Overfladisk bog fra loge af ligesindede

Overraskende, at Gads Forlag gider laegge navn til.

Selv statsministeren siger det. Men det gør hverken forfatter til eller de to hovedpersoner i denne bog. Forfatteren er Politiken-journalisten Anders Jerichow, de to andre er muslimske Özlem Cekic, der sad i Folketinget for SF 2007-2015, og overrabbiner Bent Melchior, og det, de ikke siger, er, at antisemitismen i Danmark primaert skyldes indvandringen fra de varme lande. »Jeg møder folk med jødisk baggrund, der har boet i Danmark i mange år og aldrig nogensinde har gjort noget dårligt. De skal nu behandles dårligt af nogle, der lige er kommet hertil«, sagde Mette Frederiksen. Så klart taler denne bog ikke.

I stedet får laeseren dels to familiehistorier, dels en guidet tur rundt i den politiske korrekthed. Familiehistorierne er fortalt flere gange før.

Det er den politiske korrekthed sandt for dyden også, men her får den en ekstra tand, klippet, klistret og pakket ind i globalisternes motto om, at man skal møde verden, lytte og vaere åben.

Dialog med terrorister

De to søger dialog, selv med terrorister, og det vil nogle finde sympatisk. Gaelder det mon også nazister? Eller de imamer, der laeser og udlaegger Koranen bogstaveligt? Det får laeserne ikke noget svar på.

De to besøger f.eks. Grimhøjmoskéen i 2017, hvor de drikker kaffe med en vis Oussama El-Saadi og udsender en faelles erklaering om, at enhver form for vold mod uskyldige er illegitim. Kort efter naegter samme Oussama at tage afstand fra Islamisk Stats drab og systematiske voldtaegter. I en lidt blødere afdeling er talsmanden også kendt for at mene, at hvis en muslim giver hånd til det modsatte køn, svarer det til at spise svinekød. Ved at møde og enes med denne notoriske fantast giver Cekic og Melchior ham legitimitet, så han står staerkere internt i moskéen. Herom er også Anders Jerichow tavs.

Problemet med denne bog som bog er, at det velmente står i vejen for sandheden. Når makkerparret naegter at se i øjnene, at antisemitismen i Danmark fortrinsvis kommer fra muslimer, svaekker de deres analytiske trovaerdighed.

Der har rigtignok vaeret en raekke episoder med gravskaending og andet i Jylland, ligesom man altid skal holde et vågent øje med folk, der slutter sig sammen i små, lukkede faellesskaber, men den strukturelle antisemitisme er dominerende i muslimske kredse, som har bragt den med fra Mellemøsten. Som historielektor Sofie Lene Bak forleden udtalte til forfatterens egen avis, er der flere ligheder mellem den muslimske antisemitisme og den historiske antisemitisme, f.eks. forestillingen om pengejøden, jøden som forraeder og fornaegter af tradition og moral.

Kulturradikal loge

På overfladen praesenteres bogen som et møde mellem to verdener, og rent formelt er det da rigtigt. En yngre kvinde og en gammel mand med hver sin tro og baggrund finder sammen om at bygge bro over forskelle og lurende konflikt.

Men projektet bliver meget hurtigt til en pastiche.

Som det lyder i en af Jerichows karakteristiske poesibogsformuleringer: »Om det var skaebnen, der bragte dem sammen, er ikke til at sige. I hvert fald blev det sådan, at Özlem ofte sad hjemme i overrabbinerens åbne køkken og spiste laksemad.« Selv køkkenet er åbent.

Der er mange af den slags ligegyldige oplysninger og forsikringer. F.eks. når Cekic laeser op fra en af sine børnebøger på Brønshøj Bibliotek, og Jerichow digter sig frem til, at man godt kan »få fornemmelsen af, at børn og voksne er søgt ud i sommeren, måske med en bog under armen, men i hvert fald med et badehåndklaede«. Hvis forfatteren havde skrevet ”bedehåndklaede”, kunne der have vaeret noget at tale om. Men de tre er ikke uenige om noget som helst substantielt og tilhører i virkeligheden en kulturradikal loge af ligesindede og mødes i de rigtige meningers saloner, mens den brogede og skinbarlige verden zigzagger forbi. Hvis de er forpligtet af noget, er det af deres idealisme, ikke virkeligheden.

PORTRAETBOG

Ubekvemme sandheder

Således er det også sigende, at forfatteren helt forbigår omstaendighederne bag fyringen af Bent Melchior som formand for den jødiske menighed tilbage i 1981. Vi får kun Melchiors forklaring. Fra anden side ved vi, at en del af menigheden frygtede, at Melchior tog for let på dens sikkerhed og overså truslerne udefra. Han var med andre ord for blåøjet.

Samme indtryk får laeseren, når Melchior standhaftigt bedyrer, at han aldrig har følt sig utryg ved at gå med kalot på Nørrebro i København. Igen viger Jerichow uden om det ubehagelige spørgsmål, om det mon kunne haenge sammen med, at han er for kendt til at få taesk – og om mere ukendte jøder bør føle sig sikre i indvandrertaette kvarterer?

Den slags ubekvemme sandheder undgås igen og igen. Det ville vaere forkert at sige, at bogen overrasker. Overraskende er det kun, at Forlaget Gad gider laegge navn til. Svaret må vaere, at de to portraetterede er kendisser. Men nu er du advaret. Den enlige stjerne gives for bogens fotografier.

De tre er ikke uenige om noget som helst substantielt og tilhører i virkeligheden en kulturradikal loge af ligesindede og mødes i de rigtige meningers saloner.