Retsformanden skal have tungen lige i munden

John Roberts skal styre rigsretssagen mod Donald Trump uden selv at komme under anklage i den politisk betaendte proces

»Senatorerne bedes venligst tage plads,« lød det myndigt fra John Roberts.

Retsdagen i Senatet torsdag var blevet indledt med en bøn og senatorernes aflaeggelse af en ed til det amerikanske flag.

Så var de ceremonielle rammer på plads, og politikken kunne tage over på dag nr. to, da Demokraterne søgte at demonstrere, at praesident Donald Trump er skyldig i embedsmisbrug.

Højesteretspraesidenten havde, lidt som quizmasteren i et tv-show, praecis styr på den tid, som anklagerne havde tilbage til deres fremlaeggelse: »Der resterer 16 timer og 42 minutter,« konstaterede John Roberts, før han gav ordet videre.

»Anklagerne mod praesident Trump rangerer som nogle af de alvorligste tiltaler, der nogen sinde er rejst mod en praesident,« sagde kongresmedlem Jerry Nadler, en af advokaterne for Repraesentanternes Hus.

»De stiller selv praesident Nixon i skyggen,« lød det fra Nadler med henvisning til Richard Nixon, der i 1974 trådte tilbage for at undgå en rigsretssag.

Det er hårde ord, og der er mange i Senatet, som er staerkt uenige, men indtil videre har Roberts, som praesiderer over retshandlingen iklaedt sort dommerkappe, ikke for alvor fået sved på panden.

Tidligere på ugen måtte han ganske vist løfte stemmen og bede advokaterne på begge sider om at »undgå at tale på en facon og bruge et sprog, der ikke fremmer urban samtale«.

Men det er måske kun en forsmag på, hvad der kan vente rigsretten og Roberts, når sagen spidser til senere på måneden.

Kulturchok i Senatet

Rigsretssager i USA er politiske processer, hvor valgte politikere både formulerer anklagen og tager stilling til skyldsspørgsmålet, men forfatningen foreskriver altså, at højesterets praesident skal repraesentere den dømmende magt.

For 21 år siden i januar 1999 under sagen mod davaerende praesident Bill Clinton var det Roberts forgaenger William Rehnquist, der styrede slagets gang.

Rehnquist, som havde svenske rødder, blev som Roberts regnet for at tilhøre den konservative fløj i den amerikanske dommerstand, men blev generelt rost for at holde tungen lige i munden under processen.

Helt nemt var det ikke, indrømmede retspraesidenten dengang: »Jeg oplevede den form for kulturchok, der naturligt opstår, når man går fra det meget strukturerede miljø i højesteret til det, som jeg i mangel af bedre vil kalde det mere utvungne miljø i Senatet,« sagde Rehnquist.

Praecis hvor utvungne senatorerne kan blive, når der står vigtige politiske afgørelser på højkant, risikerer John Roberts at få et indblik i, når rigsretten skal afgøre, om der skal føres yderligere vidner i sagen mod Donald Trump.

Hvis et flertal i Senatet beslutter at indkalde vidner, kan det udløse en hård modreaktion fra Det Hvide Hus, der for alt i verden ønsker at undgå en sådan udvikling.

Her kan højesteretspraesidenten hurtigt ende i krydsild mellem de stridende parter, og det er formentlig det sidste sted, han har lyst til at opholde sig.

»Hans vigtigste mål er at kunne vende tilbage til sin hovedbeskaeftigelse med sit rygte og sin retsinstans’ rygte intakt og frit for anklager om tendens,« lød vurderingen i New York Times.

Spørgsmålet er, om parterne vil lade Roberts slippe så let. Højesteret laener efter to nye dommerudnaevnelser i Trumps embedsperiode mere mod højre end tidligere, og det har udløst kritik fra Demokraternes side.

Trump har også i flere omgange vaeret ude med riven: »Lykønskninger til John Roberts for med sit aevl at få amerikanerne til at hade højesteret,« lød det i 2012 fra Trump, som dengang var uenig i en af retsformandens dispositioner.

Lykønskninger til John Roberts for med sit aevl at få amerikanerne til at hade højesteret. DONALD TRUMP OM RETSFORMANDEN