Vender vi bare ryggen til Mellemøsten, ender vi med at få ondt i ryggen
Det bedste er, at Iran får en demokratisk udvikling, men den tillader hverken praesteskabet eller militaeret.
»I må stoppe saudierne. De finansierer moskéer, fanatiske imamer og terrorisme alle vegne,« sagde Syriens praesident, Assad, engang til mig.
»I må stoppe Iran. De finansierer moskéer, fanatiske imamer og terrorisme alle vegne,« sagde Saudi Arabiens udenrigsminister, prins Saud, engang til mig.
De havde begge ret. Det sunnitiske Saudi-Arabien medvirkede siden til oprøret mod Assad. Det shiitiske Iran medvirkede til flere anslag mod det saudiske regime. Begge har finansieret moskéer og fanatiske imamer i Europa, fordi Europa for dem begge står for et livs- og samfundssyn, som strider mod Koranen.
Demokratiets ytringsfrihed kan kritisere Koranen og profeten Muhammed, hvorfor JyllandsPostens Muhammed-tegninger fik iranerne til at angribe den danske ambassade og saudierne til at boykotte danske varer.
Nok er de enige om respekten for Koranen, men de udlaegger den forskelligt og betragter derfor hinanden som vantro. Vi europaeere skal ikke blande os i den strid. Men det er ikke ligegyldigt, om Iran kommer til at dominere i Mellemøsten, for i modsaetning til saudierne er opgøret med Vesten grundlaeggende for iranerne. For dem er USA ”den store Satan” og Israel ”den lille Satan”.
Sunnierne kan godt skille politisk og religiøs magt ad. For det shiitiske Iran haenger politisk og religiøs magt sammen. For at undgå en religiøs forurening af samfundet selekterer praestestyret kraftigt blandt kandidaterne, når der er valg, og derfor kan den øverste religiøse leder underkende den folkevalgte praesident. Politik er jo kun en efterlevelse af Koranens forskrifter.
Før i tiden holdt iranerne og saudierne sig på hver sin side af Den Persiske Golf, men under det seneste dusin års uro og opbrud har iranerne benyttet de arabiske shiiter til at få et stadig fastere fodfaeste i Arabien. De har reddet shiiten Assad, så han kan fortsaette med at regere over landets sunniflertal. De pustede til ilden i Bahrain, hvor det shiitiske befolkningsflertal regeres af sunnier. De støtter shiiterne i Yemen, hvor saudierne gik voldsomt ind i borgerkrigen, som har gjort en ende på den gryende fremgang.
I Gaza støtter de Hamas for at undgå en fred mellem Israel og palaestinenserne. I Libanon bevaebner de Hizbollah, så det kan angribe Israel, når tiden er inde.
De har skaffet sig betydelig indflydelse i Irak, hvor det shiitiske flertal fra 2010 gav sig til at udgraense de tidligere så magtfulde sunnier. Og Jordan står vel snart for tur, frygter dets sunnikonge.
Saudi-Arabien er ved at blive grundigt indkredset, og får Iran atombomben, får Saudi-Arabien den også. I forvejen har Israel flere på lager.
Det er disse scenarier og dette perspektiv, vi europaeere skal holde os for øje, når vi forholder os til Iran og Mellemøsten. Det er rarest at håbe på det bedste, men det er farligt at tro, at det bedste kommer af sig selv. Det gør det ikke. Det bedste er, at Iran får en demokratisk udvikling, men den tillader hverken praesteskabet eller militaeret.
Det naestbedste er at standse Irans ekspansionisme, men det forudsaetter en politisk, økonomisk og i sidste instans militaer indsats, hvis f.eks. Jordan destabiliseres og Israel angribes. Kun ved at vise Iran, at der er en graense, kan vi gøre os håb om, at den ikke overskrides.
Vender vi bare ryggen til Mellemøsten, ender vi med at få ondt i ryggen. Men alt dette forudsaetter en fast europaeisk Iran-strategi og en klar europaeisk mellemøstpolitik, som vi ikke har, samt et taet samarbejde mellem USA og Europa, som ikke findes
Saudi-Arabien er ved at blive grundigt indkredset, og får Iran atombomben, får Saudi-Arabien den også. I forvejen har Israel flere på lager.