Jyllands-Posten

Muhammed Ali og Münchhause­n. Marianne og Marselisbo­rg

Kurt Thyboe har levet et langt liv med journalist­ikken. Men hvordan bliver man en god reporter?

- THOMAS LUND HANSEN thomas.lund@jp.dk

Den saetning, du laeser nu, kunne have bragt Kurt Thyboe i fedtefadet ...

Prøv at laese den igen ... For det er faktisk meningen, at du skal laese den igen. Det er derfor, at der er tre punktummer til sidst ...

De tre prikker i slutningen gav engang Kurt Thyboe problemer.

Det var som journalist på Aalborg Stiftstide­nde.

»Jeg begyndte at skrive staccato-agtigt med små taenkeøjeb­likke. De tre punktummer betyder stop, read it again, because it’s worth reading more than one time. Jeg havde vaeret der i et halvt år i 1962, og så var der en kvindelig journalist, der havde set sig sur på mig, at jeg lignede en Hollywood-bastard, jeg spurgte hende, om jeg kunne sammenlign­es med Marlon Brando. Men der var en indsamling af underskrif­ter om, at jeg skulle fyres lige på stedet,« siger Kurt Thyboe.

Han blev ikke fyret. Faktisk bragte hans stil ham rundt i verden. For B.T., for Ekstra Bladet, Politiken og Billed-Bladet. Som chefredakt­ør for Ugens Rapport. Som boksekomme­ntator. Som verdensman­d født i Aarhus, men altid udadfarend­e.

I mine øjne har du oplevet alt. Hvordan kan jeg blive en rigtig journalist?

»For det første skal du elske ordet. Og så skal du elske de mennesker, du interviewe­r. Da jeg var på Aalborg Stiftstide­nde, var der en redaktør, der sagde, at man skal lytte, for alle elsker at tale om sig selv. Og så skal man huske at få folks telefonnum­mer, så man kan tale med dem igen.«

Men hvordan kan jeg blive som dig?

»Well that’s impossible,« svarer koryfaeen på et af sine foretrukne fremmedspr­og.

Der er mange engelske udtryk, når du taler?

»Da min far afleverede mig i Aalborg, sagde han: ”Det her klarer du heller ikke”, og du ved, en ung knaegt og en far kan ofte vaere på kant med hinanden – det forsvandt med årene – så sagde jeg: ”Inden jeg er 30 år, taler jeg 10 sprog og kører i en sportsvogn”. Young and mad and crazy. Jeg har laert 8-9-10 sprog. Min far var sømand, han var en arbejder. Da jeg kom på Marselisbo­rg Gymnasium, var der ingen adgang for os, det var kun for de fornemme, adlen og de meget rige, men min far kaempede for, at en arbejderdr­eng fik en eksamen. Det gjorde os meget taette. Hvor er vi kommet til?«

Det med engelsk ...

»Dansk er et blaendende sprog, men der er mange ting, der bedst kan udtrykkes på fremmedspr­og. Ordene løber, men under ordene er der en strøm af intense feelings og en udvikling af det, man skriver om. Man skal ramme den kombinatio­n. Når jeg gerne vil skrive på en speciel måde, har jeg brug for fransk, italiensk, spansk og american slang. For mig bliver sproget meget mere rigt og vidunderli­gt, når det subtile hentet fra andre sprog blander sig.«

Du har sagt, at man skriver med sandheden i den ene hånd og malerpensl­en i den anden?

»Som jeg ser det, er sandheden vaek, et øjeblik efter at sandhed har vaeret sandhed. Så er den allerede begyndt at blive løgn. Man skal bruge myten. Myten vokser og bliver staerkere, og man kan dykke ned i den igen og finde nye vinkler. Der var engang en, der skrev om mig, at jeg var en blanding af Charles Dickens og Münchhause­n. Det er noget af det smukkeste, der nogensinde er sagt om mig.«

Noget helt andet. Fortael om dengang, du fik Muhammad Alis telefonnum­mer?

»Det var i 1968. Jeg var på B.T. og kedede mig en dag. Så sagde jeg, at jeg ville ringe til Ali og spørge ”how’s your life?”. De andre grinede ad mig, men jeg begyndte at ringe til aviser i Europa, fik nummeret til en avis i USA, hvor jeg fik Alis telefonnum­mer. Det var en triumf.«

Hvad sagde han, da du ringede til ham?

»Det var hans kvinde, der tog telefonen, og hun sagde ”Jesus, nobody calls Ali no more”. Hun sagde: ”He’s down to buy diapers for the little ones”, og så så jeg billedet af ham med store naever gå at laegge bleer på børnene. Hun sagde, at han ville ringe tilbage. Der gik syvotte timer, og jeg begyndte at kigge efter et hjørne, hvor jeg kunne dø i fred, men så råbte min chef ”det er ham”. Så jeg vaeltede kaffekoppe­rne, fik fat i røret, og så kom den her meget blide sydstatsac­cent: ”Hi this is Muhammad Ali, world champion. What do you want and how can I help you?” Så talte vi om private ting, han sagde, at han havde masser af tid. Dengang boede jeg med en kvinde, der havde fire hunde og en papegøje, og han bad mig om at laere den at sige ”I’m the greatest”.«

Bor du stadig i Barcelona?

»Marianne og jeg er lige flyttet tilbage til Danmark efter 25 år i Spanien. Vi bor hos min søn Nicky og er på jagt efter noget at bo i. Jeg er 80 og med nogle helvedes lunger, der har slået mig ned alt for mange gange, så kan jeg ikke sigte efter 20-30 år mere, men siden jeg begyndte som reporter som 21årig og til nu, har jeg haft et fantastisk liv. Jeg har fået alle mine ønsker igennem.«

Der var engang en, der skrev om mig, at jeg var en blanding af Charles Dickens og Münchhause­n. Det er noget af det smukkeste, der nogensinde er sagt om mig.

Tak, så havde jeg faktisk ikke mere på blokken.

»Selv tak. Må jeg få dit telefonnum­mer?«

 ??  ?? »Jeg skrev et brev til Muhammad Ali, da jeg havde skrevet historien i B.T. 14 dage efter kom der et brev skrevet af ham selv. Ring endelig til mig, skrev han,« siger Kurt Thyboe.
Foto: Jan Grarup/ Ritzau Scanpix
»Jeg skrev et brev til Muhammad Ali, da jeg havde skrevet historien i B.T. 14 dage efter kom der et brev skrevet af ham selv. Ring endelig til mig, skrev han,« siger Kurt Thyboe. Foto: Jan Grarup/ Ritzau Scanpix

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark