De har vaeret glade for EU i 47 år – nu vil de kaempe videre for britisk tilknytning til Europa
Få dage før briterne forlader EU, naegter brexit-modstandere i Suffolk at opgive kampen.
Når klokken slår 23 den 31. januar vil Richard Hare traekke dynen op over hovedet hjemme i Woodbridge. Og håbe, at det hele går vaek. I den lille by nogle få kilometer nord for Ipswich, i Suffolk, har Jyllands-Posten sat en lille gruppe brexit-modstandere staevne. De har i mere end tre år kaempet for, at Storbritannien forbliver i EU, men med denne måneds udgang er kampen i første omgang tabt.
Udover Richard Hare møder vi Roger og Jaqueline Bridgeman samt Colin Hopkins.
De er alle pensionister, og de har alle en alder, hvor de husker dengang tilbage i 1972, da det blev vedtaget, at Storbritannien den 1. januar 1973 – på samme dato som Irland og Danmark i øvrigt – skulle tilslutte sig det europaeiske faellesmarked.
Dengang var økonomien på de britiske øer dårlig. Den 20. januar 1972 var 1.023.583 briter arbejdsløse – det var ifølge BBC det højeste antal siden 1930’erne.
»Vi var Europas syge dreng,« siger Richard Hare.
Medicinen var de enige om.
»Det var tilslutningen til Europa, der reddede os. Det har givet os så meget i forhold til vores udvikling, og det har givet os så meget i vores produktionsvirksomheder, job, penge, sikkerhed på arbejdsmarkedet. Men det har folk desvaerre ikke forstået,« siger Richard Hare.
Han suppleres af Colin Hopkins:
»Når man ikke med det blotte øje kan se, at EU har stor betydning for Storbritannien, så aner folk det ikke. Om få dage ser folk, at Storbritannien ikke er det maegtige land, det var engang ,« siger han.
De uddyber, at EU i deres øjne har givet borgerne i Storbritannien forbrugerbeskyttelse, miljøbeskyttelse og lønmodtagerbeskyttelse, og at landet tjener gode penge på handel med EU – både i produktionssektoren og i service- og finanssektoren. Det er nok den største frustration for dem, at deres medborgere »ikke ved, at EU har en god indflydelse mange steder i det britiske samfund«.
Glade for Europa
Colin Hopkins analyse er, at EU-tilhaengerne »tabte slaget, tabte fortaellingen, da EUmodstanderne fandt på sloganet: take back control,« altså at briterne skulle have kontrollen over deres eget land og lovgivning.
»Det er et kulturelt spørgsmål. Vi stemmer ikke med hovedet, men i høj grad fordi der i vores kultur og sprog og historie ligger, at vi er gode nok til at klare os selv,« siger han.
De har altid vaeret begejstrede for Europa, og det var naturligt, at de som unge men
nesker i 20-års-alderen var glade, da briterne blev optaget i det europaeiske faellesskab.
»Jeg føler mig først som europaeer, så brite, så englaender,« siger Richard Hare.
De fire pensionister er en del af The Suffolk EU Alliance – en tvaerpolitisk gruppe, der lokalt har kaempet for, at briterne forbliver i det europaeiske faellesskab.
De har vaeret i gang siden folkeafstemningen om brexit for over tre år siden. De har stået på gaderne, til møder og skrevet i aviserne i forsøget på at overbevise deres medborgere om, at det er en dårlig idé at sige farvel til EU.
De bor i et område, som de seneste mange år har stemt konservativt, og ved folkeafstemningen om brexit i 2016 stemte 53 pct. af ca. 70.000 vaelgere for at forlade EU. Valgkredsen taeller bl.a. Storbritanniens travleste containerhavn i Felixstowe, der samtidig er en af de største af sin slags i Europa og den største arbejdsplads i kredsen. Havnen lever i høj grad af at håndtere gods til og fra EU. Det er også et område, hvor der bor og arbejder mange ikkebritiske EU-borgere, og hvor landbruget har brug for arbejdskraft udefra.
Nej til tyskerne
Under deres kamp for at blive i EU har de hørt mange argumenter for brexit.
Et af dem, der har gjort indtryk, er, at folk synes, at man som borger i Storbritannien i hvert fald ikke skal lade sig styre af tyskerne – det var ikke det, man kaempede for under Anden Verdenskrig, har det bl.a. lydt.
»Jeg har hørt rigtigt meget antitysk ude på gaden. Der er en del, hvor det stadig ligger i dem, at tyskerne vil os det onde,« siger Roger Bridgeman, der suppleres af hustruen Jaqueline Bridgeman:
»Man hører argumentet om, at ”min far kaempede ikke i krigen for nogle år efter at blive sat på plads og lade sig styre af Tyskland”.«
Men, siger Richard Hare, hvis svigerfar var australsk pilot, der tog til Europa for at kaempe mod nazisterne:
»Det, folk så ikke forstår, er, at vi ikke vandt nogle af verdenskrigene. Vi var med. Men i f.eks. Anden Verdenskrig var det jo USA og Sovjetunionen, og så var vi en del af det sammen med en raekke andre nationer i verden.«
Som bekendt har de britiske politikere diskuteret skilsmissen fra EU. Parlamentet har siden 2017 vaeret skruet sådan sammen, at hver gang, regeringen mente, at den havde en EU-aftale, blev den ikke vedtaget eller sendt til hjørne. Men for godt en måned siden, den 12. december 2019, fik brexittilhaengeren, den konservative premierminister Boris Johnson, så solidt et flertal i Underhuset, at brexit nu bliver en realitet. Det sker den 31. januar kl. 23 britisk tid, ved midnat Bruxelles-tid.
Colin Hopkins mener, at tilgangen til brexit fra politikernes side har vaeret umoden. Han synes bl.a., at den måde, hvorpå man i hele processen har talt om tilhaengere og modstandere både før og efter folkeafstemningen, har vaeret problematisk og har vaeret med til at dele landet.
»Man hører om, hvad vi gjorde under krigen. Man hører ord om, at nu kapitulerer vi – og modstanderne er nogle forraedere.
Det er en retorik, som ikke er saerligt befordrende for landet,« mener Colin Hopkins.
Krigsveteraner fra Anden Verdenskrig har da også vaeret hevet frem i debatten, siden folkeafstemningen blev udskrevet. Nogle har vaeret for brexit, andre imod brexit – uanset standpunkt har de argumenteret med, at det var netop det, »briterne kaempede for under krigen«.
De unge stemmer
De fire pensionister i Suffolk er bekymrede for splittelsen i samfundet, som man har set under brexit-diskussionerne, og de er bekymrede for, hvilken indflydelse brexit får for ungdommen.
To af de unge er den 19-årige Em Taylor og den 18-årige Joel Wood, der begge laeser på University of Westminster i London. Em Taylor stammer fra Stockton-on-Tees, en by i et mineområde taet på Middlesbrough i det nordøstlige England. De hader tanken om brexit.
»Vi lukker os mod Europa, og vi lukker os mod verden og bliver bare os selv. Der er mange unge, der ikke vil brexit, og det er os, der skal baere landet fremover,« siger Em Taylor, mens Joel Wood fortaeller, at han på valgdagen i december var syg, men alligevel tog hen for at stemme. Da han vågnede naeste morgen kunne han naesten ikke tro på valgresultatet, der jo betød et stort flertal til de konservative og et brexit lige om hjørnet.
»Det er ret skraemmende, fordi det stadig er så uklart, hvad der kommer til at ske. Nu får Storbritannien mere magt selv, men vi er ikke historisk kendte for at vaere gode til at håndtere den magt. Og om 10, 20 eller 100 år, når historien skal skrives, vil mange spørge: Hvorfor i alverden gjorde I det her,« siger Joel Wood.
Stormøde i London
Selv om den proeuropaeiske Suffolk-alliance anerkender både resultatet ved folkeafstemningen og ved parlamentsvalget, er der stadig meget at kaempe for. Det er de fire enige om.
Ved et møde tidligere i januar mødte 65 mennesker op, så de har besluttet sig for ikke at opgive kampen helt. Nu kommer det til at handle om, at briterne får den bedste handelsaftale med EU som muligt, at regeringen ikke glemmer miljøområdet, fødevaresikkerheden og lønmodtagere, forklarer de.
Folkene fra Suffolk er ikke alene. Flere af de lokale brexit-grupper har bebudet, at de vil fortsaette arbejdet for at påvirke politikerne til at gøre brexit så »skånsomt som muligt«.
Lørdag er der således indkaldt til stormøde i London, hvor organisationen Graesrødder for Europa mødes, hvor det forventes, at flere hundrede lokale grupper møder op for at diskutere, hvad man skal gøre fremover – og hvordan. De store antibrexitbevaegelser Best for Britain og The European Movement eksisterer fortsat og er med til at arrangere konferencen.
Tilbage i Woodbridge har aegteparret Bridgeman ikke taenkt sig at laegge sig i sengen med dynen over hovedet den 31. januar. De vil i stedet markere aftenen – som mange andre EU-tilhaengere også har bebudet – ved at saette EU-flaget i vinduerne, taende stearinlys og synge.