Sociale medier har gjort os asociale
De sociale medier flyder over med ligegyldigheder, som det burde vaere nemt at slukke for. Alligevel bruger mange af os masser af tid på dem. Og i en tid, hvor vi er taettere forbundet gennem sociale medier, føler rekordmange sig ensomme. Er det ikke på t
Den teknologiske udvikling har på mange måder gjort mennesker taettere forbundet. Uafhaengige af tid og sted kan vi altid raekke ud efter vores venner og endda stifte nye bekendtskaber. Man kunne fristes til at tro, at vi af den grund er blevet mindre ensomme. I den vestlige verden er der dog flere unge end nogensinde før, som døjer med ensomhed, angst, stress og depression.
Her i Danmark viste et forskningsprojekt af Rigshospitalet fra 2017 en tredobling af unge mellem 15 og 19 år, der får stillet diagnosen depression. Et lignende mønster kan ses hos unge studerende i 20’erne, har en undersøgelse fra Studenterrådgivningen vist.
Det er en bekymrende udvikling, som der i den offentlige debat naevnes mange grunde til.
Nogle taler om en praestationsog perfekthedskultur, og mange debattører og forskere peger på brugen af sociale netvaerkssider – populaert kaldet sociale medier – som årsag.
En del unge føler også selv, at de sociale medier har en afhaengighedsskabende og negativ indvirkning på dem. Nogle håndterer det ved fuldstaendig at kvitte de sociale medier og slette de mest vanedannende apps. Men mange vender som regel hurtigt tilbage igen. For om vi vil det eller ej, så er teknologierne kommet for at blive, samfundet indrettes efter dem, og det bliver svaert at gå tilbage.
Men når de sociale medier er her, hvad så med, at vi får det bedste ud af dem? Taenk, hvis det indhold vi så, når vi scrollede ned ad vores feeds, var noget, der gjorde os klogere på hinanden og på verden. Hvis vi kunne bruge sociale medier til at bekaempe de udfordringer, som mange af os døjer med?
Sådan forholder det sig sjaeldent i dag, hvor brugen af sociale medier ofte er ren spildtid, der ikke gør os i bedre humør.
I en TED Talk fra 2012 udtrykte den amerikanske teknologiforsker Sherry Turkle sin bekymring over den teknologiske udvikling. Hvordan vi i dag hele tiden er forbundet og i kontakt med hinanden via digitale medier, men samtidig mere alene i det virkelige liv. Vi multitasker oftere og forskanser os bag skaerme, når vi bør vaere naervaerende med menneskerne omkring os. Det medfører mange negative konsekvenser for os selv og vores omgivelser.
Og uden tvivl kan forbruget af de digitale teknologier tage overhånd – et problem, som man er begyndt at adressere med apps, der måler ens forbrug, mobilforbud i skolerne med mere. Overforbruget er altså ét problem, men hvad med det, vi bruger de sociale medier til, når vi bruger dem?
Jeg mener, det er på tide, at vi udvider debatten til ikke kun at omhandle de sociale mediers indflydelse på mennesker, men også vores indflydelse på dem.
Når jeg kigger på mine sociale medier i dag, mødes jeg med en overflødighed af ligegyldigheder. På Facebook deler den unge generation sjaeldent indhold laengere, så det eneste, jeg kan se, er, at Amanda har liket Camillas nye profilbillede, og at Anders har tagget Simon i et meme. På Instagram kan jeg se, at Julia spiser sushi, og at William har det for vildt på natklubben. Og jeg tror bare, at jeg undlader at naevne mit hademedie, Snapchat, som er ekstra populaert blandt de yngste.
Min pointe er, at der sjaeldent er megen substans i indholdet. Alligevel bliver jeg ved med dagligt at spilde min tid på de afhaengighedsskabende sociale medier, i håb om at noget spaendende dukker op.
Det kan vaere sjovt og givende at kunne følge med i, hvad hinanden laver, men ofte svømmer det bare over med ligegyldigheder og selviscenesaettelse. Når vi deler ting i dag, er det ofte for at vise, hvor godt vi har det, og man ser kun facaden. Rejsebilleder, hvor vi er smarte i en fart, ledsaget af et par fancy hashtags.
Vi hungrer efter likes, som får os til at føle os mindre ensomme. Den søgen efter anerkendelse er nok en del af menneskets natur, som er svaer at aendre på. Men hvad med at dele noget, der rent faktisk er vaerd at like og tilfører vaerdi til andre end os selv?
Man kan selvfølgelig mene, at techgiganterne har en finger med i spillet, og via deres design af interface og algoritmer påvirker os til at dele og konsumere letfordøjeligt og vanedannende indhold. Det er dog en laengere og mere politisk diskussion.
Det virker, som om de sociale medier med tiden er blevet mere kolde steder at befinde sig. Det tidlige internet var fyldt med interessefaellesskaber drevet af frivillige, hvor vi debatterede, inspirerede hinanden og dannede nye venskaber. Her var vi typisk skjult bag anonyme brugernavne og avatarer, og det handlede ikke om at iscenesaette os selv, men om at give noget af os selv og indgå i et faellesskab med andre.
Det står i skarp kontrast til nutidens sociale medier, hvor det kort sagt virker, som om vi er blevet dybt asociale.
Selvfølgelig er det vigtigt altid at bruge sund fornuft, når man deler på nettet, men lad os turde at give mere af os selv og dele andet end bare det perfekte glansbillede.
Sager om overvågning og tyveri af data har måske også medvirket til, at vi er mere skeptiske, mht. hvad vi tør give af os selv. Isaer fordi vi nu bruger vores rigtige identitet online. Men lad os vaere aerlige – vi nok også blevet lidt for paranoide, for det er formentligt de faerreste af os, der er spaendende nok til, at amerikanske efterretningstjenester eller russiske spioner interesserer sig for os.
Selvfølgelig er det vigtigt altid at bruge sund fornuft, når man deler på nettet, men lad os turde at give mere af os selv og dele andet end bare det perfekte glansbillede. For måske er de sociale medier slet ikke så slemme, hvis vi begynder at bruge dem anderledes.
Det er ikke en opfordring til, at vi ukritisk skal begynde at dele alt, hvad vi laver af mere eller mindre ligegyldige ting. Ej heller at vi skal starte en konkurrence om, hvem der kan fremstå mest elitaer og intellektuel. Og vi skal selvfølgelig stadig kunne dele billeder fra vores fede ferie på Maldiverne, men det bør ikke vaere det eneste. Lad os vise omverdenen, at den unge generation ikke er så fortabt, som man skulle tro, når man kigger på Instagram.
Jeg indrømmer, at jeg til en vis grad selv er en del af den kultur, som jeg her kritiserer. Og det er en graenseoverskridende tanke pludselig at skulle bryde de sociale mediers implicitte spilleregler og give noget af sig selv, når ingen i ens netvaerk gør det. Jeg har dog på fornemmelsen, at jeg ikke er den eneste, der har det sådan. At mange faktisk laenges efter mere sociale og mere autentiske sociale medier. Så lad os prøve at gøre det sammen og vaere mindre bange for, hvad andre taenker om os.
Lad os skrive om spaendende ting, vi laeser, tankevaekkende film, vi ser, og de ting, der sker i vores hverdag, som giver stof til eftertanke. Lad os turde vise vores uperfekte sider og raekke ud efter hinanden, når vi har brug for hjaelp og støtte. Og også bare give hinanden et godt grin en gang imellem selvfølgelig. Ganske enkelt udnytte de muligheder, som teknologien giver os på en positiv måde, så vi får mere substans på de sociale medier.
Hvis du er typen, der hellere vil nøjes med at se på Instagramselfies af letpåklaedte realitydeltagere i fitnesscentret, skal der selvfølgelig også vaere plads til det. Vi er alle forskellige, og du behøver ikke at følge mig.