Klimaet er kejserens problem, tilgivelsen er Guds

Hvis man går og undrer sig over, hvor Helligånden befinder sig, så skal man kigge mod Tyskland. For ved afslutningen af den evangelisk-tyske kirkes kirkedage sidste sommer sagde den praest, som stod for den afsluttende gudstjeneste, at Fridays for Future – altså de demonstrationer for klimaet, som inspireret af Greta Thunberg finder sted om fredagen – er et eksempel på Helligåndens måde at arbejde på i verden i dag.

Helligånden er åbenbart også dukket op i Roskilde. I hvert fald meldte stiftets biskop, Peter Fischer-Møller, sig for nylig ind i klimakampen. Måske han ikke ville stå tilbage for sin kollega i Viborg, Henrik Stubkjaer, der i efteråret opfordrede alle stiftets praester til at deltage i demonstrationerne for klimaet om fredagen.

Det vides ikke, og under alle omstaendigheder tager biskoppen i Roskilde skridtet videre. For han udtalte sig ikke bare på egne vegne, men på det samlede bispekollegiums (og folkekirkens) vegne – 12 i alt – da han sagde, at folkekirken vil forpligte sig på regeringens mildt sagt ambitiøse mål om at nedbringe det danske CO2-udledning med 70 pct. i år 2030.

Af gode grunde og med gode argumenter blev Peter Fischer-Møller udmelding mødt af lige så megen kritik, som det var tilfaeldet for hans kollega i Viborg. For selv om klimaet er en vigtig sag, som det er vigtigt at løse i faellesskab, så har den det bedst, hvis man lader den forblive en politisk sag.

Kritikken fik hurtigt Roskilde-biskoppen på andre tanker, for nu hed det sig, at han var blevet mistanke, forstået, og at det ikke skulle forstås sådan, at der som sådan var et klimamål for folkekirken, selv om han et par dage i forvejen havde sagt til Kristeligt Dagblad, at »vi vil gøre så meget, vi kan, for at nå målet på 70 pct. inden 2030«.

Det kan vaere svaert at forstå anderledes end som en udtalelse på den samlede kirkes vegne, hvilket er temmelig problematisk. Kirken kan ud fra et perspektiv godt betragtes som en virksomhed, en koncern. Men hvor det er op til ledelserne i virksomheder som Maersk eller Novo selv at bestemme deres klimapolitik, er det straks mere problematisk, når landets 12 biskopper proklamerer en samlet klimastrategi for folkekirken.

Selv om man godt kan få den at det er en daglig aergrelse for biskopperne, så er det helt centralt i den danske folkekirke, at ingen kan udtale sig på dens vegne. Den tilhører folket og menigheden; det er dens ledelse. Hvis det enkelte menighedsråd vil reducere dets kirkes CO2-udslip ved f.eks. at skrue ned for varmen, er det en aerlig sag, men det kan aldrig blive en samlet sag for folkekirken anført af biskopperne.

Af mange grunde. For klimasagen er politisk, og selv om der måske nok er konsensus om dens alvor, så splitter den også og har for laengst iklaedt sig identitetspolitikkens moraliserende klaeder, hvor man vurderes på sine handlinger og ens menneskelige kvaliteter måles på indsatsen for at bidrage til at nedbringe CO2-udslippet.

Når kirken melder sig ind i den kamp, risikerer den at ende som en politiserende og moraliserende kirke og holder dermed op med at vaere den kirke, som stiller alle lige og giver alle syndernes forladelse. Og det er så langt vaek fra den helt grundlaeggende forståelse i lutheranismen af, at den politiske verden kraever sit, mens kirkens har sin egen rolle, og de to ting skal ikke blandes – giv kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er.

Både for samfundets og kirkens skyld.

Når kirken melder sig ind i den kamp, risikerer den at ende som en politiserende og moraliserende kirke.