Først til real- og højskole, så til plejehjem og asylcenter og nu tilovers, men ikke til salg

På Lyngbyvej i Lyngby, ved Trustrup, ligger nogle bygninger, hvis aeldste dele går meget langt tilbage. Stedet har haft en omskiftelig tilvaerelse, og det er helt uvist, hvad fremtiden bringer.

Det er vist ikke en overdrivelse at påstå, at landsbyen Lyngby ved Trustrup i Norddjurs Kommune ikke har samme samfundsmaessige betydning, som den havde engang. Byen var centrum for sognet, havde livlig dagligvarehandel, og i 1813 åbnede amtsprovst H.P. Barfod sågar laererseminariet Lyngby Seminarium, der senere blev forfremmet til statsseminarium, inden det blev nedlagt i 1874.

På den tid havde byen også en realskole.

Den var anlagt i 1863, men da det mod slutningen af århundredet begyndte at blive svaerere og svaerere at få elever nok, besluttede man at flytte realskolen til nabobyen Trustrup, hvor den levede et rask liv til sin lukning i 1978.

Tomme lokaler

Og det er her, vi hopper ind i denne historie fra Lyngby:

For flytningen af realskolen ville efterlade en tom skolebygning i Lyngby, men byens maend og kvinder fik en idé: Højskolebevaegelsen var ved at brede sig – ikke mindst i det østjyske, hvor der allerede var kommet et par skoler på Djursland. I Lyngby kunne man godt se en sådan højskole for sig.

Et par af maendene kontaktede højskolemand NordalPetersen og inviterede ham til byen. Nordal-Petersen har i en bog om højskolebevaegelsens første år skrevet, at han var noget afvisende over for tanken, men lod sig dog invitere til at komme og holde et foredrag. Nordal-Petersen skriver i bogen, hvor han omtaler sig selv i tredjeperson. Som han:

»Da han endelig kom derud, mødte han saa megen Forstaaelse og Velvillie, at han mente, der maatte vaere Mulighed for at faa en Højskolevirksomhed i Gang. Aktionaererne i den gamle Realskole stillede sig overmaade imødekommende over for hans Krav, og efter en Uges Betaenkning sagde han Ja til Opfordringen om at begynde en Højskole allerede samme Aar.«

Så 3. november 1897 indviedes Djurslands Folkehøjskole, som den kom til at hedde. Nogen stor tilslutning fik den ikke i Nordahl-Petersens Tid, og i sommeren 1903 solgte han den til Johs. Nielsen, der kom fra en laerergerning på Vinding Højskole.

Johs. Nielsen ledede i skolen i fem år og foretog forskellige udvidelser af bygningerne. Elevtallet var også stigende, men alligevel fandt Nielsen sig ikke tilfredsstillet af arbejdet. I begyndelsen af 1909 solgte han skolen til den tidligere forstander for Galtrup Højskole Peter Hansen, en bondesøn fra Roskildeegnen, der ellers havde haft planer om at blive praest i Amerika.

Fra 1928 til 1947 var Thomas Laursen forstander for højskolen, der i 1939 skiftede navn fra Djursland Højskole til Djurslands Husmandsskole. I 1947 flyttede skolen fra Lyngby og blev til Kalø Landboskole.

Tomme lokaler

Igen stod man med tomme lokaler på Lyngbyvej 105.

Anker Hansen blev svaret. Han drev i forvejen private plejehjem i Ørum og Rimsø og købte Lyngbygård til samme formål. Han satte en fløj på i 1956, og en ansat bestyrer klarede det daglige. Sådan kørte det som privat alderdomsog plejehjem helt frem til 1971, hvor den davaerende Lyngby-Albøge Kommune i 1970 var blevet indlemmet i Grenaa Kommune.

Den nye kommune ville gerne overtage det private plejehjem – og gjorde det.

I 1985 blev Birgit Lindgaard ansat som leder af plejehjemmet i Lyngby, der nu hed Lyngbygård Plejehjem. Hun fortaeller:

»Plejehjemmet stod over for en stor renovering. Man talte om, at stedet, der endnu den dag i dag har mure tilbage fra den gamle realskole, måske bare skulle jaevnes med jorden. De 34 vaerelser var med faelles toilet og bad. Men man valgte en stor ombygning i 1987-89. Det endte med at koste 22 mio. kr., til gengaeld fik alle beboerne så vaerelser med eget bad og toilet.«

Lyngbygård fik også endnu en fløj og havde nu et boligareal på 3.520 kvm fordelt på to etager – på en grund på 6.455 kvm. Nyt var det også, at både hjemmesygeplejersker og hjemmehjaelpere, der betjente områdets gamle, fik udgangsadresse fra plejehjemmet, der således stod solidt forankret i lokalsamfundet.

»Det gjorde jo, at aeldreplejen fik meget bedre kontakt til de hjemmeboende i distriktet, og vi fik mange af dem gjort til brugere af arrangementer på Lyngbygård,« siger Birgit Lindgaard.

Birgit Lindgaard stoppede sit arbejde på Lyngbygård i 2005, hvor hun gik på efterløn. Men hun fortsatte som frivillig. Bl.a. som formand for pensionistforeningen i Trustrup, naestformand i AEldre Sagen og medlem af aeldrerådet i Norddjurs Kommune. For indsatsen blev hun i 2015 kåret som årets frivillige i Norddjurs.

Forinden, i september 2011, stoppede hele epoken med plejehjem i Lyngby. Lyngbygård blev nedlagt som led i en ny aeldreplan for Norddjurs Kommune, og beboere fra Lyngby blev flyttet til et helt nyt plejecenter i Grenaa, Digterparken.

»Jeg synes, det er aergerligt, at det hele står tomt i dag. Det var jo mange penge, man brugte på ombygningen,« siger Birgit Lindgaard.

Tomme lokaler

Herefter stod bygningerne på Lyngbyvej 105 tomme igen. Mod Lyngby og Omegns Borgerforenings ønske.

Den foreslog, at det nedlagte plejehjem kunne bruges til »et bo- og ivaerksaetterfaellesskab med boliger for både faste beboere og for kursister. Der kunne vaere kunst og håndvaerk, undervisning, aftenskole. Gerne i samarbejde med andre institutioner,« som det hed i et interview med Lokalavisen Norddjurs i februar 2013.

Norddjurs Kommune var ikke afvisende, og i julemåneden 2013 ophaevede kommunalbestyrelsen lokalplanen for området, så det nu ikke kun måtte bruges til offentlige formål, men også til andre private formål.

En gruppe mennesker samlet under navnet Foretagsomheden drømte om at forvandle de røde mursten på Lyngbyvej til et kreativt miljø med masser af små virksomheder - drevet af tilflyttere fra Aarhus. Foretagsomheden foreslog, at Norddjurs Kommune skulle fortsaette som ejer af bygningen i to år, mens Foretagsomheden fik gang i alt det andet. Efter to år ville Foretagsomheden overtage bygningerne. Altså kommunen skulle betale de samme udgifter, som hvis bygningen stod tom, mens Foretagsomheden så betalte merforbruget i de første to år.

»Vi vil skabe et ivaerksaetterhus i plejehjemmet på Lyngbyvej. Et bo- og arbejdsfaellesskab med 11 virksomheder, hvoraf den ene er en højskole drevet lokalt. Det skal vaere muligt både at bo og have kontor i samme hus. Huset skal bero på en viden om fordele ved vidensudveksling, sociale og professionelle netvaerk samt et velfunderet forhold til det lokale miljø. Det er et vigtigt succeskriterie for projektet, at der foregår en udveksling af viden og kompetencer mellem huset og det omkringliggende miljø,« skrev Foretagsomheden til politikerne i Norddjurs Kommune.

Tomme lokaler

Idéerne blev ikke til noget i Lyngby, og Lyngbygård stod tom helt frem til efteråret 2014, hvor Norddjurs Kommune og Dansk Røde Kors

(på Udlaendingestyrelsens vegne) offentliggjorde, at 120 asylsøgere ville flytte ind på det tidligere plejehjem den 1. oktober om aftenen.

100 personer fordelt på en raekke familier samt 20 enlige personer. Der var aktuelt brug for indkvarteringspladser til asylsøgere – primaert fra Syrien og Eritrea.

»Det er Røde Kors, som har henvendt sig til os, fordi de står i akutte vanskeligheder med at skaffe plads til en stor maengde asylsøgere. Vi ønsker at hjaelpe og bidrage til at løse denne nødvendige opgave,« sagde borgmester Jan Petersen (S).

Planen var i første omgang at udleje det tomme og nedlagte plejehjem til Udlaendingestyrelsen til markedsleje med toårige lejekontrakter med mulighed for forlaengelse. Norddjurs Kommune vurderede, at centret vil give arbejdspladser til 10-15 ansatte, og at der ikke ville vaere nogen udgifter for kommunen i forbindelse med asylcentret.

De 110 asylsøgere, der kom fra starten, kom fra langt flere lande end de to naevnte. Og lokalbefolkningen i Lyngby var hurtig til at danne en frivilliggruppe, der skulle hjaelpe byens nye beboere med blandt andet lektiehjaelp, ledsagelse til f.eks. laege og arrangementer med faellesspisning. Med mere.

»Vi og asylsøgerne møder stor opbakning fra naboerne. Det er dejligt, at borgerne selv melder sig og tilbyder en hjaelpende hånd,« sagde Solveig Vestergaard, regionsleder i Røde Kors’ asylafdeling.

Problemfrit blev det dog ikke.

Allerede i marts 2015 blev der malet hagekors og ord som »Asyl? Nej« på garager ved asylcentret. I juli fortsatte de malede trusler med en episode, hvor der blev skrevet »Go home«.

Og det kulminerede sidst i august 2015 med malede ord på garageporte: »Første advarsel,« stod der på en, »DNSB« på en anden – ledsaget af et nazikors. Ugerningen kulminerede med afbraending af asylcentrets minibus. DNSB står for Danmarks

Nationalsocialistiske Bevaegelse.

Dagen efter anholdte politiet (efter at man efter de første episoder havde håbet, at spraymaleriet blot var drengestreger) en 26-årig mand fra lokalområdet (han var tilflytter fra Horsens). I december 2015 blev han dømt halvandet års faengsel og betaling af erstatning til Norddjurs Kommune og Røde Kors for seks forhold om haervaerk, ildspåsaettelse og trusler. På gerningstidspunktet var han aktivt medlem i DNSB.

På den anden side var der også støtte. Dagen efter busafbraendingen i august mødte således omkring 2.000 danskere, heriblandt Det Radikale Venstres politiske leder, Morten Østergaard, og 15 praester i ornat, op for at vise sympati med de fremmede og gik i procession til centret for at slå en ”glaedesring” – andre kaldte det en ”fredsring” – omkring Center Lyngbygård. Dagen var arrangeret af Venligboerne.

»Det er en fin og vaerdig markering af, at vi tager afstand fra nynazisme og brugen af dens slags midler i debatten,« sagde Norddjurs borgmester, Jan Petersen (S), som også var blandt deltagerne på Lyngbygård.

Med udgangen af 2016 var det slut med asylcenter i Lyngby.

Tomme lokaler

Og lokalerne, der en overgang var sat til salg – uden at finde en køber, stod igen tomme.

Fra november 2017 til april 2019 var en del af ejendommen udlejet og beboet af østeuropaeiske saesonarbejdere, der have job på Gl. Estrup Gartneri.

Nu står bygningerne igen tomme. Og har gjort det siden.

Vej og Ejendoms-afdelingen i Norddjurs Kommune fortaeller, at den store ejendom ikke laengere er til salg. Men den fortaeller intet om, hvilken fremtid der venter de 3.520 kvm, andet end det forfald, der er sat ind med en knust rude, fugt, puds, der smuldrer af, alger og mos.

I en mail til JP Aarhus lader forvaltningen blot forstå at: »Ejendommen er sat i tomgangsdrift.«

Hvad det så end betyder.