Nedturspop, som man kan danse til
Driftssikre synthpoplegender veksler mellem øm resignation og et excentrisk bryllupsbrag.
Pet Shop Boys er i store traek faldet ud af toppen af verdens singlehitlister i det seneste årti, men duoen er aldrig helt faldet af på den.
Gruppens seneste udgivelser har staedigt insisteret på både meningsfuldt indhold og klubpotent pop, og der opstod lyksalig fynsk sommerfest, da Pet Shop Boys i 2017 gaestede Tinderbox-festivalen.
Det nye album kommer naeppe til at give bandet et kommercielt comeback, men musikken er vaerdig og ret vellykket. Albummet indeholder også gode, nye partytraeffere, som eventuelt kan blandes ind i hitmikset ved kommende koncerter. Som nu den i Viborg søndag den 21. juni.
Ung assistance
Et livepluk ved dén lejlighed kunne vaere ”Dreamland”, der indbyder til maskinel pophengivelse under en drejende diskokugle og en stor kuppel af hvaelvede keyboardflader. Nummeret forener klassisk synthpoppet Pet Shop Boys-rus med en moderne klublyd, og duoen får da også på smart vis hjaelp af unge kraefter fra det populaere band Years & Years.
Det bliver til en slags protestsang mod rå realiteter, der ikke er til at holde ud.
Selv om det er effektivt og refraenpumpet, er sanger Neil Tennant dog ikke i overlegen lyrisk topform. Han virker rigelig resigneret i flere numre på det nye udspil, og to ballader fremstår temmelig transparente: velproducerede og følsomt taendte, men uden at matche niveauet fra en albumklassiker som ”Behaviour” (1990).
POP HOTSPOT PET SHOP BOYS Kobalt
Festaben og nørden
Det hele falder på plads i en raekke andre sange.
”Hoping for a Miracle” funkler af melankolsk 1980’er-magi, hvor miraklet dog sikkert udebliver for den selvovervurderende fyr, der fortaelles om i teksten. Typisk Pet Shop Boys, som forbliver i øjenhøjde med hverdagens skaeve skaebner. Fra den overgearede, hedonistiske festabe til den ømskindede, generte type, der helst vil blive hjemme. Men som alligevel finder sit mod, da han hører et smaekkende, fodflyttende dansehit.
Trods kontant fremdrift og de mange syntetiske kulører er det efterårets daempede farver, der traeder tydeligst frem på det nye album. Allersmukkest i ”Burning the Heather”: en halvakustisk ballade, som er bristefaerdig af uforstilt smerte over tidens nådesløse gang. Med skønne harmonier fremtryllet af Chris Lowe og med Neil Tennant i sit es som fornemt artikuleret stilist.
Til sidst skal det lige naevnes som forbrugeroplysning til kommende bryllupsarrangører, at taeppebankertracket ”Wedding in Berlin” er årets sjoveste basker til bryllupsfesten.