Er vi i Vesten bange for supermagten Kina?
Det kommunistiske styre bruger i vid udstraekning indespaerring på psykiatriske afdelinger til at lukke munden på politiske modstandere. Vesten ser mere eller mindre passivt til.
Der gik temmelig lang tid, før det blev erkendt. Dele af den danske venstrefløj var som bekendt ikke saerlig kritisk over for Sovjetunionen. De mange rygter fra 1960’erne og 1970’erne om sovjetisk misbrug af psykiatri for at bekaempe politiske afvigere slog ikke rigtig igennem i den danske debat.
Men omsider i 1982 kom Dansk Psykiatrisk Selskab til den konklusion, at »Mennesker, som anklages for antisovjetiske synspunkter, bliver undersøgt af psykiatere og erklaeret psykisk syge … Det må konkluderes, at der ikke kan vaere tvivl om, at psykiatri bruges i politisk øjemed på en systematisk måde.« Dette ifølge en kronik i JP 12/12 2005 af museumsmedarbejder, cand.paed. Benno Jensen. Det kan tilføjes, at allerede i 1950’erne blev nogle psykiatere i Sovjetunionen betegnet som Gulag-systemets medicinske arm.
I dag må man spørge: Hvor mange oplysninger skal der komme ud fra det kommunistiske Kina om dissidenter, der faengsles i psykiatriske hospitaler, før der fra vestlig side kraeves en åben, omfattende og uvildig undersøgelse til kortlaegning af kinesisk adfaerd? Det drejer sig om det enkle tema: Er det korrekt, at det kinesiske magtapparat i nutiden bruger samme uhyggelige metoder som i sin tid blev bragt til anvendelse i Sovjetunionen? Nu dog også med økonomiske motiver.
Den italienske hjemmeside ”Bitter Winter”, der i årevis har søgt at kortlaegge forholdene for religiøs frihed og menneskerettigheder i Kina, bragte i begyndelsen af december nogle iøjnefaldende oplysninger. De peger på, at ansatte i det kinesiske sikkerhedsapparat ud fra økonomiske motiver får besvaerlige personer anbragt i institutioner for psykisk syge mennesker.
Det går bl.a. ud på, at en entreprenør, som ikke kan overtale folk til at godkende, at deres huse bliver revet ned for at skaffe plads til noget nyt for en pris på omkring 600.000 renminbi (RMB) svarende 500.000 kr., kan få en genstridig ejer anbragt i et psykiatrisk hospital i en toårig periode.
Bitter Winter (BW) har sine oplysninger fra en ansat i det offentlige sikkerhedssystem i Shandongprovinsen i det østlige Kina. Den pågaeldende står af gode grunde ikke frem med sit rigtige navn. Det har ifølge BW i årevis vaeret kendt, at politiske afvigere, heriblandt offentlig ansatte, der afslører uheldige forhold (såkaldte whistleblowers), og andre samvittighedsfanger, under den lokale betegnelse ”politiske vanvittige”, er blevet spaerret inde i Kinas såkaldte Ankang-sygehuse. Her er de bag lås og slå, og deres skaebne er bestemt af ministeriet for offentlig sikkerhed.
Det nye i situationen er, at såvel politi som institutioner kan tjene nogle nemme penge og slippe af med besvaerlige personer. Også private psykiatriske institutioner bliver anvendt til indespaerring af uskyldige personer.
Kina fører sig frem som en beundringsvaerdig supermagt. Bag facaden gemmer sig en virkelighed, som betyder, at fundamentale menneskerettigheder kraenkes igen og igen. Er vi i Vesten bange for denne supermagt, siden debatten om dens adfaerd er så spagfaerdig? Hvis det er tilfaeldet, så er det kinesiske diktatur på vej til at vinde, og det FN-definerede vaerdisystem, som vi betragter som selvindlysende for det enkelte menneskes frihed, er på vej til at tabe. Det er i denne sammenhaeng nyttigt at taenke på, hvordan Nobels fredspris-modtageren, nu afdøde, Elie Wiesel udtrykte sig. Der kan vaere tider, hvor vi er magtesløse til at forebygge uretfaerdigheder. »Men der bør aldrig gives en tid, hvor vi ikke protesterer.«
I vore lande må vi forholde sig mere aktivt til de oplysninger, der kommer ud fra menneskerettighedsforkaempere i Kina. Om Tibet, om Xinjiang og om psykiatrisk misbrug. Der er brug for en åben debat, hvor vi ikke viser frygtsomhed over for magthaverne i Beijing.