"Sorte Knud" var en af landets mest indflydelsesrige finansfolk
Knud Sørensen med øgenavnet "Sorte Knud" var en populaer chef for Danske Bank. I de første mange år som pensioneret bankdirektør var han efterspurgt som bestyrelsesmedlem.
Mindevaerdige øgenavne kan vaere svaere at slippe af med. Det må Knud Sørensen kende alt til. Da han trådte tilbage efter 47 år i Danske Bank, de sidste otte år som topchef, gav han sin egen forklaring på, at han i en årraekke var blevet kaldt ”Sorte Knud”:
»Jeg ved ikke rigtigt, hvorfor jeg bliver kaldt det. Min hang til sort tøj, siger nogen (...). Den bedste forklaring, jeg kan give, er de sorte rande, jeg har under øjnene.«
Det er mere end 20 år siden, at han forlod Danske Bank. Men kaelenavnet haenger ved, og det samme gør hans ry og rygte som venlig, ordentlig og skarp i replikken.
»Der er sågar nogen, der har set mig smile,« sagde han i 1991 til nyhedsbureauet Ritzau.
Knud Sørensen begyndte karrieren inden for finansverdenen allerede i 1951, da han som 16-årig kom i laere i Den Danske Landmandsbank.
Han er bankmand af den gamle skole og fra en tid, hvor man sagde »De« til hinanden i finanssektoren.
»Jeg havde regnet med, at jeg skulle ned på fodboldbanen om eftermiddagen, men jeg kunne først gå hjem klokken halv syv, for kassen stemte ikke. Og så bliver man jo på arbejdet,« fortalte Knud Sørensen i 1997 til Ritzau.
Som 27-årig blev han fuldmaegtig, og derfra fortsatte turen op i hierarkiet.
Han var med, da Landmandsbanken i 1976 blev til Danske Bank, og fire år senere trådte han ind i direktionen, i første omgang som kreditchef.
Besvaerlige sager
I 1990 – samme år som Danske Bank fusionerede med Handelsbanken og Provinsbanken – fik han bankens øverste stilling.
Selv kaldte han de mange afskedigelser i forbindelse med fusionen for det mest ubehagelige i karrieren. De følgende otte år var han ordførende direktør.
Knud Sørensen fik brug for sit kommunikationstalent, da han som bankens frontfigur skulle stå på mål for først den såkaldte Faerøsag og senere Hafnia-sagen, der eksploderede i begyndelsen af 1996. Førstnaevnte handlede om, at det faerøske landsstyre mente sig snydt efter overtagelsen af Danske Banks faerøske bank. Sidstnaevnte drejede sig om, at investorer mente, at Danske Bank havde fortiet, hvor slemt det stod til i Hafnia, der krakkede.
Det lykkedes Knud Sørensen at bevare sin popularitet på trods af fyringsrunder og skandalesager, og i flere år rendte han med førstepladsen i Børsens Nyhedsmagasins årlige imageundersøgelse.
Han stod ligeledes bag store forandringer som etableringen af det finansielle stormagasin, hvor forsikring, bank og realkredit er i samme hus.
Plads i flere bestyrelser
Da han stoppede i Danske Bank, ventede hverken haengekøje eller golfbane. I stedet gik han fra at vaere en af landets mest indflydelsesrige bankfolk til en indflydelsesrig bestyrelseskarriere i superligaen af danske selskaber.
Han var blandt andet formand for William Demant Fonden, naestformand i A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal, med i Legos investeringsselskab, Kirkbi, og med i entreprenørvirksomheden Højgaard. De sidste bestyrelsesposter slap han som 80-årig.
Siden har Knud Sørensen trukket sig fra spotlyset, og han har ikke til dette portraet lyst til at gå ind i det igen.
Han føler sig ikke rustet til »at bidrage med noget laesevaerdigt,« som han skriver i en kortfattet mail.