For mange er for ligeglade: Demokratiet knager

Det er bekymrende, at under 4 pct. af danskerne er medlem af et parti. Det lave engagement, kombineret med lav tillid til de folkevalgte, er med til at udfordre vores samfund. Demokratikommissionen giver i en ny betaenkning en raekke svar på udfordringern

Uden for Danmarks graenser ser vi tydeligst, at demokratiet står i en brydningstid. Målt på regelmaessige og frie valg, frie medier, retsstatsprincipper og mindretalsrettigheder er der flere lande, som bliver mindre demokratiske, end der er lande, som bliver mere demokratiske. Det gaelder også i lande taet på os, f.eks. Polen og Ungarn. Her er der sket alvorlige tilbageslag for demokratiet, som bør give dybe panderynker hos enhver demokrat.

Jeg tror også, at mange danskere ser mod Storbritannien og USA. Måske anerkender de nok, at der er tale om demokratier, men ser med bekymring på den ekstreme polarisering og hadefulde tone, der praeger debatten.

Men også i Danmark er der grund til at vaere på vagt. For selvom vi ser en stor opbakning til demokratiet som styreform, bl.a. gennem en høj valgdeltagelse, er der en raekke bekymrende tendenser.

Dem bør vi tage staerkt alvorligt. Det står klart for mig, at der er revner i fundamentet på vores demokrati i Danmark, som vi skal reagere på nu. Vi skal udvise rettidig omhu. Det gaelder saerligt tre centrale aktører i vores folkestyre: partierne, medierne og civilsamfundet.

En central aktør i det repraesentative demokrati er de politiske partier, som har til opgave at udvikle politik, opstille kandidater og udbrede kendskabet til disse, så borgerne kan saette kryds på oplyst grundlag. Gerne skal der vaere mange kompetente og engagerede kandidater at vaelge imellem.

Men faerre og faerre danskere engagerer sig i partierne. Det er nu under 4 pct. af vaelgerne, som er medlem af et politisk parti. Det er dybt problematisk, fordi det betyder, at en vaesentlig politisk magt er centreret på for få haender, og mangfoldigheden i partierne bliver mindre.

Det er et paradoks, at vi samtidig med at vaere taet på verdensmestre i at stemme ikke stoler ret meget på de politikere, vi vaelger.

Partierne skal jo vaere broen mellem borgerne og de folkevalgte, men denne forbindelse er tilsyneladende ved at smuldre helt, sådan som tilliden er faldet. Vaelgernes tillid til politikerne faldt fra 34 pct. i 2001 til 4 pct. i 2015 for dog at stige til 15 pct. sidste år.

I Demokratikommissionen anbefaler vi derfor bl.a. at styrke vilkårene for det lokale arbejde i partierne. Det er vigtigt, at partierne ikke blive rene kampagnemaskiner, men også er politiske vaerksteder, hvori nye politiske idéer udvikles af almindelige borgere, og hvorfra dygtige kandidater fra alle dele af samfundet kan rekrutteres. Én mulighed kunne vaere at gentaenke eller udvide partistøtte-modellen, så den i højere grad fokuserer på at honorere lokale medlemsaktiviteter. Det står i kontrast til vores nuvaerende model, hvor partistøtten alene tildeles på baggrund af partiernes stemmetal.

Samtidig er der dog også behov for at udbrede kendskabet til indholdet af et partipolitisk engagement. Alt for mange borgere har svaert ved at identificere sig med et partimedlemskab og føler, at de skal vaere fuldstaendigt enige i hele partiprogrammet.

Derfor engagerer de sig måske i stedet i de enkeltsager, som optager netop dem. Men uanset den berettigede og uberettigede kritik er partierne nu engang en hjørnesten i folkestyret. Det er så vigtigt, at borgerne igen ser dem som en meningsfuld platform for deltagelse i demokratiet.

En anden central demokratiaktør, som er blevet staerkt udfordret, er medierne. Hvor vi tidligere i Danmark havde en offentlig debat, som blev faciliteret af de professionelle medier med faktatjek og debatredaktører, som sorterede i de mest perfide indlaeg, er denne samtale nu flyttet ind i den digitale sfaere. Og her har den demokratiske samtale det mildt sagt sløjt.

I kommentarsporene på Facebook ser vi ofte, at debatkulturen er benhård og praeget af mudderkast, tilsvininger og i vaerste fald chikane – både borgerne imellem og direkte mod magthaverne i vores samfund.

Det er tydeligt, at denne digitale debatkultur har en afskraekkende effekt for danskernes villighed til at ytre sig om politik. Faktisk er det nu mere end halvdelen af danskerne, som siger, at de afholder sig fra at dele deres holdninger online netop på grund af tonen. Det gaelder saerligt unge, men vi har også set eksempler på voksne professionelle politikere, som står frem og fortaeller om selvcensur af frygt for reaktionen online.

Det aendrede mediebillede, som grundlaeggende har styrket de sociale medieplatforme og svaekket de fleste publicistiske medier ved at flytte annonceomsaetninger fra sidste- til førstnaevnte, er dårligt for vores faelles demokratiske samtale. Den rådne digitale debatkultur er med til at gøre prisen for en deltagelse i debat for høj for de fleste.

Det forvaerres af ekkokammerdannelse online samt den øgede mulighed for at sprede falske nyheder eller misinformation uden faktatjek.

Vi har laenge vaeret opmaerksomme på denne problemstilling i

DUF, men det glaeder os, at der også i Demokratikommissionen har vaeret bred enighed om, at dette er et demokratisk problem, som kraever handling nu. Kommissionen anbefaler derfor bl.a. en national handlingsplan for demokratisk dannelse, som skal klaede borgerne bedre på til at kunne adskille fakta fra fiktion på nettet og at navigere i en digital debat, hvor man ikke fysisk kan se eller høre hinanden.

Det er altafgørende for demokratiet, at vi kan ytre os frit, og det er i den digitale sfaere, at den kamp først og fremmest skal stå i disse år.

Det er et paradoks, at vi samtidig med at vaere taet på verdensmestre i at stemme ikke stoler ret meget på de politikere, vi vaelger.

Endelig vil jeg som formand for en stor paraplyorganisation i civilsamfundet også gerne fremhaeve behovet for, at foreningerne tager et større ansvar for demokratiet. Jeg tror inderligt på, at kimen til at bevare et staerkt demokrati findes i det frivillige foreningsliv. Det er her, borgerne får demokratiske kvalifikationer ind under huden.

Her mødes vi på tvaers af forskelligheder og laerer at lytte til andre, tale for en sag og vaere uenige sammen. Det er disse demokratiske muskler, som bliver traenet hver dag i foreningslivet og skaber staerke demokrater.

Derfor er det også problematisk, at danskere med korte uddannelser samt nydanskere i mindre grad end den øvrige befolkning er en del af foreningsfaellesskaberne. Demokratikommissionen anbefaler bl.a. et fritidspas eller økonomisk tilskud for udsatte grupper til at deltage i civilsamfundet. For det bør ikke vaere økonomiske forudsaetninger, som afgør, om man kan vaere en del af en spejderforening eller håndboldklub. En del af resterne fra satspuljen går til at udbrede fritidspas, men det er naeppe nok. Vi må samtidig se indad i foreningslivet og få flere underrepraesenterede grupper med ind i faellesskaberne. Det bliver en kraftanstrengelse, men er en demokratisk nødvendighed.

Med Demokratikommissionens betaenkning, der udkommer i dag, den 22. januar, kommer vi med en grundig analyse af demokratiets tilstand og en raekke bud på, hvordan vi kan styrke demokratiet herhjemme, som vi gerne vil diskutere med andre. Men det rigtige arbejde begynder også først nu. Det har vaeret unikt, at politikere, forskere og repraesentanter fra medier og civilsamfund har siddet i samme rum og diskuteret demokratiets udfordringer. Det skal vi brygge videre på, og nu skal ord blive til handling, uanset om det er via lovgivning, eller at vi som aktører selv handler.