Holland går i stilling til at indtage magttomrummet i EU efter brexit

Der er flere kandidater til at udfylde tomrummet efter brexit. Isaer Holland står på spring for at placere sig i centrum i de alliancer, der begynder at tegne sig.

Amerikanerne har i mange år brokket sig over, at der ikke fandtes et – og kun et – telefonnummer i Bruxelles, som de kunne ringe til for at tale med EU.

I virkeligheden har de dog hele tiden haft en varm linje – den er gået via London, hvor synet på frihandel er så taet på USA’s, som man finder det i EU:

»Under rådsmøder har briterne ofte, helt naturligt, repraesenteret den samme holdning som os. Og i nogle tilfaelde har de også taget skridtet videre og fortalt de andre EUmedlemslande, at vores amerikanske venner ville opfordre os til at gå i denne retning,« forklarer Frances Burwell, ekspert i forholdet mellem USA og EU ved den Washingtonbaserede taenketank Atlantic Council.

Ambassader gør sig til

Også når det kommer til områder som udenrigsog sikkerhedspolitik, ligger de to lande taet på hinanden. De udgør f.eks. kernen i det angelsaksiske efterretningssamarbejde Five Eyes (Fem Øjne) sammen med Canada, Australien og New Zealand.

USA står derfor til at miste en vigtig allieret i EU, når brexit om få dage traeder i kraft. Det har fået flere andre medlemslande på banen:

»Der er helt klart ambassader i Washington, som prøver at vise, at de er den bedste samtalepartner for Washington, når det drejer sig om EU,« forklarer Frances Burwell, der dog ikke vil naevne landenes navne, idet de helst vil vaere anonyme.

Desuden:

»Jeg tvivler på, at et enkelt land vil ende med at erstatte Storbritannien. Måske vil det vaere en klynge af lande.«

Som et eksempel på et land, der kunne indgå i klyngen, naevner hun Holland:

»Hollaenderne er også staerke tilhaengere af frihandel, og de har et vist globalt udsyn, ligesom de har vaeret massivt til stede med os i Afghanistan og andre steder.«

Set fra Holland handler det også om frygten for forholdet til USA efter brexit:

»USA’s kritik af EU er primaert fokuseret på Tyskland, men der er også mange spaendinger mellem Frankrig og USA. Og fordi de er de to største magter i EU, er det transatlantiske forhold i fare for at blive dårligere efter brexit, det er ikke i hollaendernes interesse. Derfor ville jeg ikke blive overrasket, hvis hollaenderne begynder at udtrykke støtten til det transatlantiske forhold meget tydeligere,« siger Rem Korteweg, seniorforsker ved den hollandske taenketank Clingendael.

Den nye tredjemand

I virkeligheden er det flere år siden, at hollaenderne besluttede at øge antallet af ansatte i landets EU-administration og arbejde for at få større indflydelser på beslutningerne:

Det logiske centrum, som London udgjorde, falder vaek. Tyngdepunktet flytter sydog østpå, vaek fra Holland, og alt andet lige vil brexit give Frankrig og Tyskland en disproportional rolle i forhold til at saette dagsordenen i EU.

Det er ikke sådan, at hollaenderne ønsker at overtage briternes plads som trianglens tredje side, men de spiller en vigtigere rolle nu end tidligere.

»Efter brexitafstemningen bliver de nogle gange taget med på møder, hvor Merkel f.eks. gerne vil have dem med, ligesom hun gerne ville have Storbritannien med som modvaegt til Frankrig i gamle dage,« forklarer en højtplaceret EU-kilde, der ønsker at vaere anonym, til Jyllands-Posten.

Men hollaenderne får kamp til stregen, forklarer den tyske politolog Josef Janning, som indtil for nylig stod i spidsen for taenketanken European Council on Foreign Relations Berlin-kontor.

»Italienerne mener, at det skal vaere dem, men det er Spanien ikke enig i. Begge lande tror, at nu kan de tage Londons plads. Det kompliceres yderligere, fordi forbindelsen fra henholdsvis Rom og Madrid til Berlin er svagere end tidligere.«

Men også »de sidste to store« i EU har problemer. Selv om de to lande løbende konsulterer hinanden, er der en lang raekke områder, hvor de ser forskelligt på tingene.

»Frankrigs praesident, Macron, har nu i to år forgaeves forsøgt at tilbyde Berlin et meget naermere partnerskab,« forklarer politologen Jan Techau, seniorforsker ved taenketanken The German Marshall Fund i Berlin.

De syv små dvaerge

Men enhver fransk tilnaermelse er enten blevet afvist eller ignoreret i den tyske hovedstad. Også i udenrigspolitiske spørgsmål, f.eks. forholdet til USA, Kina, euroen, Mellemøsten og Nordafrika, har Berlin og Paris helt forskellige udgangspunkter.

»I Tyskland er der stor skepsis over for, hvad Macron forsøger at lave,« konstaterer Techau.

Også for Danmark og andre små medlemsstater, der ikke ønsker at forstaerke EU-samarbejdet, har Storbritannien haft stor betydning. Når brexit snart traeder i kraft, har danskerne et problem.

»Mulighederne er overhovedet ikke gode, men Danmark har altid de samme to strategiske optioner: Den første er den skandinaviske flanke, måske sammen med de baltiske stater. Den anden går ud på at påvirke Tyskland. Ikke at man skal naerme sig Tyskland i alle spørgsmål, men meget tydeligt gøre Tyskland opmaerksom på, hvilken rolle Berlin bør spille,« mener Jan Techau.

Som Josef Janning ser det, bør de små, rige lande gå sammen for at udgøre en modvaegt til det altdominerende Tyskland. Og faktisk er der allerede gjort visse forsøg i den retning. Hollands premierminister,

Mark Rutte, har i perioder haft held til at

Når premierminister Boris Johnson (i midten) traekker briterne ud af EU, efterlader han et hul, som de resterende EU-lande ikke umiddelbart kan lukke. Mange frygter, at Tyskland med kansler Angela Merkel i spidsen (til højre med ryggen til) vil lytte for meget til Frankrig, der gerne vil have mere EU-samarbejde. Foto: AP