»Vores plader straekker sig over fem årtier nu«

Den britiske popduo Pet Shop Boys får et travlt år. Fredag udkommer ”Hotspot” – karrierens 14. studiealbum – og derefter venter en omfattende verdensturné. Jyllands-Posten hjaelper sanger og sangskriver Neil Tennant med at vaelge sangene til koncerten i V

»How are you?« udbryder Neil Tennant over telefonen fra London.

Neil Tennant er i godt humør. Det er journalisten også. Kan man vaere andet, når man gennem de foregående dage har lyttet sig igennem samtlige 14 album fra Pet Shop Boys. For fornøjelsens skyld, naturligvis, men også for at kunne sammensaette en liste over sange, som Pet Shop Boys meget gerne må spille under koncerten i Viborg i juni.

»Imponerende,« udbryder Neil Tennant ved udsigten til listen.

»Jeg er lige blevet gjort opmaerksom på, at vores plader straekker sig over fem årtier nu. Det er en skraemmende tanke.«

1. ”Love Comes Quickly”

Denne single ramte hitlisterne kort inden udgivelsen af debutpladen ”Please” (1986).

»Det er en af mine personlige favoritter,« siger Neil Tennant, som har laert at leve med, at mange fans står og venter på de helt gamle numre under koncerterne.

»Når man lige har udgivet en ny plade, føler man sig meget knyttet til de nye sange og ønsker naturligvis at spille dem live, men man kan ikke forvente, at de alle får lige stor gennemslagskraft hos publikum.«

2. ”An Open Mind”

Vi må hellere tage en af de nye. Nej, ”An Open Mind” figurerer ikke på duoens aktuelle, 14. studiealbum ”Hotspot”, men som bonusnummer på cd-udgaven af albummets førstesingle ”Dreamland”.

»Mange har spurgt, hvorfor ”An Open Mind” ikke er med på pladen. Ja, det er et godt nummer, men det er meget lyst i lyden og passede ikke ind i den melankolske stemning på ”Hotspot”.

3. ”Do I Have To?”

Pet Shop Boys har altid sat en aere i at gemme holdbare sange til b-siderne af deres single. Denne enkle ballade figurerede som bagsiden af duoens svaert succesfulde fortolkning af Elvis-klassikeren ”Always On My Mind” (1987).

»Det er en smuk sang,« siger Neil Tennant. »Ja, jeg ønsker naturligvis at udgive sange, som alle hører, men der er også noget fint ved at indspille numre, som mest er for os selv og vores største fans.«

4. ”What Have I Done To Deserve This?”

Pet Shop Boys nød stor succes med denne single, der blev indspillet som duet med soulsangerinden Dusty Springfield til duoens andet album, ”Actually” (1987).

Er det sandt, at EMI ville have Tina Turner med på sangen?

»Ja, Tina Turner eller Sade, og i USA sagde de, at de kunne få fat i Barbra Streisand med det samme. Men vi ville have Dusty Springfield med på ”What Have I Done To Deserve This?”, og sådan blev det. Det er det fine ved Pet Shop Boys – vi har altid fået vores vilje. Vi fik Dusty Springfield tilbage i rampelyset, og det er jeg virkelig stolt af.«

Jeg var ikke klar over, at Bono havde humor, indtil han blev bedt om at kommentere jeres version af U2-sangen ”Where The Streets Have No Name” og svarede: »What Have I Done To Deserve This?«

Neil Tennant bliver stille. Et øjeblik frygter journalisten, at telefonforbindelsen til London er røget.

»Ja,« siger han så.

»Og hvis man studerer musikhistorien, så begyndte U2 derefter at bruge ironi og humor i deres udtryk. De tog endda til Berlin og indspillede et delvist elektronisk album (”Achtung, Baby” (1991), red.). Alt sammen takket vaere Pet Shop Boys, naturligvis.«

5. ”I Want A Dog”

Humoren spiller en vaesentlig rolle på nummeret ”I Want A Dog” – et højdepunkt på albummet ”Introspective” (1988):

I want a dog

A chihuahua

When I get back to my small flat I want to hear somebody bark Oh, you can get lonely

Don’t want a cat

Scratching its claws all over my Habitat

Giving no love and getting fat

Men Neil Tennant er ikke selv hundeejer. »Teksten bygger – som det er tilfaeldet i mange af vores andre sange – på en samtale. En ven fortalte mig, at han ville have en hund, og det skulle vaere en chihuahua, da han boede i en meget lille lejlighed. Jeg taenkte: Det der går direkte ind i en sang med Pet Shop Boys.«

6. ”Can You Forgive her?”

Det er bemaerkelsesvaerdigt, at den homoseksuelle Neil Tennant – ikke blot på denne singleforløber for albummet ”Very” (1993), men på en raekke øvrige sange – beskriver kvinders latterliggørelse af deres maend.

»Jeg kan ikke komme i tanke om andre numre, der behandler det tema,« protesterer Neil Tennant.

”Casanova in Hell”.

»Aaahh,« udbryder Neil Tennant og replicerer teksten fra nummeret:

Her sharp suggestion he couldn’t get an erection came as a shock he finds himself a laughing stock

»Jeg har aldrig taenkt på det på den måde, men jo, der er et sammenfald. Jeg kan lide at skrive tekster om parforholdet og ikke mindst problematikkerne i parforholdet. Og så giver det mig chancen for at bruge ord som ”erection”. Faktisk var der en linje mere i sangen: ”It’s his ageing fate to masturbate”. Men det blev for meget, så jeg tog den ud.«

Så vender Neil Tennant tilbage til ”Can

You Forgive Her?”:

She’s made you some kind of laughing stock

because you dance to disco and you don’t like rock

»Jeg er meget tilfreds med den tekstlinje. Det er en sang om en mand, hvis kaereste mistaenker ham for at vaere homoseksuel.«

7. ”Burning the Heather”

Apropos trangen til disco frem for rockmusik: »Hvad har rockmusikken givet os siden Jimi Hendrix?« spurgte du en journalist fra det engelske musikblad NME (New Musical Express) i 1989, men siden har Pet Shop Boys – ved flere lejligheder – arbejdet sammen med rockguitaristen Johnny Marr fra hedengangne The Smiths, og på den nye single ”Burning the Heather” medvirker Bernard Butler, tidligere guitarist i Suede. Du har laert at holde af rockmusikken?

»Jeg sagde til Noel Gallagher (guitarist i det nu opløste familieforetagende Oasis, red.) forleden, at hvis jeg skulle begynde forfra, så ville jeg dyrke rocken. Der er jo ingen andre, der gør det. Der er et kaempe hul i markedet. Der er ikke kommet noget interessant ud af rockmusikken, siden The White Stripes kom frem, og det er altså 20 år siden.«

Så det naeste udspil fra Pet Shop Boys bliver en ren rockplade?

»Nej, det kan vi ikke i Pet Shop Boys.«

8. ”The Pop Kids”

Min søn var to år gammel, da denne single udkom i 2016, og igennem det følgende år insisterede han på at høre den i bilen hver dag. Ikke engang foraeldrene blev traette af den. Hvad er opskriften på en langtidsholdbar, catchy popsang?

»Det handler i vid udstraekning om held. Vi var heldige med det omkvaed,« siger Neil Tennant, som mener, at den gode popsang først går i hjertet, inden den bevaeger sig videre til hjernen og så tilbage til hjertet igen.

Du er 65. Er du stadig et pop kid? »Naturligvis.«

9. ”I’m With Stupid”

Men Pet Shop Boys kan også blive politiske. Albummet ”Actually” (1987) behandler en raekke problematikker under davaerende premierminister Margaret Thatcher, og på førstesinglen ”I’m With Stupid” fra albummet ”Fundamental” (2006) angreb popduoen davaerende premierminister Tony Blair og hans samarbejde med George W. Bush:

See you on the TV

Call you every day

Fly across the ocean

Just to let you get your way No one understands me Where I’m coming from

Why would I be with someone who’s obviously so dumb?

Hvornår kommer jeres Brexit-album?

også tilfaeldet ved de foreløbigt to besøg på Roskilde Festival i 2002 og 2009.

»Første gang jeg overhovedet satte fod på en festival, optrådte jeg på den største scene på Roskilde Festival. Vi havde naturligvis hvide jakkesaet på, og der var så meget mudder, at vi måtte binde plasticposer om tøjet for at nå frem uden at blive beskidte. På vej op ad trappen til scenen, spurgte Chris mig, hvad jeg havde taenkt mig at gøre – vi havde jo aldrig spillet på en festival før. Jeg svarede, at det anede jeg ikke. Jeg var ved at skide i bukserne af skraek. Jeg hørte mig selv råbe ”godaften, Roskilde” – måske lidt af en rockkliché. Det er altid angstprovokerende at spille festivaler, for kommer nogen for at høre os, eller venter de bare på Red Hot Chili Peppers? Noget andet, der kan gøre mig nervøs, er teknikken. Jeg hader, når noget går galt. Jeg bliver helt tør i munden, og der går typisk tre sange, før jeg er tilbage på sporet.«

Du havde aldrig besøgt en festival som almindelig gaest – ligget i telt på campingpladsen?

»Åh gud, nej,« udbryder Neil Tennant. »Da vi havde spillet på Glastonbury, sov Chris i en autocamper i VIP-området, mens jeg var indkvarteret på et hotel.«

Neil Tennant holder en kort taenkepause. »Jo, jeg taenker, at jeg kunne overleve i en autocamper. Jeg skal overveje det.«

Siden festivaldebuten i Roskilde har Pet Shop Boys givet store koncerter på den engelske festival Glastonbury og i Hyde Park i London. Popduoen var ikke ligefrem vellidt blandt de hjemlige anmeldere i 1980’erne, men det har tilsyneladende aendret sig.

»At vi har overlevet, det er i sig selv respektindgydende,« siger Neil Tennant.

»Er det ikke sådan, at når noget rives ud af den umiddelbare samtid, så kan det vaere nemmere at se kvaliteten i det? Tag bare Abba. Gruppen blev opfattet som det vaerste skrald i 1970’erne, men det aendrede sig. Det samme med os. Vi blev opfattet som et boyband i 1980’erne og blev markedsført sådan. Isaer i Europa.«

Den halve time, der er afsat til interviewet, er ved at vaere gået.

Kan du love, at vi kommer til at høre alle de numre, vi har talt om i dag, når Pet Shop Boys rammer Viborg i juni?

»Jeg kan love, at vi ikke kommer til at spille dem alle. Det er også en form for løfte.«