Anbringelser er et indgribende vaerktøj

1/1 holdt statsministeren sin første nytårstale. Det helt store tema i talen var børn – og saerligt anbringelse og bortadoption af børn. Emnet har fyldt meget, og jeg kan på ingen måde vaere uenig i, at det er saerdeles vigtigt at tage hånd om. Forleden uddybede regeringen så sine tanker. Her fremgik det, at den mener, at vi skal anbringe og bortadoptere flere børn.

Venstre er på børnenes side. Vi mener, at vi skal gøre vores bedste for at hjaelpe de udsatte børn. Jeg er dog dybt uenig i, at vi død og pine skal anbringe flere børn, end det er tilfaeldet i dag. Anbringelser skal ikke vaere et mål i sig selv. Det kan vaere den rigtige beslutning i nogle tilfaelde – men bestemt ikke i alle. For anbringelse er et meget indgribende vaerktøj at benytte både over for familien som helhed og saerligt over for børnene, der rives ud af trygge rammer.

Ingen sager er ens. Og det bliver vi nødt til at have for øje, når vi saetter barnet først. For barnet skal saettes først. Undersøgelser viser, at anbragte børn har en større risiko for at blive ramt af psykiske lidelser, misbrug og hjemløshed. Og så har de desvaerre også en kraftigt øget risiko for at begå selvmord. Anbragte børn har altså markant svaerere livsvilkår, når de vokser op. Jeg er derfor af den holdning, at det i højere grad er vigtigt med forebyggende indsatser tidligere i børnenes liv. Vi er nødt til at lytte til eksperterne. Og vi ved reelt ikke, om det virker at tvangsfjerne flere børn. Vi skal sørge for at hjaelpe børnene med effektfulde og helhedsorienterede indsatser, hvor enten en sagsbehandler eller familievejleder skal følge familierne taettere. På den måde kan en indsats målrettes den enkelte familie. I de tilfaelde, hvor anbringelser er et nødvendigt vaerktøj, skal vi se på, om netvaerksfamilier kan udbredes for at forbedre kvaliteten af de nødvendige anbringelser.