Det kan godt vaere, du er på børnenes side – men hvad med kvaliteten, Mette Frederiksen?

Kommunerne prøver urealistisk optimistisk (og billigt) at laere voksne at vaere gode foraeldre. Det betyder, at børn ofte bliver alt for laenge i dysfunktionelle forhold. Myndighederne burde tage udgangspunkt i videnskabelig forskning på området. Så fik m

Skal vi have flere eller faerre tvangsanbringelser af udsatte børn?

Det afgørende, der naesten helt mangler i statsministerens udspil, må vaere en kvalitetssikring for tydeligt og legitimt at kunne vaere på ”børnenes side”. Specielt afgørende er kvaliteten og fagligheden i de psykologiske undersøgelser af omgivelsernes omsorgsevne set i forhold til barnets behov i forskellige aldre.

Vi har en omfattende videnskabsbaseret viden om, hvilke ikkereducerbare behov et barn har for at kunne trives og laere, samt en omfattende viden om, hvad foraeldreevne og omsorgsevne hos plejeforaeldre og ansatte på anbringelsessteder består af. Voksnes relationelle faerdigheder er indlaert og traenet i deres egne tidligste trygge tilknytningsrelationer. Hvis paedagoger og plejeforaeldre ikke har et minimum af disse umiddelbare følelsesmaessige faerdigheder, er al senere ”klog” viden og efteruddannelse ikke til megen nytte. Den voksne skal selv i handling vaere et eksempel med faerdigheder i naervaer og omsorg.

Det manglende fokus og sikring af disse afgørende kvalifikationer skyldes naturligvis ikke den enkelte paedagog eller plejefamilie. Man kan ikke forvente og forlange, at personer løser opgaver, de ikke er uddannet til eller har omsorgsmaessige forudsaetninger for. Ansvaret ligger alene hos politikere, embedsmaend og uddannelsessamt forskningsinstitutioner.

Omkring halvdelen af plejeforaeldre er sikkert tilknyttet, hvilket svarer nogenlunde til fordelingen i normalbefolkningen. Sikker tilknytning indebaerer, at den voksne domineres af højt realistisk og stabilt selvvaerd og (selv-)accept, som danner den nødvendige grundlaeggende tillid hos barnet. En tillid til, at man kan stole på det, der kommer fra den voksne.

Det betyder omvendt, at omkring halvdelen af personalet på anbringelsessteder og plejeforaeldre er usikkert tilknyttet: aengstelige, ambivalente og følelsesmaessigt undgående eller ustabile i taette, langvarige relationer til plejebørn, som får deres egen grundlaeggende mistillid til voksne bekraeftet og forstaerket.

Når vi anbringer børn og unge hos usikkert tilknyttede plejeforaeldre og personale med lav empatiog omsorgsevne, vil de have meget ringe muligheder for at skabe tryghed og udvikling. Her kan kurser og supervision ikke skabe det, der mangler.

Det er taet på umuligt at laere biologiske foraeldre, plejeforaeldre og institutionspersonale omsorgsevne indenfor den korte tidsramme, hvori barnet er lille. Det tager flere års intensiv psykoterapi for en voksen at bevaege sig fra utryg til tryg tilknytning. Alligevel er kommunerne blevet ved med i et urealistisk optimistisk (og billigt) håb at prøve at laere voksne at vaere gode foraeldre og omsorgspersoner. Det betyder, at børn alt for laenge forbliver hos foraeldrene eller i dårligt fungerende eller skiftende plejeforhold.

Matchet mellem den anbragte og plejefamilien skal også hvile på afprøvede videnskabelige metoder. Metoder, som vi har til rådighed, men som ligger ubrugte og uudforskede hen. Vi fjerner således ofte børn fra hjem med lave tilknytningsog omsorgsressourcer og anbringer dem i plejefamilier, der selv er usikkert tilknyttede med lave ressourcer til naervaer og omsorg. Med mange sammenbrud og tunge skaebner til følge.

Omkring en tredjedel af alle anbringelser bryder sammen, hvilket betyder skoleskift, nye kammerater osv.

Det er kommunernes ansvar at matche børnenes ressourceniveau og ressourcemønster (med de tilhørende ofte talrige symptomer og eventuelle diagnoser) med plejeforaeldrenes og opholdsstedernes ressourcer, der bør beskrives grundigt. Heller ikke her anvendes tilgaengelige videnskabsbaserede metoder. Et sådant match vil sikre faerre skift i anbringelser, der samtidigt gerne skulle ske langt tidligere i barnets liv end nu. Helst i 2-4årsalderen

Det er taet på umuligt at laere biologiske foraeldre, plejeforaeldre og institutionspersonale omsorgsevne inden for den korte tidsramme, hvori barnet er lille.

frem for som nu i 12-16årsalderen, hvor omkring halvdelen allerede er behandlingskraevende og har diagnoser.

Videnskaben har også forsynet os med viden om, hvordan børn kan tilføres emotionelle og relationelle ressourcer på anbringelsessteder, i børnehaver, skoler og kommunale tilbud – lige meget om barnet er i en plejefamilie eller i den biologiske familie.

Det drejer sig om afgraensede traeningsprogrammer, hvor barnet laerer at maerke og forstå egne og andres følelser og behov gennem handlinger, som ledes og styres af voksne. Voksne, der i selve aktiviteterne kun udviser relationsformerne for sikker tilknytning. Ved at den voksne i afgraensede tidsrum agerer sikker tilknytningsperson, aflaeres og korrigeres de svaere følelser i usikker tilknytning, og der etableres det, som det udsatte barn mangler mest: grundlaeggende tillid.

Det betyder, at kommuner i mange tilfaelde effektivt kan opbygge metoder, der målbart tilfører barnet sociale ressourcer, så det trives og kan laere – og hvor man ikke aktiverer den dybe, blivende sorg og panik ved en eventuel tvangsfjernelse. Sådanne programmer findes og er videnskabeligt beskrevne, men problemet er det samme som i udredning af foraeldrekompetencer: Vores viden bliver ikke omsat til ensartet praksis.

I dag har vi også viden fra neurovidenskaberne og fra ny teknologi til at udvikle effektive og let administrerbare metoder til fortløbende at følge og tidligt opspore ”den stressede hjerne”, som peger på lave sociale ressourcer hos børnehaveog skolebørn. En sådan ny måde til tidlig opsporing af udsatte børn, vil spare samfundet for bunker af papir, spørgeskemaer, observationsskemaer mv., der er saerdeles arbejdskraevende og ikke specielt effektfulde.

En omfattende tidlig opsporing vil kunne danne grundlag for forebyggende legebaserede interaktive gruppeindsatser, hvor udsatte og ikkeudsatte børn sprogløst deltager sammen, og derigennem målbart fremme inklusion og integration, hvis vi vil.

Ministerier, styrelser og kommuner burde inddrage og udmønte den nyeste videnskabelige viden til at udforme landsdaekkende metoder til vurdering af omsorgsevne, til tidlig opsporing og til opbygning af børns ressourcer. Sådanne innovative tiltag koster ikke mere, men er udtryk for, at samfundet får mere kvalitet for pengene.

Lad os håbe, at Mette Frederiksen kan løfte noget af opgaven.