PET SHOP BOYS
Engelsk popduo dannet 1981 i London af Neil Francis Tennant (født 10. juli 1954) og Christopher Sean Lowe (født 4. oktober 1959). Neil Tennant studerede historie og arbejdede som musikjournalist på Smash Hits, inden han slog sig på pop sammen med den arkitektstuderende Chris Lowe. De mødte hinanden i en elektronikforretning på King’s Road i London. De faldt i snak om synthesizere og dannede kort efter duoen West End. ”West End Girls” blev et klubhit i USA i 1984 og ramte resten af verden året efter. Siden er det blevet til mere end 50 mio. solgte plader.
”Please” (1986), ”Actually” (1987), ”Introspective” (1988), ”Behaviour” (1990), ”Very” (1993), ”Bilingual” (1996), ”Nightlife” (1999), ”Release” (2002), ”Fundamental”
(2006), ”Yes” (2009), ”Elysium” (2012), ”Electric” (2013), ”Super” (2016) og ”Hotspot” (2020).
Pet Shop Boys praesenterer i naermeste fremtid deres Greatest Hits Tour, som rammer Paradepladsen i Viborg den 21. juni.
Studiealbum
I første scene af ”De saerlige” bliver vi smidt direkte ind i en jagt på en ung pige i Paris’ gader, og man ser sig selv i endnu en kriminalfilm. Men billedet aendrer sig hurtigt, og det står klart, at vi er et marginalt sted i socialforsorgen, hvor filmens to hovedpersoner tager sig af autister. Altså de svaert belastede af slagsen, der kan vaere uforudsigelige og til tider voldelige.
Reda Kateb har vi set som hovedpersonen i ”Django” om guitaristen Django Reinhardt og som gangster i ”Profeten”. Her spiller han en god fyr og chauffør med hjertet på rette sted ved siden af en Vincent Cassel, der har skruet ned for sin filmstjernecharme og op for sin venligbo i rollen som leder af Retfaerdighedens Stemme, et hjem for autister.
Vincent Cassels godhjertede leder har et fast motto uanset udfordringer, der lyder: ”Jeg finder en løsning.” Det er de godt traette af i socialministeriet, fordi han ikke arbejder efter systemets rubriceringer, men konsekvent tager for mange ind på sit bosted og ansaetter hjaelpere med diverse fejl og mangler. Mennesker, som han bare gerne vil hjaelpe til at få et bedre liv.
Langt de fleste situationer i ”De saerlige” ånder og lever dejligt frit, men da de har gjort det i en times tid, virker det, som om Toledano og Nakache alligevel tvivler lidt på deres materiale. Derfor vaelger de et par lidt for yderlige dramatiske momenter, af frygt for at publikum ikke skulle blive haengende.
Det havde de ikke behøvet. De angler ikke alt for tydeligt og ublu efter vores sympati, men man har alligevel fornemmelsen af at smage lidt for meget sødsuppe og klaebrig sentimentalitet, inden filmen tager sig sammen til at afslutte.
Vi er der naesten
Selv om den dramatiske opbygning lader noget tilbage at ønske, har instruktørerne på bemaerkelsesvaerdig vis fået autister med på rollelisten. Mest bemaerkelsesvaerdigt Benjamin Lesieur, der spiller Joseph. En fyr, der elsker at se gamle reklamer for vaskemaskiner derhjemme, men som har det noget svaerere med arbejdet, da han kommer i en slags jobtilbud. For det første har han for stor opmaerksomhed på en af de kvindelige ansatte, og for det andet kan han ikke lade vaere med at give nødalarmen i metroen på vejen en ordentlig en på hatten.
Hans motto i virkeligheden lyder på fransk ”on est pas loin”, der kan oversaettes til ”vi er der naesten”, og det er kommet med i filmen med sin håbefulde klang. Vidste man ikke bedre, kunne han gå for at vaere professionel skuespiller.
”De saerlige” er en slags autisternes ”Billy Elliot” med en noget mindre happy end. Det er en film om autister til de pårørende, og den er samtidig en ode til ildsjaele i socialt arbejde. Er der plads til den slags som fiktionsfilm i biografen? Et stort ja til det spørgsmål. Også selv om vi må traekkes med lidt sødsuppe undervejs i den velsmagende feel good-menu.
JACOB WENDT JENSEN