektivarbejde overhovedet at finde frem til en forhandler. Medmindre man er digital og går på Postnords netbutik, hvor man kan bestille rigtige frimaerker og få dem tilsendt kvit og frit, hvis man vel at maerke køber for mere end 300 kr. Tilbage er så at krydse fingre for, at de overhovedet når frem. Postnord rimer ikke på forsyningssikkerhed.

Opgørelser viser, at danskerne sender markant faerre breve end i 2009, da Danmarks postvaesen kom under Postnord. I 2018 sendte danskerne i alt 265 mio. breve; det svarer til 44 stk. pr. dansker om året. For frimaerker for 300 kr. kan man sende 30 breve, som højst vejer 50 g, og som loves fremme inden for fem hverdage, men hvorfor egentlig gøre det? Mon ikke den, som finder frem til dronninge- eller dannebrogsfrimaerker på webshoppen, også er i stand til at sende og modtage et elektronisk brev?

Forestillingen om postbuddet i den røde jakke, som fløjtende afleverer posten og har tid til en kop kaffe, hører fortiden til. En ikke saerlig fjern fortid, og i hvert fald siden 2009 har det vaeret slut med automatisk at taenke i rødt, når ordet post naevnes. Da slog Danmark og Sverige postvaesenet sammen i Postnord. Regnskabstal har siden vist, at forretningen langtfra er en guldgrube, tvaertimod så risikerer hele foretagendet ifølge svenske medier at gå konkurs, og faktum er, at danske skatteydere allerede har bidraget med mange penge til fallitboet.

Fra svensk side har man tidligere leget med tanken om en opsplitning af koncernen. Nu åbner også danske politikere for, at Danmark traekkes ud af Postnord. Det lyder på alle måder som en fornuftig tanke. Sverige og Danmark er de mange ligheder til trods to vidt forskellige lande, når det kommer til infrastruktur. Danmark er mere digitaliseret og anderledes kompakt end Sverige, og det er vanskeligt umiddelbart at se en forretningsmodel, som tilgodeser begge landes behov. Det eneste fornuftige vil vaere at erkende tingenes tilstand og begynde på en frisk.

Naturligvis skal alle borgere i Danmark have garanti for, at de rent faktisk kan modtage et brev. Ikke alle er med på digitaliseringen, og for isaer ensomme aeldre er det givet mere charmerende at modtage et rigtigt postkort fra børnebørnene end en e-mail eller sms om, at ferien går strålende, og at de har det godt. Vaerdien af at kunne raekke ud til hinanden på andre platforme end de digitaliserede skal bestemt ikke undervurderes, men i 2020 bliver man også nødt til at vaere realistisk. Karetbyggere, møllebyggere og lygtetaendere er der ingen efterspørgsel på laengere. Postbud er der ingen fremtid i.

Transportminister Benny Engelbrecht har afvist, at postomdelingen i Danmark skal finansieres over skatten. Venstre siger ”no way” og vil have belyst andre muligheder, for som transportordfører Kristian Pihl Lorenzen rigtigt påpeger, så er der nok andre end Postnord, som kan løse opgaven med at bringe breve ud både billigere og bedre.

Politikerne behøver ikke flere tal, rapporter og overvejelser for at traeffe en beslutning. Løsningen ligger lige for: Luk Postnord og lad private aktører overtage opgaven.