Tanzania er en stabiliserende faktor i en udfordret region

I Danmark betragtes Tanzania ofte som en god, ligesindet partner og mangeårig modtager af dansk udviklingsbistand. Men med Kinas massive tilstedevaerelse i store dele af Afrika i de senere år har Tanzania fået alternativer til det, som vi har at tilbyde.

Kampen om fremtidens verdensorden er i fuld gang. Den uformelle genforhandling af de grundlaeggende rammer for internationalt samarbejde antager mange former og kommer også til udtryk i Tanzania, som vi i Danmark måske oftest taenker på som en god, ligesindet partner og mangeårig modtager af dansk udviklingsbistand.

Tanzania er en stabiliserende faktor i en sikkerhedsmaessigt udfordret region. Tanzania huser 285.000 flygtninge, bidrager markant til fredsbevarende operationer og har formået at holde den ekstreme islamisme fra døren.

Det er Tanzania i stand til på grund af en for regionen høj grad af politisk, økonomisk og social stabilitet og en af de højeste vaekstrater syd for Sahara.

Siden praesident John Pompe Joseph Magufuli blev valgt i 2015, har mange tanzaniere set ham som en staerk leder med robust fokus på udvikling, skatteinddrivelse og bekaempelse af korruption.

Respekten for menneskerettigheder figurerer til gengaeld mindre prominent, og det er han ikke bleg for at erkende. i indre anliggender praesenteres lige så ofte og lige så dygtigt i Tanzania som i FN.

Og sammen med Kina står en raekke andre ikkevestlige lande, der er klar til at investere uden at stille krav om politisk dialog eller grundlaeggende rettigheder.

Hvad betyder det for Danmark? Det betyder, at lande som Tanzania nu har alternativer til det, som vi har at tilbyde. At det ikke er givet, at lande som Tanzania fortsat vil gå demokratiets og menneskerettighedernes vej.

At vi sammen med EU skal arbejde endnu hårdere for at overbevise lande som Tanzania om, at netop demokrati og menneskerettigheder er i deres klare egeninteresse for at sikre baeredygtig og stabil udvikling, bakket op af data fra det afrikanske kontinent, der bekraefter, at demokrati også er godt for vaeksten.

Tiden er for laengst løbet fra, at vi er til stede i lande som Tanzania udelukkende på grund af udviklingssamarbejdet. I dag ser vi udenrigs-, udviklings- og sikkerhedspolitik som en integreret del af samarbejdet, der også omfatter styrkede kommercielle bånd.

Vi skal i et ligevaerdigt partnerskab stå sammen ikke alene om Tanzanias udvikling, men også om at videreudvikle fremtidens internationale spilleregler.

I det arbejde skal vi spille på mange strenge. På vaerdien af vores egen samfundsmodel, der på åben og demokratisk vis har skabt vaekst og givet økonomisk råderum til skattefinansieret uddannelse og sundhed. På danske virksomheders integritet og innovative løsninger, ofte af verdensklasse.

Og på udviklingssamarbejdet, der igen og igen kåres blandt verdens bedste. Så vi får også haenderne fulde i 2020.

Sammen med Kina står en raekke andre ikkevestlige lande, der er klar til at investere uden at stille krav om politisk dialog eller grundlaeggende rettigheder.