Skilsmisse er eneste udvej på mislykket fusion

Fusionen mellem det danske og svenske postvaesen er et klokkeklart eksempel på et dårligt orkestreret aegteskab.

Det er som bekendt altid let at vaere bagklog. Men det er alligevel bemaerkelsesvaerdigt, at giftemagerne bag den dansk-svenske postfusion til Postnord ikke lagde en plan for håndteringen af befordringspligten, når isaer brevmaengderne i takt med digitaliseringen forventeligt ville falde. Det er velkendt, at den danske del af Postnord i årevis har blødt på bundlinjen, men nu viser en hemmelig rapport fra konsulenthuset McKinsey, at også den svenske del af Postnord hurtigt risikerer at gå samme vej.

Det er isaer befordringspligten til at levere breve og pakker ud til alle husstande i Danmark, der volder problemer. Selv om serviceforpligtelser er lempet gevaldigt over årene, portoen er sat op, og der er fyret medarbejdere i hobetal, er der stadig ikke lys for enden af tunnelen. En milliardstor kapitalindsprøjtning, der skulle gøre det muligt at skille sig af med de dyre tjenestemandsansatte blev tørret af på den danske stat, selv om det reelt var et ansvar for den samlede Postnord-koncern, som den kun ejer 40 pct. af. Men selv om den svenske stat sidder på 60 pct. af aktierne, har den indvilliget i at deles ligeligt om magten.

Nu bliver befordringspligten ifølge McKinsey-rapporten en naesten lige så tung byrde for den svenske del af Postnord. Det saetter efter nye kapitalproblemer i det gamle Post Danmark op til jul igen fokus på, hvordan Postnord-koncernen skal struktureres i fremtiden. Det er oplagt, at når den svenske stat ikke vil finansiere tab på den danske befordringspligt, vil den danske stat heller ikke vaere med til at betale den anden vej.

Det er med andre ord klokkeklart, at de to landes forpligtelse til at udbringe breve, pakker, aviser og andet til alle husstande ikke kan rummes i den samme koncern uden nogle helt andre og klokkeklare spilleregler, som ejerne tilsyneladende har mere end svaert ved at blive enige om.

Der har vaeret mange indbyggede bomber i det dansksvenske aegteskab, der ikke er blevet demonteret i tide. Kongstanken om at opbygge en slagkraftig pannordisk logistikforretning gav god mening for at spille med på internethandlens stigende behov for pakketransporter – den såkaldte last mile. Den sidste forsendelse ud til den endelige forbruger er kendt for at vaere den mest lukrative. Men opbygningen har ingen reelle chancer haft i et uoverskueligt morads af interessekonflikter mellem den rent kommercielle forretning og befordringspligten, hvor sidstnaevnte suger flere og flere finansielle kraefter ud af koncernen.

Det må også vaere åbenlyst, at de danske og svenske politikere ved på den ene side at fastsaette befordringspligtens raekkevidde over for borgerne og på den anden side at bestemme tempoet i digitaliseringen af det offentliges kontakt med borgerne kan afgøre, hvor dyr befordringspligten er. Det er langtfra sikkert, at der er enighed over Øresund om denne balance, mens Sveriges geografi mildest talt er anderledes end den danske. Der er ingen tvivl om, at tempoet for digitaliseringen af den offentlige sektor i Danmark er kommet bag på svenskerne.

Det giver derfor god mening at saette koncernen fri ved at splitte den i tre, hvor befordringspligten i Danmark og Sverige placeres i hver sit selskab med den hastigt voksende nordiske kommercielle logistikforretning som det tredje ben. Det kan også gøres endnu mere enkelt. Udbyd befordringspligten i henholdsvis Danmark og Sverige i de kommende fem år på nogle fastlagte betingelser, der er bred politisk opbakning til – og betal, hvad det koster.

Der har vaeret mange indbyggede bomber i det dansk-svenske aegteskab, der ikke er blevet demonteret i tide.

Det vil også langt om laenge give Postnord muligheden for fuldtonet at koncentrere sig om konkurrencen på de hastigt voksende logistikmarkeder i Norden. Det giver herefter heller ingen mening for Postnord at vaere 100 pct. ejet af de to nordiske stater, der tilsyneladende ikke vil det samme. En fuld privatisering er heller ikke nødvendigvis oplagt, hvis en af staterne eller dem begge gerne vil have et alternativ at falde tilbage på, hvis befordringspligten ikke kan udføres tilfredsstillende i privat regi.

Det er klaedeligt, at de danske politikere er villige til at se på baeredygtige løsninger på Postnords strukturelle problemer. Nu er håbet bare, at den over 10 år gamle aegteskabspagt lidt utraditionelt også har beskrevet betingelserne i en eventuel separation. En hurtig skilsmisse vil langt vaere at foretraekke.