Asylpolitikken som cirkusnummer
Det var et af Socialdemokratiets tungeste valgløfter: Det skal ikke laengere vaere muligt at søge asyl på dansk jord; det skal foregå i modtagecentre uden for EU, f.eks. i Nordafrika. Fremstødet var en del af et overordnet løfte om en strammere udlaendingepolitik. Men nu må integrationsminister Mattias Tesfaye erkende, at regeringen end ikke er i dialog med andre lande om etableringen af et sådant center.
Det vil vaere synd at sige, at verden bliver slået af forbavselse og forundring over denne melding. Hvem har nogensinde troet på, at det kunne lade sig gøre? Hvem troede nogensinde på, at Tesfayes forgaenger, Inger Støjberg, kunne komme igennem med en tilsvarende plan, selv om hun allierede sig med sin østrigske kollega?
25 års fejlslagen udlaendingepolitik er brolagt med løfter, luftige hensigtserklaeringer og letkøbte markeringer. Snart skal udlaendingepolitikken vaere »fast og fair« (Lars Løkke Rasmussen), snart skal den vaere »retfaerdig og realistisk« (Mette Frederiksen). Man vinder valg på den måde, og bagefter kan meget vaere ligegyldigt. Lars Løkke lovede en såkaldt »straksopbremsning«, selv om alle naturligvis vidste, at alene Danmarks tilslutning til diverse konventioner og internationale regelsaet traekker klare graenser for virkelysten. Sådan er det hele vejen igennem. Det er nemt at melde hårdt ud, når valget naermer sig. Det er langt svaerere at følge konkret op efter valget. Hvordan går det lige med det staerkere fokus på at hjemsende afviste eller kriminelle asylsøgere, som skiftende regeringer har stillet i udsigt?
Det er naesten demonstrativt tydeligt, at Socialdemokratiet for enhver pris ønsker at lukke udlaendingespørgsmålet, der har kostet partiet så dyrt, helt ned. Reelt overhaler S for tiden Dansk Folkeparti indenom. En slags kulmination kom forleden, da statsministeren fra Folketingets talerstol meddelte, at Pia Kjaersgaard havde haft ret hele vejen siden årtusindeskiftet, mens hun, Mette Frederiksen, havde taget fejl. Tydeligere kan partiets kursskifte, siden Poul Nyrup Rasmussen ramte bunden med sit diktum - »Stuerene, det bliver I aldrig« – ikke skaeres ud.
Frederiksen nyder også godt af, at de borgerliges trovaerdighed er slidt ned – efter alt for mange oppustede løfter og alt for lidt konkret handling. Forleden kom det frem, at der opholder sig op mod 100.000 flere ikkevestlige indvandrere i landet end antaget. De må jo fortrinsvis vaere kommet, mens borgerlige regeringer var ved magten, og Dansk Folkeparti i øvrigt havde fuld kontrol over dem. Den store konsensus på udlaendingeområdet skyldes også, at de regeringsbaerende partier ikke har meget at lade hinanden høre. De har på skift lovet meget og udført langt mindre. Her ligger også årsagen til, at de borgerlige ikke tager hårdere fat på de socialdemokratiske lempelser, der faktisk har fundet sted siden magtskiftet. Man skal simpelthen ikke have for meget klinket. Man kunne jo risikere selv at få ansvaret igen.
Udlaendingepolitikken er ikke laengere det store afgørende emne i dansk politik. 25 års hård ideologisk vaerdikamp er stille og roligt pakket ned. Det skyldes sandt at sige ikke, at problemerne er blevet mindre eller mere håndtérbare. Det skyldes, at de store partier stiltiende og i faellesskab har erkendt, at der er meget lidt, der kan gøres alene i dansk regi.
Naeste skridt må vaere, at partierne så også viser befolkningen den respekt at undlade at foregøgle, at der kan gøres en masse; bare slagordene er smarte nok. Det ville aerlig talt vaere en lettelse.