Lad os vove et skridt i retning af den europaeiske republik

Et mangeårigt tema er udgået af den europaeiske samtale. Pludselig lades vi i fred for Storbritanniens problemer med sig selv og sine omgivelser. Huset Windsors indre trakasserier kan afskrives som underholdning. Vigtigt er, at englaenderne omsider går deres egne veje, muligvis i haelene på USA. Velsagtens vender Skotland og et forenet Irland tilbage til Europa. De tidligere kolonier taenker europaeisk. Man ved, at sammenhold gør staerk.

Den aftrådte kolonimagt England overvejer at knytte sig til USA, en tidligere koloni. Det virker maerkeligt. Hvor megen kontrol over egne anliggender, englaenderne vil opnå med et sådant arrangement, ved ingen. England har vaeret på tilbagetog – ofte heroisk, sjaeldent elegant – siden Første Verdenskrig. Også USA er i uføre, udmarvet af sine nederlag i Mellemøsten og Afghanistan og senest af rigsretssagen mod den utålelige praesident Trump. Var det 20. århundrede Amerikas århundrede? Måske.

Brexit-forløbet daekkede over andre for Europa vitalt vigtige problemer, blandt dem den russiske krigsførelse i Ukraine, Moldova og Kaukasus, social uro i Frankrig samt det demokratiske forfald i Spanien og Visegrád-landene. Dertil indrettede sortseere jamrer over mørkhudede mennesker på vore gader og isbjørnenes død i de smeltende ismasser. Det bringer os ingen vegne. Vi skal leve konkret i den reelt eksisterende verden, ivaerksaette virkelighedsnaere, måske komplicerede løsninger og beskytte vore alment kendte vaerdier, hvori indgår en anstaendig omgang med ringere stillede medmennesker, som kommer til os udefra.

Hvem det 21. århundrede vil tilhøre, ved vi endnu ikke. Det kan blive Europa. Rusland ligner et taberland, der med sine sidste kraefter driver sig selv i graven – 140 millioner til dels dårligt uddannede mennesker, som for manges vedkommende ikke kender til et borgerligt liv, og som ikke aner, hvordan de skal udnytte deres kolossale naturrigdomme, med det resultat, at disse udnyttes af et selvherligt regime og dets oligarker uden hensyn til almenvellet. Kan Kina vinde? Naeppe.

Det såkaldt kommunistiske parti styrer teknisk dygtigt, men tager fejl politisk, jaevnfør det rebelske

Hongkong og det demokratiske Taiwan. Desuden mangler Kina social dybde. Fødselstallet er for lavt. De gamle bliver aeldre, de unge faerre, en socialstat eksisterer ikke. Krisen traekker op.

Jeg spadserer gennem snesjappet hen over Hoher Markt, en af Wiens mange fine pladser. Her eksercerede Markus Aurelius sine legionaerer for 2.000 år siden. Her skrev den store kejser sine selvbetragtninger. Her søgte han ro og fornuft, praeeuropaeer, individualist og stoiker.

Europas chance er, at Europa trods al sin almindelige tøven saetter individet først. Populister fra Nordsøen til Middelhavet skråler op mod vore friheder. Den taenkende del af samfundet må gerne gøre mere for vor civilisation, der – netop fordi den er liberal og social – har så mange fjender, også i Europa. Vi traenger til en skaerpet bevidsthed om Europas sikkerhed, om vor mangfoldighed, kultur og identitet. Lad os vove et skridt i retning af den europaeiske republik. Blot et enkelt, foranlediget af at unionens største kongerige forlader os med udgangen af måneden. Måtte en europaeisk samtale blomstre i det nye år, frigjort af Englands døde løv, modig og frisindet, samlet om det essentielle. Hvad er det, vi vil? Hvor vi vil hen?

Hvem det 21. århundrede tilhører, kan vi ikke vide. Det skal ikke udelukkes, at Europa bliver den store vinder.