Husk det nu: Du betaler selv

Statsminister Mette Frederiksen har gjort det igen: lanceret store løfter uden at fortaelle vaelgerne, at de rent faktisk selv haenger på regningen. Det er allerede afdaekket, at de kommende minimumsnormeringer i daginstitutioner skal betales af foraeldrene selv. Nu viser det sig, at socialt udsatte risikerer at skulle betale for andre socialt udsatte. Kommunerne kan se frem til få skåret i deres bloktilskud, når der skal gives øget støtte til flere anbringelser af udsatte børn.

Det er, som den socialdemokratiske Aarhus-borgmester Jacob Bundsgaard befriende klart udtaler, »at fodre hunden med sin egen hale«.

Heller ikke Skanderborgs ligeledes socialdemokratiske borgmester, Frands Fischer, lyder begejstret for udsigten til at skulle skaere i de kommunale budgetter, for at Mette Frederiksen kan omsaette de mange budskaber i nytårstalen:

»Vi har ikke en krone ekstra at gøre godt med, så det vil vaere besparelser,« konstaterer han.

I det store og hele tyder meget på, at regeringen får vanskeligt ved at få sit eget bagland med på det, som er udset til at vaere Mette Frederiksens store satsning som ”børnenes statsminister”.

Støttepartierne på Christiansborg klapper ikke i haenderne. De Radikale fastslår, at Mette Frederiksen selv må tage ansvaret for at finde pengene frem for at skubbe prioriteringen over på kommunerne, og Enhedslisten afviser blankt, at kommunes aeldrepleje eller daginstitutioner skal belastes af dyre anbringelsessager.

Med til regnestykket hører, at regeringen udtrykkeligt har sagt, at flere børn skal tvangsfjernes eller bortadopteres. Og skulle man vaere i tvivl om, hvorvidt den virkelig mener det, så kast et blik på de iøjnefaldende reklamepladser, som for tiden prydes med den socialdemokratiske børnepolitik. Socialdemokratiet går så massivt ud med budskabet om, at det tjener barnets bedste at blive fjernet fra familien, at rummet til at kritisere selve kernen i politikken bliver mindre. Hvis alle begynder at tale om modeller og finansiering, så drukner debatten om, hvorvidt det overhovedet er en god idé at tvangsfjerne flere børn.

Småbørnsforaeldrene er begyndt at spare op til at kunne betale for regeringens højt besungne minimumsnormeringer. Hvem der skal finde sparepengene frem for at kunne betale for tvangsfjernelse af børn, er endnu uvist, men mon ikke ”Arne” og de andre, som er lovet ”ret til tidlig pension” er begyndt at kigge nervøst i tegnebogen. Regeringens mønster synes klart: Vi lover noget, og vi bestemmer også, hvordan det skal vaere, men I kommer selv til at betale for det.

En anden rød tråd, som tydeligt ses, er, at regeringen mener, at staten ved bedst. Befolkningen er, om den vil det eller ej, i gang med at betale til en uoverskuelig omfordelingsmaskine med statslig styringskontrol.

At borgerne selv haenger på regningen for de påståede forbedringer, kraever mere end en lup og en god regnemaskine at gennemskue, når man laeser Socialdemokratiets valgoplaeg ”Altid på børnenes side”. Her får man let indtrykket af, at de omfattende tiltag på børneområdet kan betales med skat på fri telefon, lidt kratten i satspuljen og gennem nogle fiktive penge til velfaerdsforbedringer.

Mette Frederiksen markedsføres som børnenes statsminister, men hun forsømmer at fortaelle, hvilke børn der betaler prisen for, at andre partout skal mases ind i en model, som bruges til statsministerens branding af sig selv.